Mordet på den gode idé
Populær
Gode intentioner redder ikke My Dying Bride fra at være dræbende kedelige på sin dobbeltudgivelse med klassiske fortolkninger af egen musik.
I anledning af My Dying Brides 20 års jubilæum har bandet fået pustet liv i en idé, der har været tilbagevendende gennem 15 år. Nemlig at skabe en klassisk symfoni bygget på melodier og passager fra briternes mangeårige karriere.
Med bandets sans for mørke, melankoli og smukke stemninger, der får hårene til at rejse sig i nakken, så kunne man da kun bifalde den idé, hvis man havde blot den mindste interesse i det spændende og beundringsværdige band.
Men visse ting forbliver bedre på tegnebrættet end i virkeligheden. Det kunne have været rimeligt fedt, hvis længden var kortet ned, og der var brugt flere af de mest kendte passager fra pladerne og mindre tid på at bygge passagerne sammen med store, svulstige stemningsstykker.
For det er smukt, når man vågner af den søvn, man nærmest uundgåeligt lulles ind i, og lige hører en af sine yndlingsmelodier fra fx 'The Angel and The Dark River', men så kommer der bare et eller andet længere stykke bagefter, som lyder som noget, der skal plagiere en hel sommernats lyse mørke - i tidsforholdet 1:1.
På repeat - ikke tale om!
Er man indædt fan, så vil man måske kunne se større genialitet i det her, og måske ligefrem ønske at stille anmelderen spørgsmålet:
- Har du overhovedet hørt skiven?
Og ja, det har jeg. Normalt er jeg ikke meget for at skrive alt for meget i "jeg-form" i anmeldelser, men det er samtidigt vigtigt her, fordi det er sådan en speciel plade, at det føles nødvendigt at nævne, at jeg har afveget fra min sædvanlige lyttemetode.
Fx plejer jeg altid at høre skiverne fra start til slut mindst nogle gange for at få helheden med, udover alle de gange hvor der lige er tid til at høre et par numre eller fem på iPod'en, når man er på farten. Men med denne skive, er det ikke lykkedes at høre dobbelt-albummet fra start til slut. Det er simpelthen dræbende kedeligt. Enten er jeg faldet i søvn eller også har fingrene fundet vej til remoten og fundet noget andet.
Jeg skal dermed beklage overfor de læsere, som vil mene, at pladen ikke har fået en fair chance. Det skal dog siges, at den har været mange gange forbi mine højttalere, men et længere stræk end 20-25 minutter af gangen er det ikke blevet til.
Idéen er så fantastisk og My Dying Bride kunne på papiret godt have gjort det smukt, dramatisk og effektivt. Hvorfor skal det være så langsommeligt? Der er mange smukke ting gemt i musikken på de to skiver, men de drukner og går ned på alt det langtrukne stemningsværk, som har fået lov at være med på skiverne.
Aarons stemme er sjælden - heldigvis er operavokalen fra Lucie Roche det også. Hun er teknisk dygtig, det er bare for meget i forhold til musikken, som slet ikke er dramatisk nok til en vokal i den stil.
Der gives dermed karakteren "1". For idéen og for de enkelte fine passager. Kedsomheden blev sulten og åd de andre 4 "kasser" op til topkarakteren.
Hvor er det skuffende...