Dansk metals vigtigste udstillingsvindue

15_Lamentari
11_EYES_1
13_EYES_3
04_Galge
07_HERO
14_Lamentari
18_Lifesick
01_Dazeofjune

Kvaliteten var svingende, men ambitionerne store, da seks danske bands spillede foran et udsolgt publikum og den internationale metalverdenens branchefolk, der var samlet i Vega til When Copenhell Freezes Over.

Kunstner
Spillested
Dato
16-04-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Julia Nikiforova / JN Lightning Photography
Karakter
4

”Networking i Helvedet”. Sådan kalder Copenhell selv festivalens årlige branchedag, hvor indflydelsesrige typer fra internationale pladeselskaber, festivaler og agentbureauer bliver hevet til Danmark.

Først branchesludder og bajer. Herefter showcase fra tidlig aften til midnat med seks danske upcoming-bands til When Copenenhell Freezes Over.

Begivenheden har ændret form med tiden. Fra at være en afstemningskonkurrence, hvor ét håbefuldt band vandt en tjans på Copenhell, har When Copenhell Freezes Over i den sidste håndfuld år fundet et format, der er blevet det vigtigste udstillingsvindue for dansk metal.  

Rampen til Europa
Det er den aften, hvor der står mennesker blandt publikum, der kan ændre et bands fremtid. Det er rampen til Europa.

Baest og Konvent blev sendt godt af sted med pladekontrakter efter forrygende shows 2018. Seneste omgang af WCFO i 2020 i Pumpehuset var en særlig festivalversion med branchegæster fra Europas største metalfestivaler. Gæsterne blev tilsyneladende overbeviste. På programmet var blandt andre Baest, Siamese og Vola, der til sommer (med to års forsinkelse) velfortjent indtager Europas store festivaler.

Når en begivenhed får så stor en betydning, så er det bestemt også en begivenhed mange i metalmiljøet har en mening om. Der er kun plads til seks bands på plakaten. Udvælgelsen er altid til diskussion. Fra debatten om det nu er de rigtige bands, der er kommet på programmet til det konspiratoriske niveau om at kende de rigtige mennesker for at komme på programmet.

Et program med bred appel
Én ting er dog sikker. Når man inviterer gæster, så står man også til ansvar for det, man serverer. Som arrangør skal man vitterlig tro på de bands, der er programmet, når succeskriteriet er, at gæsterne går overbevist derfra og aftaler kommer i stand med bands – et kriterium, der med succes er blevet opfyldt i den seneste årrække.  

Som moderfestivalen er tendensen i programmet bands kurateret ud fra en form for bred appel og garanti for moshpit. Det bliver aldrig undergrundens fæle dødsmetal eller bizarre black metal. Det er fra det bløde til det hårde(core) uden at være farligt.

Copenhell kalder selv programmet for: ”Et rigtigt godt udsnit af, hvor den hårde danske musikscene står lige nu: De er ekstremt talentfulde og ambitiøse og er kommet godt i gang på deres hjemmebane – og COPENHELL er den platform, der kan give dem et godt rygstød i udlandet.”

Efter lørdagens seks shows står det ”ambitiøse” da også klart som aftenens fællesnævner. Vegas publikum blev måske ikke ligefrem udsat for seks fremragende bands, men de blev utvivlsomt mødt af seks ambitiøse bands.

Metalcore og et modigt valg
Lille Vega var proppet med mennesker, da Daze of June åbnede det udsolgte arrangement. Kvartettens metalcore blev glimrende leveret. Energien var ikke til at tage fejl af. Især frontmand Benjamin Julian Ganzhorn satte sig i respekt. Både med en fantastisk vokal og en ustråling af selvsikkerhed. Musikken druknede lidt i for høj bas og trommer, men en solid halv times præstation var det.

02_Dazeofjune.jpg

Aftenens mest modige indslag på programmet kom i form af Galge. Århusiansk dødsmetal på dansk. Debutpladen ’Løkkelig’ fra sidste år var en glimrende og fandenivoldsk udgivelse. Oplevelsen kom også live. I en særdeles heftig halv time rykkede Galge Vegas publikum hårdt rundt. Der blev gået til stålet, og særligt sanger Søren Tuborg imponerede med lange skrig, grynt og growl. Det var ikke et oplagt valg at smide Galge på plakaten, men det var absolut en god ide!

05_Galge.jpg

Japansucces og selvskrevet hardcore

I efteråret 2019 kunne man i flere af Danmarks store medier læse nyheden om, et dansk rockband, der gav amerikanske musikgiganter baghjul og hittede i Japan på førstepladsen på radiohitlisterne. Det var H.E.R.O., der i 2015 også blev håndplukket af Tim Christensen til at opvarme for Dizzy Mizz Lizzy. H.E.R.O. kan vel bedst beskrives som en metalcore- udgave af Carpark North. Kvartetten spillede upåklageligt igennem en halv time. Attituden var rutineret og bandet fremstod som silhouetter i et grønt og turkis lys. Flot så det ud, men måske knap så mindeværdigt en indslag fra denne her aften.

08_HERO.jpg

Årets band. Årets plade. Det var dommen over Eyes’ ’Underperformer’, da musikåret skulle gøres op i 2020. Devilution var ikke det eneste medie, der kastede hæder over Eyes’ hardcore. Det havde været uhørt, hvis ikke Eyes var på programmet.  Men det var de. Og med Eyes startede festen for alvor i Vega. Dels fordi alkoholpromillen steg i blodet på publikum, der kastede sig ud i frådende moshpitting. Dels fordi Eyes simpelthen er fuckin’ medrivende. Og suverænt godt ført an af forsanger Victor Kaas, der optræder med en indlevelse på grænsen til noget der ligner psykotisk adfærd. Ret fascinerende. Og en formidabel præstation fra Eyes.

13_EYES_4.jpg

Store ambitioner og perfekt afslutning
Armbevægelserne var store fra start, da Lamentari pludselig kom frem i 2019 og satte en ny standard for dansk symfonisk black metal. Der skulle så heller ikke så meget til, kan man sige. Musikken er der heller ikke endnu. Lamentari spiller fedt. Men de mangler stadig den musik, der løfter dem ud af Dimmu Borgirs skygge. Men udviklingen er der. Der blev smågrint af Lamentari, da de dukkede på livestream til Slay Home i sommeren 2020. Det var også lidt småkomisk et show. Lørdag aften var der ikke længere noget at grine af. Seks mand i kutter. Med corpse paint. Teatralsk indlevelse og en gennemført overbevisende indsats på instrumenterne.  Hvis kompositionerne vokser med ambitionerne, så skal der nok være en fremtid for Lamentari.

16_Lamentari.jpg

Lifesicks ’Misanthropy’, udkom tilbage i februar og er næppe en plade, der er glemt til december, når årslisterne skal skrives. Pladen er som en brosten i hovedet. Som et knockout støbt af Slayer og Hatebreed. Ditto var koncerten i Vega, da kvintetten da Fredericia lukkede aftenen med 40 minutters intens optræden.

18_Lifesick.jpg

”Hvis du står nede bag i og gemmer dig, så er du en fuckin’ bitch!” lød det i koncertens start fra forsanger Simon Shoshan. Så var stilen ligesom lagt. Publikum gik amok i samtlige 40 minutter. Væltede rundt i en konstant moshpit. Lifesick spiller med uimponeret og ukuelig attitude. Måske dansk metals svar på Power Trip. Og en glimrende afslutning på en aften, hvor viljen og ambitionerne var synlige på scenen.