Polske pionerer
Polske Spaceslug kæmper sig ind i nyt territorium på ‘Memorial’, der trækker os længere og længere fra udgangspunktet, men alligevel ikke skuffer.
2. Follow This Land
3. Spring Of The Abyss
4. In The Hiatus Fall
5. Memorial
6. Lost Undone
7. Of Trees And Fire
8. At The Edge Of Melting Point
Spaceslug er vel nok mest kendte for debutpladen ‘Lemanis’ fra 2016. Og når vi siger kendte, mener vi “dukker relativt ofte op på r/doommetal”, og ikke at de nogensinde er blevet spillet på dansk radio eller lignende.
‘Lemanis’ var et rigtigt godt og velspillet stoner doomalbum, der primært holdt sig i den psykedeliske ende af bassinet, men uden nøvendigvis at falde i Elders dødssyge boblebad.
Det var derimod en rigt varieret og godt komponeret skive, der var bygget til at tage bonghoveder med ud i rummet.
Derfor er det vel også primært det, man forventer, når det kommer til nye udgivelser fra den polske trio. Men i modsætning til mange stonerbands lader Spaceslug rent faktisk til at have en interesse i at udvikle sig, og når man lytter tilbage gennem diskografien, er ‘Memorial’ også et naturligt punkt på evolutionsstigen.
Hvor mange bands bliver mildere og blødere med tiden, har Spaceslug valgt at gå i den modsatte retning, og det klæder dem rigtigt godt. ‘Memorial’ er i høj grad en opvisning i kontraster, og vi kommer helt fra den mest neo-Katatonia'ske melankolske mildhed, over en tydelig nu-metal-à-la-Deftones riffing og vokalleverance og til hårde High on Fire-riffs, og det smelter virkelig godt sammen.
‘Spring of the Abyss’ er et centralt punkt, der tager de hårde riffs fra ‘Follow this Land’ og smider en tung gang sorg ind. Selvom det varer knap ni og et halvt minut, føles det flydende og interessant hele vejen igennem, og fungerer som en god afveksling inden ‘In the Hiatus Fall’, der skruer aggressionen længere op og nærmer sig en vokal, der lyder som Primordials Alan Averill, både i tone og i fremførsel.
Det fede er, at Spaceslug er i stand til at spille begge dele, og formår at inkludere en helt anden riffstrategi i deres doom, end man har set før. Nu-metallen har fået lidt af en renæssance, men optræder stadig mest for sig selv eller i mere tilgængelige genrer, og forestillingen om at spille nu-metal-riffs i doom-tempo er ikke blot interessant som tankeeksperiment, men særligt veludført på ‘Memorial’.
Hvor Swallow the Suns seneste udspil skuffede fælt i sin udvidelse af det musikalske spektrum, lykkes Spaceslug til fulde, og giver os den kombination af aggressivitet og melankoli, vi har brug for i denne vinter.