Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '22: Anstrengende åbningsfuser

Populær
Updated
TR525695 copy
TR5_9926 copy
TR525629 copy
TR5_9930 copy
TR5_9893 copy
TR5_9944 copy
TR525672 copy
TR5_9877 copy

Syv korte numre fordelt på 50 minutters koncert. Det burde ikke være muligt. Men Suicidal Tendencies ævlede Copenhells publikum ihjel under det, der skulle have været det store åbningsbrag på Helviti. 

Dato
15-06-2022
Genre
Trackliste
1. You Can't Bring Me Down
2. Send Me Your Money
3. Freedumb
4. War Inside My Head
5. Subliminal
6. Possessed to Skate
7. Pledge Your Allegiance
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
1

Crossover-heltene fra Suicidal Tendencies plejer at være garant for en god festivaloplevelse. De var i hopla på Roskilde Festival i 2013 og leverede en fest på Hades på Copenhell 2015.
Onsdag eftermiddag var de tilbage. Inviteret på Copenhell til at åbne festivalens største scene Helviti.

Præcis 15.30 gik kvintetten på scenen og lagde vanen tro ud med deres største hit ‘You Can’t Bring Me Down’ fra 1990.
Nummeret er knap seks minutter langt på plade. Copenhells gæster fik en version, der strakte sig over det dobbelte.
“You Can’t Bring Me Down’ blev frontmand Mike Muir ved med at skråle. Og hele seks gange skulle der til, før de endelig afsluttede nummeret. Det var som at opleve en koncerts sidste ekstranummer blive spillet som det første.

Fra den langtrukne indledning gik koncerten over i en langtrukken monolog fra Mike Muir. Den 59-årige frontmand er eneste tilbageværende originalmedlem i bandet.
Måske skred de andre fordi de blev trætte af at høre på ham.

Suicidal Tendencies havde 50 minutters show at gøre godt med.
Sætlisten bestod af syv numre – syv numre der i studieversionerne samlet har en spilletid på lidt over tyve minutter.

Hvordan får man 20 minutters musik til at fylde et show på 50 minutter? Man ævler. Og ævler. Og ævler mellem numrene. Måske skulle Mike Muir gå Henry Rollins og Scott Ian i bedene og kaste sig over spoken word-genren?
Hvad end Muir havde på hjerte lod folk ikke til at lytte. Efter tre års festivaltørke får bandet fra Californien æren af at åbne Copenhells største scene. Og så leverer de en talende fuser.

Indtil for nyligt sad Slayers tidligere trommeslager (en af de største i metalhistorien) Dave Lombardo bag tønderne. Legenden er rykket over i Testament. Det forstås. De er trods alt stadig relevante at lytte på.
Anno 2022 fremstår Suicidal Tendencies mere som en håbløs anakronisme med en frontmand, der forpustet løber rundt på scenen, og klamrer sig til et image, der virker mere sløjt end sejt. Musik var der ikke meget af. Meningsløst ævl var rigeligt af.

Suicidal Tendencies behøver ikke en ny invitation i fremtiden.