Finnerne viste den rette vej

_XTD2161
_XTD2279
_XTJ4085
_XTJ3024
_XTD1711
_XTD1808
_XTJ3037
_XTJ2266

Der blev skudt med metallisk spredehagl i Amager Bio, og hvor Jinjer ramte det musikalske lavpunkt, var Amorphis den sikre vinder, der med solidt bid og kraft sikrede fællessangen på en sen mandag aften.


Kunstner
Spillested
Dato
14-01-2019
Trackliste
1. The Bee

2. The Golden Elk

3. Sky is Mine

4. Sacrifice

5. Message in the Amber

6. Silver Bride

7. Bad Blood

8. Wrong Direction

9. Daughter of Hate

10. Heart of the Giant

11. Hopeless Days

12. Black Winter Day

----------------------------

13. Death of a King

14. House of Sleep
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

Aftenens program på det nyligt genåbnede Amager Bio var allerede på papiret en blandet pose bolscher. Tysk dødsdoom, aggressiv metalcore, groovy svenskerdød og melodisk heavy metal med atmosfære i højsædet. Hvordan det lige er lykkedes dette firkløver at få en fælles tour op at stå forekommer umiddelbart noget diffust, men om ikke andet udgav de alle nye albums i fredags, med undtagelse af aftenens hovednavn, der fortsat er ude at promovere 'Queen of Time' fra maj sidste år. Således havde alle bands indlysende nok lagt hovedvægten på deres respektive nyeste tilføjelser til CV'et.

Amager Bio åbnede igen for et par uger siden efter et års lukning på grund af ombygning, og det skulle da også vise sig fortsat at være præget af byggerod. Den tidligere forhal var helt afspærret, og vi skulle derfor alle lukkes ind ad en midlertidig bagvej efter ti minutter i kø, inden vi nåede ind lige til showstart. Toiletterne var udenfor, og både indgang og udgang foregik i form af udslusning, som uheldigvis gjorde det til en noget tidskrævende proces at lægge toiletbesøg ind under koncerterne, men så længe det blot er midlertidigt, ser vi igennem fingre med det. Selve koncerthallen lignede dog i høj grad sig selv, og så ser vi i mellemtiden frem til slutningen af februar, når det endelige resultat af ombygningerne ser dagens lys.

Med det sagt var det nu ikke Amager Bio, vi var kommet for at anmelde...

Melankolske dødsbrøl
Nailed To Obscurity havde fået den tvivlsomme ære af at varme op, mens salen fortsat var sparsomt befolket på grund af køtilstandene. Tyskerne tog det dog med oprejst pande, og selvom de fortsat er et relativt uomtalt blad på disse kanter, fik de hurtigt publikum med sig med deres lettere progressive twist af melankolsk dødsdoom. Raimund Ennenga mestrer et bjørnebrøl, der kun skulle vise sig at være endnu stærkere live, og med blot 35 minutter til rådighed var det ikke de store talegaver, der blev lagt for dagen udover lidt indlærte ”Tak København”. I stedet lå fokus på deres doomede lydbillede, der tydeligt afspejlede en vis forkærlighed for den ældre del af Katatonias diskografi med et tungere personligt islæt. Sirlige harmonier og militante riff-progressioner i nye skæringer som 'The Aberrant Host' vækkede også minder om Opeth i deres yngre dage, men inspirationer aside var Nailed to Obscurity overbevisende på trods af at måtte lide den lydmæssige bet at have guitarerne skruet så meget ned, at trommeslageren i de mest hårdtslående momenter overdøvede resten af bandet. Supportbands evindelige lod i livet.

Flere spørgsmål end svar
Et kvarter senere var ukrainske Jinjer næste navn på programmet. Den latterligt højtsiddende bas, den absurd lave trommeopsætning og forsanger Tatiana Shmailyuks H&M-kiksede ”Stay metal 666”-trøje var tydelige indicier på, hvad vi havde i vente, og uagtet at de sikkert leverede varen så godt, som de nu kan, så var det en koncert, der efterlod en med flere spørgsmål end svar. 


Hvad laver den bas helt deroppe?

Hvor utroligt lækker føler Shmailyuk sig lige?

Hvordan bærer hun sig ad med at synge så direkte falsk, uden publikum lægger mærke til det?
Lader folk sig blænde af den letkøbte female fronted-faktor?

