Deathcore déjà vu

Australske Thy Art Is Murder spiller effektiv og præcis teknisk deathcore. I længden bliver det en trættende affære, der er hørt utallige gange før.

Titel
Hate
Dato
08-04-2013
Distributør
Trackliste
01. Reign of Darkness
02. The Purests Strain of Hate
03. Vile Creations
04. Shadow of Eternal Sin
05. Immolation
06. Infinite Forms
07. Dead Sun
08. Gates of Misery
09. Defective Breed
10. Doomed from Birth
Karakter
3

Australske Thy Art is Murder er klar med efterfølgeren til den jævne 2010-debut ’The Adversary’. Kvintetten gør sig stadig i deathcore, men har denne gang fundet et mere nuanceret og teknisk udtryk i musikken. Men alligevel løfter Thy Art is Murder med ’Hate’ sig sjældent op på et mindeværdigt niveau.

Udgivelsen er såmænd velproduceret, og musikalsk bliver der også skovlet rigeligt med kul på døds-lokomotivet. Til gengæld halter det gevaldigt med de originale versioner, som adskiller australierne fra så mange andre ligesindede teknisk dygtige deathcore-bands på den internationale scene. 

Flad fornemmelse af déjà vu

Og at der intet nyt er under solen står klart allerede fra åbneren ’Reign of Darkness’, der nok er en eksplosiv skæring, men alligevel efterlader én med en flad fornemmelse af déjà vu.

Begge guitarister er nye i forhold til ’The Adversary’, og det er bemærkelsesværdigt, at de først får lov at træde i karakter på ’Hates’ femte nummer ’Immolation’, hvor vi er halvvejs inde i udgivelsen. Først her får man guitarriffs og soli, der skaber et seriøst aftryk, og som fanger ens opmærksomhed.

De groovy og dødstunge australiere fortsætter med at tonse igennem med præcise blastbeats på ’Infinite Form’, så man ikke kommer i tvivl om, at bandet har hentet megen inspiration i Fear Factory, som de var på turné med forrige år. En fornemmelse af Meshuggahs nærvær sniger sig også ind i det her nummer.

’Doomed From Birth’ er på samme niveau og lukker skiven med pondus, der gør oplevelsen knap så middelmådig.

Kedeligt i længden

Grundlæggerne, bassisten Sean Delander og trommeslageren Lee Stanton, er eneste originale medlemmer tilbage i bandet, og det virker som om, Thy Art is Murder er deres legeplads, hvor de to folder deres kreative evner ud i fronten.

Og det er næppe tilfældigt, at deres instrumenter ligger så langt fremme i lyd-mikset. De spiller bestemt overbevisende godt, og frontmand Chris McMahons dybe løve-growl komplementerer de tunge rytmer i fin stil.

Desværre drukner guitarerne i alt for mange numre, og det giver fornemmelsen af, at Stanton og Delander går mere op i deres egne instrumenter, end i den samlede sangskrivning. 

Resultatet er, at i længden forbliver ’Hate’ en trættende omgang ekstrem-metal, og anno 2013 skal der mere til, end en omgang udkogte metal-boller i suppen.