Retningsløse variationer
Normalt er det en ros, hvis musikken på et album er varieret. Men på Halestorms seneste udgivelse er det lige før, at variationerne tager overhånd.
Everest
Shiver
Like A Woman Can
Rain Your Blood On Me
Darkness Always Wins
Gather The Lambs
WATCH OUT!
Broken Doll
K-I-L-L-I-N-G
I Gave You Everything
How Will You Remember Me?
Halestorm har netop udgivet bandets sjette album. Første album ’Halestorm’ udkom i 2009 og siden er der udkommet et nyt album ca. hvert tredje år. Halestorm er stiftet af søskendeparret Lzzy Hale (vokal og rytmeguitar) og Araja Hale i slutning af 90’erne. Begge er fortsat med i bandet, som især er kendetegnet ved Lzzys dominerende vokal og sceneudtryk.
Det nye album ’Everest’ fortsætter mere eller mindre Halestorms tidligere stil inden for hard rock og heavy metal med nogle pop- og blues-undertoner. Albummet vil derfor nok blive taget rigtig godt imod af Halestorms mange dedikerede fans, som bandet har sikret sig igennem et intensivt turneliv i løbet af karrieren.
Det hele begynder da også helt godt på ’Everest’. Første sang ’Fallen Star’ lægger fra med fræsende guitar og et heftigt trommebeat, inden vokalen sætter i gang med en snerrende Lzzy Hale. Det er et Halestorm, der sætter i gang med en måske lidt mere markant metallisk sound end sædvanligt. Men det ændrer sig nu lynhurtigt, Allerede i andet sangstykke er tempoet sat ned i spadserefart, og vokalen har ændret karakter til en kælen popsang. Men så skiftes der igen til det hårde og metalliske første vers og så igen skift til popsang. Det er en smule forvirrende.
Albummets anden sang – titelsangen – er som sådan en ganske fornuftig hard rock-sang uden de helt store overraskelser.
Tredje sang ’Shiver’ er en ballade, og det prædikat kan man bestemt også sætte på albummets fjerde sang ’Like A Woman Can’. Det er en helt stor, lidt jazzet og episk ballade, der sikkert vil finde indpas hos en ny målgruppe. Det er så måske tvivlsomt, om disse nye lyttere også vil finde behag i Halestorms øvrige noget mere rockende musik.
Tendens i sangenes opbygning
'Rain Your Blood On Me' er en sådan mere rockende sang. En halvsløv metalsag, der cruiser stille af sted for nærmest at gå død i omkvædet med en "hey, hey"-messen for så efterfølgende at stige gevaldigt i tempo i et af de næste stykker. Der tegner sig her en tendens, som går igen i mange af albummets efterfølgende sange.
'Darkness Always Wins' begynde ganske smukt med piano og sang, der giver lidt mindelser om Tory Amos, hvorefter sangen langsomt udvikler sig til en solid halvtung hardrocker. Det er en af albummets mest vellykkede sange.
Herefter kommer der et bl.a. et par sange, hvor der skrues gevaldigt op for aggressionerne i begyndelsen. ’Watch Out’ smadrer derudad i det første halve minut, hvorefter et sløvt sangstykke sætter ind, inden der igen tonses nogle sekunder, imens Lzzy Hale skriger sine lunger ud i desperation, og sådan fortsætter rutsjebanen op og ned, op og ned.
Sangen ’K-I-L-L-I-N-G’ lider af noget af samme syndrom. Der smadres afsted, og Lzzy Hales vokal giver mindelser om Butcher Babies, men så lige pludselig havner man i nogle sekunder i noget, som mere lyder som noget fra et Nightwish album!
Albummet rundes af med en rigtig rock ballade i form af sangen ’How Will You Remember Me?’, der er så 80’er-90’er agtig, at den oser Bryan Adams.
Variation er godt, men ...
Som det måtte fremgå, er ’Everest’ et meget varieret album. Det er jo som udgangspunkt udmærket. Det er fint, at der er hårde sange, ballader, episke sange og sange med brutale sekvenser. Og der er bestemt meget god musik på ’Everest’, hvis man er klar til og åben over for bandets mange stilarter. Men der hvor ’Everest’ mister momentum er i forbindelse med, at der sker så meget variation – ikke fra sang til sang – men i de enkelte sange. Det er fint, hvis en sang begynder et sted og i løbet af sangen bevæger sig i en ny retning. Men det er en smule enerverende, at der på rigtig mange af sangene på ’Everest’ bare er tale om, at man kontinuerligt skifter mellem hård-blød-hård-blød eller blød-hård-blød-hård og så måske tilsat en stadionrock-guitarsolo et sted i anden halvdel.