RF'12: Energi til det sidste
Populær
Publikums sidste festival-kræfter blev fyret grundigt af søndag aften, og det nød Suicide Silence godt af, selvom musikken blev ensformig.
Roskilde Festivals næstmindste scene, Pavilion, er typisk et sted, hvor man næsten er garanteret gode koncerter. I metal-regi er det typisk de lidt mindre bands, som ellers ikke er vant til at fylde selv små danske spillesteder op, når de er forbi på visit. Der opstår derfor en symbiose mellem det feststemte Roskilde-publikum og et band, der sluger energien råt og yder over evne. Warbringer er her et godt eksempel. En formidabel, velbesøgt koncert oven på tidligere møder med et halvtomt The Rock.
Og således også søndag aften til den sidste koncert, der kunne lokke med grum distortion og garanti for moshpit. Suicide Silence blev præsenteret som et af de teknisk bedst spillende bands på deathcore-scenen, og teknikmæssigt var der da også kun lidt drilleri med en trådløs sender på bassen, men det fik ingen betydning for den minutiøse eksekvering af tonerne.
Men teknik, spilleglæde og en dreven dirigering af publikum til circle pits og wall-of-death er ikke altid nok. Bandets deathcore savnede desværre samme overskud, for gentagelserne var mange: adskillige typiske break-downs og for mange enslydende riffs. Samtidig var Mitch' vokal lidt irriterende i det skrigende segment, hvilket var frustrerende, når brølene, han også kom med, nu var så seje og havde god tyngde bag.
Stærk lånt afslutning
Noget af det, der manglede blev illustreret i ekstranummeret 'Engine No 9' af Deftones. Nummeret var godt tilpasset bandets stil, men der var også lige et par steder, hvor guitarerne fik lov at "hænge" lidt, og det gav en god opbygning, så man forventede, at om lidt ville det hele springe i luften. Der var umiddelbart mere fokus på opbygning i dette nummer alene, end der syntes at være i Suicide Silences egne numre, som havde en kedelig tendens til at være riff på riff afbrudt af et (bevares, ekstremt veludført) breakdown mod sangens slutning.
I gruppens egne numre var der heldigvis også steder som stak snuden mere frem. Fx virkede simpel lyrik i omkvædene af 'Suffer' og 'Fuck Everything' fantastisk, og fik næsten alle til at gjalde med, uanset om de stod i periferien eller deltog aktivt i den svedige moshpit.
Det vil være uretfærdigt at køre Suicide Silence alt for langt ned på karakterskalaen, for det var et utroligt professionelt og et tydeligt tændt band, som fik publikum til at give alt, hvad de havde. Og det fik igen bandet til at give den fuld skrue. Så selvom det måske ikke blev legendarisk, så var det en god måde af slutte Roskilde Festivalen, for de med hang til metal.