P.O.Don't!

Circles

P.O.D. er et omvandrende bevis for alt der gik galt, da nu-metallen blev kommercialiseret. Et trist levn og et minde om et band, der engang kunne skrive interessant musik.

Kunstner
Titel
Circles
Label
Trackliste
Rockin' With the Best
Always Southern California
Circles
Panic Attack
On The Radio
Fly Away
Listening For The Silence
Dreaming
Domino
Soundby Killa
Home
Karakter
2

Det kommer måske som en mindre overraskelse, men det amerikanske band Payable on Death (P.O.D.) har udgivet intet mindre end 10 plader. De fleste med hang til nu-metal, husker sandsynligvis numrene ‘Alive’ og ‘Youth of the Nation’. To numre der skampulede øregangene på de fleste, der havde adgang til MTV, da den amerikanske kvartet udgav deres fjerde album, ‘Satellite’, tilbage i 2001.

Kender man bandet, ved man, at P.O.D. engang legede med hardcore-elementer. Især på de to første plader, og til dels ‘The Fundamental Elements of Southtown’ (1999). Sidstnævnte værende bandets bedste plade til dato. Da nu-metallen greb om sig, hoppede amerikanerne med på vognen og i samme moment døde det meste af den selvstændighed, der ellers prægede bandet. Siden da har amerikanerne stødt udgivet plader, uden at opnå tilsvarende succes som ‘Satellite’. Man fristes til at sige, at det var mere held end forstand at amerikanerne brød igennem i første omgang, de har i hvert fald langt fra haft held med sangskrivningen, som vi også konkluderede, da bandet i 2008 udgav ‘When Angels & Sperpents Dance’. Yderligere 3 albums og 10 år senere fristes man naturligt til at spørge, om det så er blevet bedre?

‘Circles’ er et sjovt puslespil af elementer og inspiration fra bandes, der var grobunden for det, der senere skulle blive nu-metallen. Første nummer ‘Rockin’ with the Best’ lyder delvist som Beastie Boys, i ‘Ill Communication’-perioden. ‘Always Southern California’ kunne med små modifikationer være en Red Hot Chili Peppers komposition og Panic Attack lyder alt for meget som et Rage Against the Machine, uden samme lyriske tæft eller kompositoriske dygtighed. P.O.D. lyder faktisk ret sjældent som P.O.D..



‘Soundboy Killa’ lyder tilnærmelsesvist som noget, man kunne forvente fra det amerikanske band. Men meget mere bliver det heller ikke til. Desværre er den manglende selvstændighed ikke det eneste problem, kvartetten må kæmpe med. Forsanger Sonny Sandoval har aldrig været en imponerende sangskriver. Det er ikke noget denne jubilæumsudgivelse har til hensigt at ændre ved. Tværtimod. Man håber inderligt at Sandoval formår at finde hjem, låser døren efter sig og smider nøglen væk, efter at have fået gentaget mantraet I just wanna go home! /  Home! / I don't know where else to go / All alone, so I just wanna go home! ('Home'), alt for mange gange.

Enkelte gange er der nogle interessante elementer, der løfter ‘Circles’ fra at være den rene elendighed. ‘Dreaming’ har en spændende og sørgmodig klang, mens titelnummeret sandsynligvis er pladens bedste. Ganske tragikomisk endda, da det er særdeles tilbagelænet og sender tankerne i retning af den guitar-drevne pop, der prægede sendefalden, dengang musik var noget, der blev vist på MTV.

’Circles’ er en plade, de fleste vil glemme inden længe. Det er heller ikke et udspil, hvor man får et indtryk af, hvad P.O.D. egentlig er for en størrelse. Man får derimod et enormt godt indtryk af, hvilket (eller hvilke) band Sandoval og resten af ensemblet gerne ville have været. Når alt kommer til alt, er P.O.D. et afkog og noget nær definitionen af alt det, der gik galt, da nu-metallen blev kommercialiseret. Manglen på selvstændighed og kopiering for at sælge på at lyde som andre bands, der kunne komponere gode numre.

Det er efterhånden mange år siden, at Sandoval proklamerede So you wannna be a superstar / Welcome to Hollywood / High times big dreams there you are / A victim of Hollywood ('Hollywood'). Det er decideret sørgeligt at se et band leve deres egne tekster så ekstremt.