Reportage: When Copenhell Freezes Over 2016

Populær
Reportage: When Copenhell Freezes Over 2016

Copenhells showcase dannede rammen om en perlerække af fine præstationer og en perfekt rækkefølge blandt de udvalgte bands, så festen gradvist blev bygget op til et fornemt punktum.

Spillested
Dato
30-01-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

When Copenhell Freezes Over er efterhånden et ligeså etableret arrangement som selve festivalen, og som det har været tilfældet før, startede showcasen også denne gang med en paneldebat om metal og fremtiden. Skulle man inddrage de bands, der spillede denne aften, i den sammenhæng, så er fremtiden måske i virkeligheden rock og slet ikke metal. I hvert fald både startede og sluttede livemusikken denne aften med rock. Ikke at det overhovedet er i modstrid med Copenhells musikalske filosofi – der har været ganske meget rock på festivalen, og det første band, der talte for til et nummer på Copenhell, var jo Supercharger.

Vanen tro måtte publikum pendle mellem den lille loungescene og den velkendte scene i Lille Vega. I loungen lagde hollandske Mandrake's Monster ud. Det var hard rock med visse mere indie- eller grungeagtige tendenser. Bandet spillede godt sammen, og specielt bandets frontmand sørgede for et veloplagt show. Men det blev desværre aldrig rigtigt interessant, dertil var det måske for ligetil i udtrykket, kedeligt som det gode gymnasierockband, der endnu ikke har fundet frem til sit eget ståsted.

Sort Lizzy

Så gik det straks bedre i Lille Vega lidt efter, hvor københavnske Slægt stod klar med Flying V-guitar, Rickenbacker-bas, nitter og læder, hvilket sendte tankerne tilbage til dengang, rocken først blev til metal. Bandet kom lidt forsigtigt fra start, men takket være den positive respons fra publikum på gruppens interessante krydsning af Thin Lizzy/Judas Priest-twinguitar og black metallens raspende, rå vokal, lagde de hurtigt forsigtigheden bag sig. Der var også hentet inspiration fra den mere sorte del af metallen, da der var anlagt nogle mørke streger i ansigtet. Ikke decideret corpsepaint, men heller ikke bare et udtryk for manglende hygiejne.

Som showcase for fremtiden i dansk metal har Copenhell helt klart fat i noget med Slægt. Melodi, harmoni og rå vokal har Dissection måske nok allerede præsenteret for verden, men der var et selvstændigt udtryk i retrolyden, hvor guitaren ikke var distortet langt ud ad metalvejen, men snarere holdt sig nostalgisk tæt på en halvfjerdser- eller startfirser-lyd. Der var et kortvarigt udfald i baslyden undervejs, men ellers var det et godt show med et band, der måske ikke er så rutinerede endnu, men som kunne vende det til en fordel: Bandet udnyttede det med en medrivende charme i lyd og optræden. Formidable 'Move in Chaos' fra seneste ep (anmeldt HER) sluttede braget af.

Arrangørerne havde lokket med billige øl – 40 cl til 40 kr. En pris, der måske kunne genkendes fra festivalen i sommer, og som ikke lyder voldsomt billig. Men kender man Vegas normale priser, så var det nu en god deal, og der kom også hurtigt gang i ølhanerne og festen. Der var ikke nær så proppet, som arrangementet tidligere har været, og det var rart, for det gjorde det væsentligt nemmere også at komme til fadet til koncerterne på den lille lounge-scene. Det kan være, at en weekend med Behemoth aftenen før tog toppen af trykket.

Særhedernes legeplads

Konferencier Anders Bøtter fortalte begejstret om Oxx' sære greb om musikken i sin introduktion til bandet. Og det var skam et bombardement af forskellige genrer og et udpræget "fuck you" til det gængse. Oxx er nok et band, som ingen forstår, hvis ikke lydmanden kan sit kram. Heldigvis var lydmanden godt på plads og sikrede bandet en lyd, som passede til bandets ganske imponerende tekniske evner på instrumenterne. Lyden var tung og i konstant progression. Vokalen blev splittet mellem guitaristens skrig og det mere (og formidable) råbende growl fra kammeraten i den anden side af scenen, der håndterede tangenter med mere.

På trommerne blev der leget og liret, samtidig med at skift i taktart blev håndteret med stor sikkerhed. At Oxx har en del år på bagen, lod sig høre, for samspillet var aldeles glimrende. Avantgarde er ikke for alle, hvilket vores anmeldelse af bandets udgivelse for nylig også nævner, så det var her, at flere tilskuere kun lige så en smule af koncerten for at pirre nysgerrigheden, for igen at fortrække til baren. Men en del var heldigvis også standhaftige og gav bandet stor applaus.

