En aften i sort

Alt, undtagen lyden, var helt i top, da norske Theatre of Tragedy besøgte The ROCK og promoverede deres nye og meget roste skive ”Storm”. Fredag aften på The ROCK var goth-aften. Det vil sige, at hovedparten af gæsterne havde fundet det sorteste tøj og make-up, samt diverse korsetter og nitter frem fra gemmerne. Altså et storslået publikum til Theatre of Tragedys melodiske, melankolske metal – man følte sig til tider hensat til en science fiction-film som "The Fifth Element".

Rammerne var altså i top til besøget af den norske sekstet og dens tragiske teater.

Døvstumme guitarer

Men rammerne er selvfølgelig uinteressante, hvis ikke indholdet er i orden. Og det sætter denne anmelder i lidt af et dilemma. For i modsætning til det meget tændte publikum, så kedede jeg mig grusomt.

For ærligt talt, var der ikke meget metal over koncerten. Ud af forstærkerne kom så godt som ingen guitarlyd, og de to guitarister, der tævede løs på deres seksstrengede, lignede mest af alt et par mimere, uden den obligatoriske hvide mime make-up.

Ud af højttalerne buldrede til gengæld det stærkt syntetiske keyboard og en noget spinkel pigevokal fra Nell Sigland, og end ikke den growlende forsanger Raymond Istvàn Rohonyi og en fornuftig trommelyd, kunne ændre noget ved, at lyden, med pigevokal og keyboards som dominerende elementer, var ren pop.

Så når man ikke på forhånd kender til Theatre of Tragedys ganske mange udgivelser, så fremstår bandets numre som meget svage – fordi metal med poplyd ikke fungerer særligt godt. De to forsangere, og kompositionerne i sig selv, er simpelthen ikke stærke nok til at klare sig uden guitar, og fremstod af samme grund meget tomme på The ROCK.

Men det var denne anmelders udbytte.

Koncert for de indforståede

Ganske anderledes forholdt det sig tilsyneladende med bandets og publikums udbytte. Publikum var som sagt meget medlevende, og klædt på til opgaven, og det smittede tydeligvis af på bandet, der glemte at de spillede melankolsk og tragisk musik, og derfor havde de fundet deres store smil frem.

Altså en koncert, der, muligvis kun på grund af en ringe lyd, krævede en stor indforståelse. Hvilket jo er ærgerligt, for både band og publikum. Men begge skal have ros for tilsyneladende at ignorere forholdene.