Skarpt og sikkert

Populær
Skarpt og sikkert

Death Angel er fortsat troværdige leverandører af klassisk Bay Area-thrash, og de vil ikke pille for meget ved skabelonen. Det hæmmer dog også deres ottende album, der for det meste er sikkert spil, men med enkelte meget stærke momenter.

Kunstner
Titel
The Evil Divide
Dato
27-05-2016
Genre
Trackliste
1. The Moth
2. Cause for Alarm
3. Lost
4. Father of Lies
5. Hell to Pay
6. It Can't Be This
7. Hatred United / United Hate
8. Breakaway
9. The Electric Cell
10. Let the Pieces Fall
Forfatter
Karakter
3

Det kunne ikke have været mere i den klassiske thrash metals ånd, da Death Angel sidste sommer indtog den lille og intime scene på KB18 i København. Under sin denimvest bar forsanger Mark Osegueda en tanktop med Metallicas ’Jump in the Fire’-singlecover påtrykt. Guitarist Rob Cavestany sportede også en tanktop, men med Mercyful Fates logo på sort baggrund, og bassisten Damien Sisson strålede i en ’Terminator’-tee, hvorfra en bevæbnet Arnold Schwarzenegger stålsat skulede ud på publikum bag sine solbriller.

Det var en ode til 1980’erne, men koncerten var ikke mindst et vidnesbyrd om, at Death Angel snart 30 år efter deres debutalbum besidder en smittende spilleglæde og fandenivoldsk energi, der overgår langt de fleste andre fra deres generation. Arven holdes stramtandet i live i deres stilrene Bay Area-thrash, og for en gangs skyld var cementblokken KB18 omdannet til en ren headbangerfest med hornvisende hænder konstant i luften, og hår svingende horisontalt og vertikalt.

Forventet overraskelse
Når et band er så vitale og overbevisende, som Death Angel var den aften, stopper man jo ikke bare. Men når Mark Osegueda på ’The Moth’, åbningsnummeret på Death Angels nye album ’The Evil Divide’, byder velkommen med et ”Surprise, I’m back again!”, er det en god reminder om, at man ikke skal tage den slags for givet, også selvom man forventer det.



Forinden har man fået en kort intro og et hæsblæsende riff i hurtigt tempo over en af thrash metallens signaturrytmer, og man skal blot 40 sekunder ind, før bandet for første gang går ned i halvt tempo, og Osegueda gør sin entré. To minutter inde får man det første chuggende guitarbreak, mens trommerne hamrer ufortrødent videre, og et halvt minut senere leveres albummets første hvinende, shreddende guitarsolo. Helt i tråd med, hvad man kan forvente. Det er et strålende nummer og en skarp åbner.

’The Evil Divide’ er Death Angels femte album siden gendannelsen i 2001 og ottende samlet set. Intet har ændret sig. Der er stadig rivende riff, hurtige og halsbrækkende trommer, obligatoriske breaks i massevis og endnu flere af de obligatoriske skift til halvt tempo, der alle som én kalder på næver pumpende i takt til musikken. Og så er der selvfølgelig Oseguedas kraftfulde vokal, der kun er blevet bedre med alderen. Han lyder stadig bidsk som en bulldog, men besidder også kapacitet til melodisk afveksling.

Det viser sig især på singlen ’Lost’, hvor bandet omfavner en mere åben og klassisk heavy metal-lyd. Var det nummer udkommet for 25 år siden, havde det været en klassiker i bandets diskografi og en obligatorisk crowdpleaser på sætlisten, hvis ikke det var blevet et hit, der ville kunne have hevet Death Angel op på siden af datidens store navne som Megadeth og Metallica. Refrænets akkordrundgang kaster tankerne hen på den grunge- og alt. rock-bølge, der pressede metallen tilbage i 90’erne, og teksten er (sammen med videoen) tilpas selvmedlidende og eksplicit i sit budskab til at kunne appellere bredt: Fremmedgørelse er ikke sjovt, og sådan nogle ting som diskrimination, mobning og vold i hjemmet er af det onde. Det er lidt af en kliché, men man bærer over med den side af sangen, når det nu er så pokkers velskrevet.



Sikkert spil
Det er så også det eneste sted, Death Angel prøver at begive sig ud i relativt fremmed territorium. Resten er straight up US-thrash. ”We were born to working class/Grinding all too fast”, synger Osegueda i ’Breakaway’, og selvom det altid er sympatisk, når metalhoveder påpeger genrens historiske relation til arbejderklassen, er det også et sikkert kort for de rutinerede veteraner.

Hvor forgængeren ’The Dream Calls for Blood’ fra 2013 holdt dampen oppe og interessen fangen hele vejen igennem, begynder ’The Evil Divide’ så småt at tabe fart halvvejs. Selvom der er nok så mange stilsikre riff, hooks, råbekor og pumpende midttempo-stykker, så bliver især albummets anden halvdel skabelonpræget. Man kunne ønske, at bandet i højere grad søgte en afveksling i det melodiske potentiale, der altid har været et lettere underanerkendt element hos dem.

Man holder stadig med og af Death Angel. De er genretro ad helvedes til og vil helst ikke rykke sig for meget, og de spiller med en misundelsesværdig energi, der kan få konkurrenterne til at blegne. Man ved, hvor man har dem. ’The Evil Divide’ bekræfter det endnu en gang – og med deres magtdemonstration på KB18 sidste år taget i betragtning, er det blot en god grund til at få dem forbi landet igen.