Selvsikkert stilskifte

Mere ligetil var det med Rising på scenen i Lille Vega. Bandet har forøget medlemsantallet og skiftet stil, specielt i forhold til vokalen. Den udsendte skribent havde glædet sig til bandet, for hvad der blev vist i Templet i Lyngby kort før jul, havde fået skribenten til nu at føle mere for bandet end den tidligere mere sludgede stil. Nu er der tale om et Black Sabbathsk angreb, hvor der er blevet plads til fede melodiske linjer i vokalen, mens guitaren stadig er tung, men nu også favner et bredere melodisk spekter. Der er blevet åbnet op for mørket, den monotone effekt er erstattet af mere fængende virkemidler. Der vil blive tabt fans her, men omvendt er der også åbnet for, at mange flere vil kunne følge.

Det var i hvert fald noget, som folk forstod, og trods metallens ofte doomede udtryk blev der plads til mosh og ivrig headbanging i de forreste rækker. Hvor der havde været et lidt svagt fremmøde til bandets koncert i Templet, så var der her stor opbakning, og det virkede, som om det tændte bandet. Den showmæssigt anonyme frontmand kom nu stærkt ud over scenekanten med andet en den fine vokal. Musikken kunne i den grad mærkes.

Energi og integritet

Devilution-kollega Emil Svendsen skrev engang, at der kun findes to slags hardcore. Den, som virker, og den, som ikke gør. Evra ramte den del, som virkede. Det er ikke en rendyrket hardcore, for der er også plads til de mere rockede og melodiske elementer, selvom vokalen holder sig mere stramt til den let skrigende vokal, som den for eksempel kendes fra Cancer Bats.

Loungen blev her ganske pakket, og der blev kvitteret med intensitet, højt tempo og kampgejst. Der kom gang i gulvet med crowdsurf fra både publikum og medlemmer af bandet. Bandet manifesterede coveret fra albummet 'Lightbearer' på interessant vis med to tøser kun iført trusser, en sort sæk over hovedet og så et falsk knivvåben hævet foran ansigtet. Velsiddende silikone var noget, der fik mobiltelefonerne i vejret, som var det skrigende unge piger til koncert med et teenageidol. Det var en gimmick, men da bandmedlemmerne selv nærmest ignorerede de flotte former, så gav det en kunstnerisk mening, uden at det gik hen og blev "der skal også være noget til husarerne". Der blev fortjent kvitteret med krav om ekstranummer, og Anders Bøtter måtte ind og sige, at det måtte de egentlig ikke, men fuck det: "Breaking the Law"!

Taget ved næsen på den gode måde

Aftenen var nu så fremskreden, at der kun var et band tilbage på plakaten. Aarhusianske I'll Be Damned, som er blevet spået alt godt. Men kunne det nu passe? Musikken er da ganske fin på plade, men mere øjenbrynsløftende har det heller ikke været. Men det skulle det blive, for det var i liveshowet, at kvaliteterne kom frem.

Bandet lagde stille og roligt ud i det første nummer. Solid rock 'n' roll med en herligt tung lyd. Knap så udfordrende men med en vægt på den velkendte rock i krydsfeltet mellem det hårde og det festlige. Men der manglede lidt identitet i begyndelsen. Men dette var blot opvarmningen og den ydmyge introduktion til bandet. For så tog frontmand Stig Gamborg nogle skridt frem, og siden så han sig ikke tilbage. Helt ude på scenekanten blev stemmen forvandlet fra god karaokesanger til rockstjerne. Det var teatralsk overbevisende, og man slog i den grad ørerne ud.

Musikken var et bundsolidt fundament til den stærke vokal, der fortalte historierne i teksterne på overbevisende facon. Det var som førstegangslytter måske svært at huske et eneste riff efterfølgende, for det var egentlig "bare" en parade af hårdrock, som den er hørt før, men til gengæld vil man sent glemme frontmanden og det show, som han med sine velspillende bandmedlemmer byggede op, så det sprængt salens rammer. Man stod med en fornemmelse af, at hvis DAD skal på pension eller måske bare i nogle fans' øjne har tabt pusten, så var der her en komet på rockscenen, hvor både de rockglade og de metalhungrende faktisk kunne være med.

Mere dansk!

På trods af råbene på ekstranumre blev det ikke til flere "lovbrud". Frontmanden fik dog mikrofonen fra Anders Bøtter, der netop havde sagt, at festen efterfølgende ville fortsætte til DJ-sæt fra Blastbeast i Ideal Bar. Stig Gamborg brugte tiden til en lille reklame for bandets show i marts på Beta. Mon ikke bandet efter denne koncert har reddet sig lidt flere solgte billetter til det arrangement?

Copenhells showcase var igen en succes. Der blev leveret over hele linjen, og bandrækkefølgen var lige i øjet, hvis formålet var at skabe festen. Sidste år var der heller ikke så meget positivt at sige om det hollandske indslag, men det er jo fint med en udvekslingsordning, så den danske metal kan komme ud over grænserne, mens andre input kan komme ind. Det er selvfølgelig et luksusproblem, at man hellere ville have set et dansk band mere i stedet for det hollandske bud. Det er jo et sundhedstegn, at de danske bands alle leverede høj kvalitet, og at de forventes, at et sjette dansk navn også ville have leveret varen.

Karakterer
Mandrake's Monster: 2
Slægt: 4
Oxx: 4
Rising: 4
Evra: 4½
I'll Be Damned: 5