Tilbage i folden
Populær
D-A-D gør comback som et hard rock band, og det er når det er bedst, rigtig godt!
2. 'I Want What She's Got'
3. 'The End'
4. 'Fast on Wheels'
5. 'The Place of the Heart'
6. 'Last Time in Neverland'
7. 'Breaking Them Heart By Heart'
8. 'We All Fall Down'
9. 'Wild Thing in the Woods'
10. 'Can't Explain What It Means'
11. 'Drag Me to the Curb'
12. 'Your Lips Are Sealed'
Hvem skulle alligevel have troet, at D-A-D havde brændstof tilbage i tanken? Ikke siden 'Helpyourselfish' fra '95, har jeg i hvert fald personligt gidet at lytte til dem, da det bare var blevet for poprocket (og det skal dertil siges, at før det hørte jeg dem en del – faktisk var min første hard rock-koncert med kopunkkvartetten tilbage i '87 i Søndermarkshallen i Rønne - fra dengang den også officielt hed Disneyland After Dark. T-shirten har jeg endnu). Men nu her 25 år efter bandets første udgivelse kommer de med et album med vaske ægte tungrock på, og som på lidt snørklet vis faktisk hedder Disneyland After Dark, nemlig 'DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK.' og på den måde antyder, at der kigges tilbage i tiden.
Det vil dog ikke være helt præcist at sige, at det nye album lyder som det helt gamle materiale, for tilgangen dengang var til at starte med mere punket og blev senere mere hard rocket. 'DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK.' lyder nemlig og når den er bedst snarere som noget fra halvfjerdserne. Forvrængingen er skramlet og til tider ovre i at være egentlig fuzz, og riffene er enten livsglade med syngende forstærkerrør, som i 'A New Age Moving In' og 'The Place of the Heart' eller langt nedadgående som noget skrevet Kim Thayil i velmagts dage – jeg tænker her på nummeret 'I Want What She's Got'. Et musikalsk besøg hos de californiske stonerrockere kan man også høre på Kyuss-agtigheden 'The End'.
Der er også en flok numre, som er for balladepoppede til helt at gøre sig i de førnævntes mægtige selskab – jeg tænker her på 'Fast on Wheels', 'Breaking Them Heart by Heart', 'We All Fall Down' og slutteren 'Your Lips Are Sealed'. Ingen af disse kan anbefales til en metaller, medmindre denne også er lidt er en soft dog, der derfor har fulgt engageret med i de sidste femten års tid. Og i det hele taget kan man ikke andet end at mene, at albummet starter stærkere end det slutter.
Men alt i alt er 'DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK.' en kæmpe, positiv overraskelse for alle der gerne så dette i øvrigt gennemsympatiske band tilbage i rockfolden, og den er både spillet med pondus og en nerve, der både vidner om erfaring og musikalske hjerter, der stadig banker i gulvtammen for den mægtige rock.