Copenhell 24: Rigelig hype, rædderlig substans
Amerikanske Zulu er blandt de mest interessante hardcore-navne i de senere år med deres særegne og virkningsfulde mix af powerviolence, r'n'b og alt der i mellem. Interessant var deres koncert på Copenhell dog aldrig tæt på at blive.
Zulu er unikt, særegent og specielt. Debutalbummet 'A New Tomorrow', der udkom sidste år og er en vidunderligt excentrisk fusion af soul, hardcore, powerviolence, dødsmetal, r'n'b og reggae, satte for alvor amerikanerne på landkortet. Med det in mente lignede kvintetten en ret spændende booking af Copenhell, der syntes at have haft fingeren overordentlig meget på pulsen her.
Desværre blev det ved, ”syntes”, ”troede”, ”lignede”. For Zulus optræden torsdag aften blev aldrig rigtig interessant. Jo, vi fik de små koncentrerede udladninger af rå, musikalsk vold, men de var for få, for spredte og for korte. Ind i mellem kunne vi i stedet lytte på backtrack-afspilninger af flere af de mere bløde og sjælede stykker, debutpladen byder på, blandet lallen rundt og intern sniksnak mellem bandmedlemmerne og konstant stemning af guitarer, ævl og kævl og snak og en fuldstændig uforståelig interesse fra forsanger Anaiah Lei i et eller andet ligegyldigt flag, en tilskuer stod og vajede med, og som af uransagelige årsager skulle gøres til en gennemgående tematik gennem hele koncerten.
Alt for lidt, alt for sent
Lidt forventede politiske paroler hist og her tilsat ovenstående, og slutresultatet var et band, der aldrig nogensinde fandt et momentum til en koncert, man var lidt i tvivl om nogensinde faktisk kom i gang. Ikke at Zulu selv i øvrigt syntes specielt interesserede i, at det skete. Selv om bandet syntes at have et nogenlunde tag i de forreste par rækker af publikum, var anden halvdel af koncerten en støt siven af hovedrystende mennesker væk fra koncertpladsen.
Slutteligt virkede det som om, at Zulu faktisk kom i tanke om, at de skulle forestille at optræde med musik, og koncertens resterende godt og vel 10 minutter blev en nogenlunde hæderlig gang fint aggressiv hardcore uden de store udsving og lange pauser. Den første rigtige snert af professionalisme, aftenens koncert bød på. Men nogen stor oplevelse blev det aldrig.