Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell ’22: Igen og igen og

Updated
_XJD3706
_XJD3617
_XJD3605

Hvad skal man skrive når hele sættet føles som om det var den samme sang?

Kunstner
Dato
15-06-2022
Genre
Koncertarrangør
Karakter
1

At se Red Fang endte med at føles som at være fanget i en mærkelig Twilight Zone, hvor den samme sang blev spillet igen og igen, men hver gang uden et prisværdigt hook. Jeg var ellers en smule begejstret ved et hurtigt gennemlyt af bandet på Spotify inden koncerten. De mindede mig lidt om norske Spidergawd, som jeg er blevet imponeret af flere gange.

Der er dog ikke meget at sammenligne med Spidergawd med når det kommer til stykket. Der er nordmændene altså lidt mere eksperimenterende. Det er svært overhovedet at bruge det ord i en artikel om Red Fang. Hooooold nu fest det er kedeligt. 1-2-3-4 rock på fuld smadder. Ingen små kuriøsiteter. Ingen formildende omstændigheder. Selv skærmen på siden af Pandæmoniums scene er ved at give halvvejs op.

Der er nok i virkeligheden et overlap mellem interessefeltet Dizzy Mizz Lizzy og Red Fang. Interessefeltet ”dadrock”. Derfor er det også besynderligt, at Dizzy ikke engang er gået af scenen, da Red Fang begynder. Det er et rimelig sløjt crowd fra starten, men så støder Dizzy-publikummet dog til. Det lader mange til at fortryde, for vores øjne begynder ligesom at se helt tomme ud. Nogle har mere respekt for deres egen tid og begynder at udvandre. Imens sangene fortsætter med at ligne hinanden.

Nogle af os bliver desværre nødt til at blive. Bandet spiller et nummer, som jeg tror, at jeg kan gætte mig til er ’Wires’ og herefter går de allerfleste i publikum. Det betyder altså, at folk simpelthen ikke engang bliver til ”hittet” ’Pre-historic Dog’. Det er alligevel sjældent man ser det. Men jeg kan godt forstå, hvis folk for eksempel hellere vil over at se Eyes. Det vil jeg også hellere.