Gennembrud på vej?

Populær
Gennembrud på vej?

Det tredje album fra Dawn of Demise byder på knusende stærkt groove og overbevisende brutalitet. Det skal nok vække genlyd i udlandet.

Titel
Rejoice in Vengeance
Dato
19-06-2012
Distributør
Karakter
5

Et bands andet album kaldes tit for "den svære toer", men efter '...A Force Unstoppable', så er det måske mere rimeligt at tale om den svære treer. Debuten var overbevisende, pakket i en herlig lyd, som bandet prøvede at overgå med en mere ligefrem, mindre poleret lyd på opfølgeren, som måske nok endte som et lige vel sikkert kort.

For dén skive bød godt nok på mange gode numre i en lyd som var lige i fjæset, men der var ikke tale om nogen synderlig udvikling, og måske savnedes ligefrem de helt stærke numre, som debuten havde i så rigelige mængder. "Men hov! Kaldte du ikke i sin tid opfølgeren marginalt bedre end debuten?!", vil den opmærksomme læser udbryde. Jo - men retrospektivt står det klart, at det er 'Hate Takes its Form' som er vendt tilbage til anlægget gang efter gang. Det andet: not so much.

Mere groove, mere smadder

Derfor er vi fremme ved udsagnet om "den svære treer". For det er nu, at Dawn of Demise skal vise, om de har snittet til at være mere end et hjemligt elsket ensemble, om udlandet for alvor kan få smag for de groovy danskere. Og 'Rejoice in Vengeance' har lige nøjagtig det der skal til. Bandet genkendes stadig på sit groove, og når pladen høres, spekulerer man over hvordan i alverden det er lykkedes at klemme så meget groove ind, samtidig med at brutaliteten faktisk er intensiveret i forhold til tidligere værker.

Pladen kører et stramt groove, men i passager får trommerne så ufatteligt meget tæsk, at det jyske band nu også må ses fra en ekstra vinkel i forhold til tidligere: den stærkt brutale vinkel. Når man så samtidig lægger til, at Scotts vokal er blevet mere afvekslende og flere steder yderligere grum og brutal, så begynder man at øjne, at her er noget, som dødsmetal-elskere over hele verden vil elske.

Lækker produktion

Det sidste vigtige punkt i forklaringen af, hvorfor der må tales om international klasse når dette album beskrives, er produktionen. Her har Antfarm Studio været det perfekte valg for Dawn of Demise. Lyden er dynamisk og har godt med smæk på i et perfekt mix, som giver god plads til de tighte guitarriffs sammen med en god bund fra bassen.

Simon Blaabjerg er den nyeste mand i rækkerne, og hans trommespil har heldigvis fået god plads, så detaljerne på bækkenerne står klart frem og stortrommerne står klart igennem, endda med fint bastryk samtidig. Lilletrommen er måske lidt lav, men det er nu ikke overraskende, for der er ikke langt til stilen på mange af genrens mest klassiske albums. Når der blastes er det fint, men i nogle af de mere tunge og groovy passager, havde denne anmelder gerne set lige lidt mere volumen på lilletrommen eller måske en mindre spids lyd.

Men lad niveauet på lilletrommen være eneste lille (som i virkelig lillebitte) anke, for de tolv sange på albummet holder i dén grad. Der er skåret ind til benet i hver eneste sang, som ikke i et eneste tilfælde overstiger 4 minutter. Alligevel er der tid til at gå fra smadder til groove flere gange i samme sang, og selvom tendensen øjnes i flere sange, så står hver sang individuelt frem.

Et band med trademarks

Herligt er det også at de lækre leads på guitaren har en lyd og stil, som giver et fornemt flashback til debut-skiven. Det er et Dawn of Demise-trademark, som fornuftigt gives masser af plads, når de optræder i sangene. Imponerende er også alsidigheden på albummet. Bandet har så rigt bevist at de kan lave groove, men i sange som 'He Rises Again' og 'Choke' beviser gutterne, at de også kan være med på mere straight-forward dødsmetal via fængende riffs i et insisterede tempo. Det er langt fra "standard død" og langt fra bandets comfort-zone, som nok må siges at ligge ved den groovy og tunge side.

Så med tredje album introducerer Dawn of Demise en alsidighed og en indsigt i eget materiale, som gør at alt overflødigt er pist væk, og samtidig er repertoiret udvidet, så bandet nu spænder meget bredt, og vil kunne trække flere lyttere til sig fra den pulje af dødsmetalfans, som hungrer efter brutalitet. 12 numre er ikke ét nummer for meget - og de 42 samlede minutter er dejligt selskab. Vanedannende!

Selvfølgelig har bandet en video ude - den får du herunder: