Hvad er Oxx?

Populær
Hvad er Oxx?

Oxx er en smeltedigel af sanseindtryk, designet til at blæse lytteren bagover. Det er kaos og forvirring, gentagelse og orden. Det er både spændende og irriterende at stifte bekendtskab med Oxx.

Kunstner
Titel
Bury the Ones We Love and Burn the Rest
Trackliste
Terror
Sjælen er større end verden
Bound to the Infinite Engine
Hidden Deep But Ever Present
Karakter
3

Navnet Oxx bliver efterhånden nævnt hyppigt. Den aarhusianske trio stod tidligere på måneden på scenen til The New Shit Showcase, hvor de gav en optræden, vores anmelder kaldte ”fyldt med energi og musikalsk diversitet”. Fik man ikke set bandet til den lejlighed, bliver det igen muligt, når de spiler til When Copenhell Freezes. Kort sagt er Oxx her, der og alle vegne.

Som pynten på denne kransekage af Oxx udgav bandet for nylig opfølgeren til 2012-debuten ’s/t’. I den sammenhæng er det nærliggende at stille det filosofiske spørgsmål:Hvad er Oxx? Og hvad er opfølgeren ’Bury the Ones We Love and Burn the Rest’?

Oxx har huseret siden 2012. Det er svært at definere, præcis hvilken genre århusianerne spiller. Det er uden tvivl metal. Der er masser af prog-elementer. Det er også teknisk avantgarde, det er jazzet og trækker på elementer fra drone metal. Det er en smeltedigel af sanseindtryk. På godt og ondt. Det er kaotisk at lytte til ’Bury the Ones We Love and Burn the Rest’. Det er skævt, spændende og til tider irriterende.

’Terror’ indleder udgivelsen. En bombastisk start båret frem af hvinende guitar og buldrende trommespil, vekslet med stressede, saxofondrevne uptempo-rytmer, kun brudt af Alexander Bossens tunge enstavelsesbrøl. Herefter bliver tempoet sat helt ned, og 2½ minut inde bliver man således introduceret til den uforudsigelige tilgang, der kendetegner trioens kompositioner og hele albummet.

’Sjælen er større end verden’ er Oxx, når det er rigtig fedt. Tungt, beskidt og velskrevet. Alexander Bossen har en tordnende grum vokal, der fungerer perfekt i det rustne og støvede lydbillede, der præger udgivelsen. Saxofon blæser melodiøst og sløvt nummeret i gang med en film noir-klang, inden guitaren slår igennem, og Bossens tunge vokal slår til. Det er godt skrevet og modsat første nummer meget intenst og insisterende. ‘Sjælen er større end verden’ lyder hyppigt som en avantgardeversion af Mastodon møder Zu, især den tunge afslutning, hvor vokalharmonierne skifter mellem det skingre og anstrengte skrig og det dybe og buldrende.

Ud af de fire numre, der er på pladen, er 'Bound to the Infinite Engine' uden tvivl det svageste nummer. Det er ikke decideret dårligt, men det er heller ikke spændende. Nummeret starter og slutter interessant. Tungt, intenst og dejligt anderledes. Desværre er de tre minutters guitarflader, der ligger mellem start og slut, ikke specielt interessante. Det er direkte søvndyssende og virker uopfindsomt.

Pladens højdepunkt er den lidt over 16 minutter lange ‘Hidden Deep But Ever Present’. Et nummer, der byder på sprudlende og klaustrofobisk saxofonspil, et solidt, tilbagevendende riff og flere temposkift. Som lytter bliver man bombarderet med sanseindtryk, i et kaos, der er kulminationen af Oxx. Et monument af variation.

’Bury the Ones We Love and Burn the Rest’ kræver tid og tålmodighed. Albummet består af flere interessante elementer. Nogle fremstår tydeligt med det samme, mens andre kræver flere gennemlytninger. Med få undtagelser er det sjældent kedeligt at lytte til Oxx, nogle gange bliver det bare for meget af det gode. Det kammer over i underligheder og skæve takter i bandets søgen efter det fragmenterede helhedsudtryk. Når det sker, er man som lytter på kanten til at opgive og lægge pladen fra sig. Det er en spændende udgivelse, men det er samtidig en udgivelse, der gør sig bedre live. Den vildskab og intensitet, bandet leverer live, kommer ikke ordentligt til udtryk på pladen.