Copenhell 2015: Maniske mænd i mørket
Populær
De virker ukuelige, de gamle drenge i Suicidal Tendencies. Men en kurs mod lidt mere musik og lidt mindre fest havde løftet koncerten.
2. I Shot the Devil
3. Freedumb
4. War Inside My Head
5. Subliminal
6. Possessed to Skate
7. I Saw Your Mommy
8. Cyco Vision
9. How Will I Laugh Tomorrow
10. Pledge Your Allegiance
11. Memories of Tomorrow
Det virker temmelig troværdigt. Altså, når en mand på 52 år skriger ”You can’t bring me down” og ellers spurter rundt på en scene i en time.
For det gjorde han. Mere eller mindre konstant. Maniske Mike Muir, der har stået i front for Suicidal Tendencies, siden han dannede gruppen som 18-årig i 1981.
Crossover-bandet fra Venice Beach har muligvis en storhedstid, der ligger en del år tilbage. Men gruppen forvalter stadig deres arv på inspirerende vis med en veloplagt attitude, der vil noget.
De fem musikere var indstillet på ikke at servere særligt meget andet end fra 80’ernes klassiske plader. Med undtagelse af to numre fra den udmærkede ’Freedumb’ fra 1999 stod den udelukkende på numre, der var mere end 25 år gamle.
Netop fra den periode i 80’erne, hvor Suicidal Tendencies' stil og lyd var et frisk og originalt pust ind i metalscenen og sidenhen inspirerede mange andre bands til at gå dem i bedene.
Eksempelvis Body Count, der kun lige var gået af hovedscenen, før frontmand Ice-T stod ude i siden på Hades – både i selskab med sine egne medlemmer og mest opsigtsvækkende med vennen George "Corpsegrinder" Fischer, Cannibal Corpses frontmand. Uden tvivl årets mest surrealistiske syn.
Helt surrealistisk blev det også på hele scenen, da Mike Muir inviterede publikum op til fest.
”We’re all one family,” lød det fra Muir, da bandet gik i gang med ’Possessed to Skate’ og 'I Saw Your Mommy' omgivet af hoppende publikummer. Synet gentog sig til sidst under ’Pledge Your Allegiance’, så hele bandet druknede i den invaderende menneskemængde, der trofast skrålede med på tekstens velkendte ”ST! ... ST! ... ST! ...ST!”
Højdepunktet var den suveræne ’War Inside My Head’, men der var seriøst smæk i de fire numre fra den selvbetitlede debutplade. Vind og regn havde heldigvis lagt sig, så lyden ikke blev spoleret. Men den megen hyggetid og hoppen på scenen blev dog på bekostning af musikken.
Vi fik aldrig hittet ’Institutionalized’, som Body Count spillede et cover af og var sluttet af med, lige som Suicidal Tendencies skulle på.
Kold kæft, hvor havde det ellers været stort med Ice-T på scenen i duet med Muir fortolke Body Counts version eller Suicidal Tendencies' egen, når nu muligheden var så oplagt. Sådan blev det ikke. Desværre.
Generelt blev det aldrig til den helt store musikalske oplevelse. Men festen og stemningen var absolut værd at tage med, så længe det hele nu engang stod på.