Når metalfolket står sammen

Der var kun kort tid fra paneldebatten i Ideal Bar, hvor metallens kreativitet i Danmark var blevet diskuteret, til 'When Copenhell Freezes Over' blev skudt i gang. Således stod Impalers, som leverede en fornem præstation til Copenhell 2013, hvor selveste Jason Newsted havde nikket mere end anerkendende til musikken, allerede på scenen, godt 15 minutter efter at stueplanet var blevet forladt.

Set i lyset af debatten var Impalers sådan set et pragteksempel i forhold til det her med, at mange danske bands, vælger at spille en retro-genre i stedet for at prøve at begive sig ud ad nye veje eller i det mindste forsøge en ny tilgang til det. Impalers er visuelt taget ud af den stærke Bay Area-thrashscene i 80'erne med alt fra valg af guitarer til denimvesten med patches. Påfaldende var valget af covernummeret til slut - det er sådan set fint og skubber gang i en fest, når folk med sikkerhed kender nummeret, men måske endnu ikke har Impalers egne sange under huden. Valget var faldet på Motörheads 'Orgasmatron', som et temmelig kendt thrash-band fra Brasilien allerede har udødeliggjort i thrash-facon for længe siden.

Når det så er sagt, så gør Impalers det godt. Der er energi og en vilje i musikken - det er tydeligt, at det er præcis det her, som bandet vil, og det føles ikke påtaget. De musikalske visioner er næppe at revolutionere, men blot at lære flere om den musik, som står medlemmernes hjerter mest nær. Koncerten foregik i loungen over Lille Vega-salen, og lyden var desværre alt for bas-boomy oppe foran, så flere detaljer gik lidt tabt.

Lettere tungt boyband

Billy Boy in Poison har efterhånden huseret på den hjemlige scene i mange år og udgav i slutningen af sidste år en interessant debut centreret om dødsmetal, men med interessante detaljer hentet fra andre dele af metallen, hvor genrerne gerne ender på "core".

Gruppen havde afbud fra bassist Troels, men havde lånt Fall of Pantheons Dave i stedet. Det affødte en joke om et temmeligt barberet samlet BMI i bandet, som dermed ikke var så tungt som vanligt. Tung var musikken dog - måske endda for tung. I hvert fald, hvis man valgte at tage plads, hvor festen var mest intens, og moshpitten kun blev slået af Essence senere på aftenen. Her var bastrykket altdominerende, og de eller interessante detaljer og nuancer i guitarerne forsvandt, og så havde bandet kun nogle tunge rytmer at trække på, og det blev lidt kedeligt.

Heldigvis klarede lydbilledet lidt op, og bandet fik afsluttet med manér med de nok stærkeste numre i bandets repertoire, 'Corrupted into Slaves' og 'Decadent God'. Energien var høj i bandet, der tromlede troligt af sted, selvom benovelsen over det fine fremmøde var helt åbenlys. Frontmand Stevens stemme rystede nærmest mellem numrene - eller også var den bare blevet lidt hæs i længden.

Barfodsfest

Stærkt fremmøde fik Huldre også i loungen. Konferencier Anders Bøtter havde talt meget varmt for bandet og virkelig opfordret folk til at smide alle fordomme og hæmninger og komme og tjekke det barfodede band ud, der virkelig er atypisk metal med deres brug af violin, drejelire og fløjte.

Det har nu egentlig ikke været undertegnedes indtryk, at folkemusik havde det svært i Danmark, men åbenbart - flere udtalte faktisk efterfølgende, at de havde været skeptiske, men at Huldre virkelig havde imponeret. Og det forstås! Fra første nummer med lang stemningsfuld intro uden guitar, bas og metal-trommer og til elhegnet også kom på, havde bandet publikum i deres hule hånd. Det var fest uden lige, og for en, der havde oplevet bandet før, må det siges, at bandet virkelig udnyttede at få serveret et propfyldt lokale fyldt med glade, feststemte mennesker.

God lyd og uden nogen som helst slinger i valsen spillede bandet sig smukt og professionelt ind i folks hjerter og fik endda flere til at danse arm i arm undervejs. Metaldelen i bandets blanding af folkemusik og metal er måske ikke så original og speciel, som folkemusik-delen er det. Det lod sig høre efter den fremragende 'Trold', hvor det tunge groove virkelig forfører et metalhoved. "Problemet" var, at nummeret bagefter benyttede nærmest samme princip til at skabe sin metaldel.

Det ændrer dog ikke på, at Huldre måske blev det band, som fik allermest ud af at få den eksponering, som arrangementet gav de medvirkende bands. Storartet var det.

Masser af bund og visuelt raffinement

I salen var det blevet tid til et noget mere dystert og tungt udtryk, hvor den visuelle side med primært rødt lys passede perfekt til soundtracket til helvedes sagte, brændende flammer. Redwood Hill har været anmeldt ved flere lejligheder på Devilution, og når det har været fra denne skribent, så har der været anerkendelse af visionen og evnerne, men altid været savnet lidt mere "lys" i mørket. Fx som tilfældet er i den fremragende - og evige - afslutter 'Dybbuk'. Her åbnes der nemlig undervejs mere op for variationen med ren guitarlyd og ditto vokal. Det jordrystende fundament og den brølende vokal får en pause, og musikken ånder og giver plads og lyst til en tur mere med den tunge, tunge instrumentering.

