Runnin’ around in circles

POD2
68
68-2
POD1
POD3
AAF2
AAF1
AAF3

Det var en noget rodet affære, der udspillede sig i Amager Bio, da spillestedet torsdag aften inviterede til nu-metallisk nostalgitrip.

Kunstner
Titel
+ Alien Ant Farm + '68
Spillested
Dato
21-02-2019
Karakter
3

Til trods for at have eksisteret i snart 30 år har amerikanske P.O.D. kun gæstet Danmark en enkelt gang før. Tilbage i 2002, efter udgivelsen af hit-albummet ‘Sattelite’ (2001), spillede kvartetten i et næsten udsolgt Store Vega sammen med Skindred og Ill Niño. På daværende tidspunkt tre af tidens større nu-metal-navne. Ligeledes tre navne, der udvandede deres egen profil, i takt med at nu-metallen blev kommercialiseret og senere næsten uddøde. Modsat genren dør de gode kompositioner og minderne om dengang knap så hurtigt. Hvilket var tydelig for alle, da Amager Bio ret hurtigt kunne melde udsolgt til aftenens koncert. Lige som sidst P.O.D. gæstede Danmark, var det med et følge af bands. Alien Ant Farm, der havde moderat succes omkring samme tid som hovednavnet, og den amerikanske noise rock/metal-duo ’68.

Malplaceret mismatch
Josh Scogin og Niko Yamada listede ret anonymt på scenen, mens en stor del af publikum stadig afventede at få lagt jakkerne i pop-op-garderoben. Iført jakkesæt og højt humør slog de tonerne an til små 25 minutters spilletid, der skulle vise sig at være noget af det mest sprudlende og livlige på scenen den aften.

Med stort set samme fremtoning og tilgang til koncerten, som da bandet gæstede Roskilde Festival i 2017, blev det til en lige så intens og seværdig oplevelse. Man fristes til at sige, at det endda var bedre end dengang på Gloria, da Amager Bios rammer og minimale sceneplads mellem P.O.D.s udstyr kun føjede vitalitet til ’68's rå og upolerede musikalske udtryk. Kombinationen af noise, grunge og metalcore pakket ind i en nærmest progressiv tilgang til sangskrivningen, giver ’68 kant såvel som et tillokkende lydbillede. Specielt det sidste sammen med det livlige sceneshow fangede publikums interesse, hvor størstedelen næppe var kommet for netop den amerikanske duo.

Scogin og Yamada var en interessant tilføjelse, der dog bar præg af primært at være et forsøg på at lokke et anderledes publikum til. Det lod til at være en succes, men basalt set var duoen fuldstændigt malplaceret i det samlede lineup. Desto mere imponerende var det, at det lykkedes ‘68 at aktivere en god del af publikum.

“Thanks for your time and energy!”
Det lod til at være forsanger Dryden Mitchells mantra. En tak, der kom lidt for nemt og lidt for indstuderet. På samme måde som Mitchells tak for den varme velkomst. Publikum i Amager Bio virkede mildest talt ligeglade med aftenens andet band. Kun en mindre skare i front tilkendegav mere end en gennemsnitlig interesse, da Alien Ant Farm indtog scenen. Og energiniveauet igennem koncerten, som der blev takket så flittigt for, var ikke imponerende.

Som P.O.D. har Alien Ant Farm kun gæstet Danmark en enkelt gang, tilbage i 2003, hvorved der burde være grobund for et tændt publikum. Det var desværre ikke sagen, men kvartetten gjorde heller ikke meget for at skabe energi. Grundlæggende er Alien Ant Farm nok et af de bands, der fejlagtigt har fået tilknyttet genren nu-metal på grund af det tidspunk, de slog igennem. Helt nøgternt er det mere korrekt at definere kvartetten inden for den alternative metal/rock, hvilket også fremgik tydeligt torsdag aften. Efter MTV-successen med coveret af ‘Smooth Criminal’ red bandet bølgen og udgav yderligere tre plader, mens kvartetten langsomt røg ud i glemslen. Således er der nok gået hen over hovedet på de fleste, at Alien Ant Farm udgav nyt album i 2015. Og basalt set var der næppe nogen i Amager Bio, der før koncerten huskede kvartetten for meget andet end netop coveret, der bragte bandet frem.

Alien Ant Farm gjorde desværre ikke meget for at ændre på det faktum. Hele kvartettens, men især Mitchells manglende energi på scenen gav desværre indtryk af, at lysten ikke var til stede. At Mitchell altid har haft en introvert, semi-autistisk tilgang til sceneshowet, undskyldte kun momentvist. Der er rigeligt energi i bandets kompositioner til at løfte niveauet. Især da flere af numrene overraskende nok stod forholdsvis stærkt live. Som et fjernt minde om en svunden tid blev publikum mindet om numre som ‘Movies’, ‘These Days’ og ‘Wish’, som enhver playstation/skateboard-entusiast sandsynligvis kunne huske, da først de blev spillet. Ironisk nok var koncertens højdepunkt ikke ‘Smooth Criminal’, selvom nummeret undtagelsesvis fangede publikums interesse. Alien Ant Farm toppede aftenen med ‘Attitude’, der blev fremført storladent, med følelserne uden på tøjet. Til trods for en lidt for lang indledningsvis monolog fra Mitchell var det en helt tydeligt bevæget forsanger. Et sjældent øjeblik i løbet af koncerten, hvor amerikanerne formåede at skære igennem, fremstå interesserede i deres foretagende og mindede publikum om, at de engang var mere end blot et covernummer.

Tiden har ikke været venlig ved Alien Ant Farm. Det er sørgeligt at opleve et band, der havde nogle gode ideer og i det mindste forsøgte at skille sig ud fra horderne af ens nu-metal-bands, være negligeret til ét cover. Desværre var torsdag aften i Amager Bio ikke aftenen, hvor kvartetten forsøgte, at minde publikum om meget andet end netop det cover. I stedet for at takke publikum for en ikke-eksisterende energi havde det være værdsat, om bandet selv havde investeret mere energi.

Højt energiniveau trods meget fyld
Det var et helt andet energiniveau, aftenens hovednavn lagde for dagen. Med ‘Boom’ fra gennembrudspladen 'Satellite' (2001) satte P.O.D. baren for resten af koncerten. Energisk fremført af et band, der modsat Alien Ant Farm lod til virkelig at nyde at stå på scenen. Der var heller ikke grund til andet. Publikum tog imod det amerikanske band, som det kunne forventes af et hovednavn. Til forskel fra koncerten forinden var P.O.D.-forsanger Sonny Sandoval noget nær den diametrale modsætning. Scenen blev indtaget med lige dele autoritet og vigør, der koncerten igennem hyppigt skabte energi og dynamik, der forplantede sig og langt om længe satte lidt gang i publikum.

Energiniveauet blev generelt holdt højt under hele koncerten, hvilket er en af de grundlæggende årsager til, at koncerten ikke faldt til jorden. Især bandets glæde og lyst til at spille nye numre bar netop disse, selvom de ikke er specielt interessante. Uden omsvøb spillede P.O.D. alt for meget fra deres seneste udgivelse, ‘Circles’. Syv ud af af pladens elleve numre, hvilket var minimum tre for meget. Selvom numre som ‘Panic Attack’ og ‘Soundboy Killar’ absolut gør sig bedre live end på plade, er det stadig langt fra samme niveau som bandets bedste. Færre nye numre havde højnet kvaliteten af koncerten. Specielt titelnummeret, 'On the Radio' samt den klæbrige og alt for søgte ‘Always Southern California’ faldt helt til jorden som kedsommeligt tidsspilde. Uhensigtsmæssige pauser, der ødelagde koncertflowet og tog et dræbende livtag med den energi, der endelig viste sig hos publikum.

Ud over den seneste udgivelse havde albummet ‘Satellite’ ikke overraskende en dominerende overvægt i aftenens sætliste. Et forståeligt valg, der naturligvis også fik positiv respons fra publikum. Især ‘Youth of a Nation’ og ‘Alive’, der vel har nok været på heavy rotation hos de fleste nu-metal-fans. Mest interessant var dog de to sange fra ‘The Fundamental Elements of Southtown’. ‘Rock the Party – Off the Hook’ og ‘Southtown’ var aftenens tungeste numre og mest kærkomne overraskelser, selvom man godt kunne have ønsket et nummer som ‘Hollywood’ eller for den sags skyld U2-coveret ‘Bullet the Blue Sky’. Det havde kun gavnet koncerten, hvis disse numre havde erstattet et par af de nye numre.

Efter endt koncert blev amerikanerne fortjent klappet af scenen. Trods den ujævne sætliste fik publikum, hvad de kom efter. Et sprudlende band, der nød at fremføre deres materiale samt muligheden for at opleve det der nostalgi-band, som man missede, da de var relevante. P.O.D. gæster næppe Danmark igen lige med det samme, og det er nok for det bedste. Det er svært at forestille sig, at de kan gentage successen med at sælge et helt Amager Bio, uden at sælge på nostalgi. Til forskel fra Alien Ant Farm er P.O.D. mere end ét nummer. Men for de fleste er kvartetten nok kun ét album. Der var i hvert fald ingen tvivl om, hvornår publikum var med bandet, og hvornår der skulle hentes øl, sludres og pudres næse – det blev desværre lidt for ofte.