Det virkede lige så kaotisk som bassist Eugene Abdiukhanovs formløse hårpragt, og når endelig de fangede noget, der mindede om et godt groove, sprang de abrupt videre til noget helt andet. Det gav 45 minutters eklatant bismag af afbrudt samleje.

Svensk slinger i døden
Soilwork spildte til gengæld ikke et sekund på at vise, hvordan den så i stedet skulle køres ind. Efter den uforligneligt Night Flight Orchestra-klingende intro lagde de stærkt ud med den nye 'Arrival', et par hårdtslående skæringer fra 'Stabbing the Drama' og den muligvis mest Night Flight Orchestra-inspirerede sang fra Soilworks eget oeuvre i form af den catchy 'Full Moon Shoals', efterfulgt af den groovy 'Death in General'. Bjørn Strids stemmepragt vekslede smertefrit fra brøl til skønsang hele koncerten igennem, og guitarmakkerparret Sylvain Coudret og David Andersson signalerede med deres ”den behårede vildmand vs. det svenske svar på Jacob Hansen”-udtryk også bredden, der er kommet i deres repertoire som følge af den nye 'Verkligheten'. Soilwork fremstod stærkest, når de enten groovede eller lod armbevægelserne fra den nye plade træde i karakter.

Den militante tone i deres ældre materiale virkede desværre en kende bedaget i perioder, og derfor mistede koncerten momentum halvvejs inde. Der er absolut ingen tvivl om, at de to plader, Strid og Andersson har lavet med The NIght Flight Orchestra i mellemtiden, har tilføjet et lille melodisk pift til hovedbandet, og det var derfor i særdeleshed nye numre såsom den eminente ørehænger 'Stålfågel', der stod ud som højdepunkter imellem de mere blandede ældre inputs. Bjørn Strids arme skjulte i denne ombæring ikke hans metalliske bagland, som ellers glider i baggrunden under de farvede skjorter i sideprojektet, og uagtet at han gør sig prægtigt som frontmand i begge henseender, så blev det synligt i aften, at dette er et af de undtagelser til reglen, hvor hobbybandet fremstår skarpere end hovedbandet.

Finsk fællessang
En halv time senere var scenen klar til det finske hovednavn, som tydeligvis var ude for at promovere 'Queen of Time' med 6 ud af koncertens 14 numre. Siden sidst er bassist Olli-Pekka Laine kommet tilbage i folden, hvilket giver stof til eftertanke, eftersom Amorphis således er tilbage i samme opsætning som i 1990, blot med den som altid eminente Tomi Joutsen i front i stedet for guitarist Tomi Koivusaari, der dengang selv tog sig af vokalen. Dette berørtes dog ikke i sætlisten, der som vanligt holder sig fra at grave dybere i fortællingerne fra de tusind søer end 'Black Winter Day', hvilket godt kunne have været mere synligt. Der skal dog ingen tvivl sås om, at Amorphis allerede på efterfølgeren 'Elegy' skar betydeligt ned på dødsreferencerne, og det er derfor selvsagt også et helt andet band, vi hører i dag.

Hvor deres kvaliteter i studiet igennem årene har været en kende svingende, og der til tider er gået trædemølle i maskineriet, er det værd at pointere, at oplevelsen af at høre et band på plade og live i nogen tilfælde er svær at sidestille. Amorphis kan periodisk virke en tand for ensformige og studieteknisk finpolerede på højtalerne derhjemme, men det er hurtigt glemt, når Joutsen og kumpaner tilføjer mere saft og kraft til substansen på scenen. Aftenens show var endnu et tydeligt bevis på dette. Senere bedrifter som 'Bad Blood' og 'Daughter of Hate' var kontante, hårdtslående højdepunkter, og det var kun undtagelsesvis, de mistede fokus, som i de lidt overflødige 'The Golden Elk' og 'Heart of the Giant'. Tomi Joutsen udgjorde dog som altid en stærk frontfigur, der med hele hans vidtfavnende toneleje og massive doser energisk råstyrke samlede folket om den højstemte metalfest, Amorphis havde lovet os. Selvom koncerten først stoppede kvart i midnat på en mandag aften, blev folket til det sidste, og uanset at genforeningen af det oprindelige lineup ikke smittede af på sætlisten, var det heller ikke det, der var blevet lagt op til. Vi fik lige, hvad vi kom efter, og 'House of Sleep' rundede af i velkendt sing-along mode, inden søvnen kaldte andetsteds.


Nailed To Obscurity: 3

Jinjer: 1

Soilwork: 3

Amorphis: 4