På bassistens instrument, står der "den som ryster jorden", og det må man sige, den gjorde. Oppe foran var det for meget af det gode, og flere blev set tage sig til ørerne, når den forvrængede for meget og gav trommehinderne en spøjs oplevelse. Men tilbage i salen nær lydmanden var det helt perfekt. Bassen var stadig meget fremtrædende men på en massiv og opbakkende facon, som virkelig gjorde noget godt for bandets dystre lydbillede.

Det er åbenbart en langsom proces helt at overvinde denne skribent til bandets musik, men det er afgjort stadig imponerende og fascinerende at overvære bandets musikalske og visuelle idéer. Og præstationen var stærk nok til endnu et lille skridt frem mod overgivelsen herfra.

Thrashing like a maniac

Det undrede flere, at Essence var "henlagt" til den lille sal ovenpå, men det skulle faktisk vise sig at være et særdeles smart træk. Publikum kom helt op i fjæset på gutterne, og der opstod en form for symbiose, så musikken blev leveret med endnu større gejst.

Alle bands spillede kortere shows, end de måske normalt ville have gjort, hvis det ikke var en showcase, og det udnyttede Essence til fulde ved at spille de mest kendte sange først, for på den måde med succes at få gang i opbakningen, så nye numre til slut fik overdådig opbakning, på trods af at publikum ikke endnu var så sikre på ordene i disse sange, som på fx 'Blood Culture', der virkelig satte stedet i kog, efter lækkerier med 'Pestilence' og 'For the Fallen' forinden.

I forhold til showet samme sted - dog i Lille Vega-salen - med Mercenary i efteråret, så var Lasse Skovs vokal meget bedre. Han prøvede stadig med en mere melodisk vokal, som han er ved at få træning af en vokalcoach til - men der var mere af den vokal, som man kender fra skiverne, og på den måde passede de vokale variationer langt bedre ind, da de endnu ikke er klar til at stå alene i musikken.

Det var et godt show fra et band, som varsler masser af nytænkning fremover ved blandt andet at arbejde tæt sammen med en producer, som kendes bedst fra hiphop-scenen, i processen mod det tredje album. Det bliver spændende at følge.

Cool med cool på

Tilbage i den store sal stod nu blot Pet the Preacher, som måske slet ikke er så metal, som man kunne forvente under en Copenhell-fane, men det understreger blot endnu mere, at Copenhell tænker i brede linjer og godt kan lide at overraske lidt. Kald det en satsning, eller hvad du vil, men det var helt tydeligt, at trioen passede stærkt ind i programmet og afsluttede det på allermest svedig facon.

Stilen er beskrevet som "heavy stoner blues", og det går man ikke galt i byen med. Lyden var formidabel, sceneattituden og selvtilliden ubeskriveligt meget lige i øjet, det var som at se et band med langt større erfaring, end tilfældet egentlig er. Ikke at cv'et ikke er fornemt endnu, men blot, at bandets sceneoptræden fremstod så sikker, man i stedet for at tælle eksistensen i år, ligeså vel kunne have talt den i dekader.

Noget af det, som imponerede mest, var de lækre lyde fra guitar og bas. Der er tydeligvis brugt lang tid på at finde de rette amps og effekter, og bandeth har selvsikker sans for, hvor meget der må leges med lydene, uden at det kommer til at gå "over the top".

Christian Hede Madsens vokal var også en fornøjelse. Dejligt bluesy med et twist af den obligatoriske whisky-dunst, men også forførende melodisk andre steder. Sangene kom virkelig til sin ret live, og det er for så vidt ikke nødvendigt at fremhæve noget, men man kan godt forstå frontmanden, når han siger, at det nye nummer 'Kamikaze Knight' vil man komme til at høre mere til, for bandet har tænkt sig at spille det for evigt. Forståeligt.

Metal Hearts

Som noget nyt har Copenhells samarbejde med Politiken medført uddelingen af en ny pris, som skulle tildeles ét af aftenens bands. Prisen hed 'Metal Heart' og gav udover en pengepræmie på 25.000 kr. til marketing også en spot på Copenhell 2014. Prisen tilfaldt Redwood Hill, der dermed joiner Megadeth og vil kunne skrive Copenhell x 2 på cv'et.

Var det det rigtige valg? Det vil jo altid være op til den enkelte, men bandet var måske det af de dystende, hvor genrebetegnelsen vil få flest forskellige bud fra folk, når de skal beskrive kvintettens udgydelser. En kollega på redaktionen sagde spøgefuldt "hipster black"; en joke, dere dog kun rigtigt giver mening, hvis man var med til paneldebatten tidligere på aftenen. Samtidig VAR det gennemført showmæssigt, om end der bestemt intet nyt var tilføjet, hvis man havde set dem før: lyssætningen, hætterne på flere af personerne og den sparsomme brug af tale til publikum. Men det er bedre at lave noget godt på konsekvent vis end at flakke rundt og forvirre kernepublikummet.

'When Copenhell Freezes Over' var en succes. Igen. Det er imponerende, hvad brandet Copenhell er blevet til. Der er ingen tvivl om, at mange af de fremmødte kun kom fordi Copenhell-paraplyen var trukket ned over arrangementet. Og fællesskabet ved at dyrke Copenhell og metalmusikken af hele sit hjerte er kærkomment: koncerter er nu engang fedest, når festen koger, så musikken virkelig lever. Herligt.

Karakterer:
Impalers: 3 (video " target="_blank">HER)
Billy Boy in Poison: 3 (video " target="_blank">HER)
Huldre: 4 (video " target="_blank">HER)
Redwood Hill: 3 (video " target="_blank">HER)
Essence: 4 (video " target="_blank">HER)
Pet the Preacher: 5 (video " target="_blank">HER)

Et udvalg af billeder fra aftenen: