Kunsten at gå tilbage til en fuser

Harakiri-For-The-Sky-Maere-1613750429

Østrig er meget andet end bare komponister og klatmalere. Det er også schnitzler, strudel og sortmetal. Mindst to af disse burde ties ihjel.

Titel
Mære
Label
Trackliste
1. I, Pallbearer
2. Sing For The Damage We've Done
3. Us Against December Skies
4. I'm All About The Dusk
5. Three Empty Words
6. Once Upon A Winter
7. And Oceans Between Us
8. Silver Needle - Golden Dawn
9. Time Is A Ghost
10. Song To Say Goodbye
Forfatter
Karakter
1

Sidst jeg stiftede bekendtskab med Harakiri For the Sky, var det med henblik på at få udvidet min horisont. Oplevelsen efterlod mig med en fesen smag i munden og følelsen af ikke at have forstået den joke, alle andre griner af. Nu er der gået et par år med andre horisonter, og Harakiri For The Sky har ikke rykket sig synderligt.

Ikke nok
Lykkeligvis er det ikke HELT det samme denne gang. Men næsten. Måske har jeg vænnet mig til konceptet siden sidst, men den vokal, jeg engang fandt superanstrengende, glider bedre ned denne gang, men mest fordi det hele er lidt halvkedeligt. ’I, Pallbearer’ føles langtrukken, allerede inden vi har ramt halvvejs, og egentlig er outroen det mest indbydende ved nummeret, men selv efter flere gennemlytninger, er der ikke noget der hænger fast. ’Sing For The Damage We’ve Done’ lokker med en spændende intro, før vi atter bliver udsat for den samme dåseradio-tromme og tilhørende rifferama. Gæsteskriger Neige fra Alcest er nærmest ligegyldig hér og understreger bare, at inviterer du dine venner over, så giver du dem også noget at tage sig til.

Jeg har prøvet at holde af Harakiri, blandt andet fordi de trods alt forsøger at skille sig ud gennem et alternativ til den klassiske frø-vokal eller klynkende skrig. Men takket være ’Us Against December Skies’ får jeg – lige som sidst – følelsen af, at de har planket noget fra andre. Selvom man ikke kan have patent på hverken riffs eller akkorder, så er det ikke svært at høre, når der bliver kigget efter. Her er det så Opeth, der er blevet lyttet lidt til, og det er for sløjt, at det eneste tidspunkt, hvor jeg for alvor havde LYST til at lytte, var, mens jeg prøvede at huske, hvor jeg har hørt det der før. Jeg er sikker på, at J.J og M.S. (Michael V. Wahntraum, vokal, og Matthias Sollak, guitar, bas og trommer, red.)  har alverdens bedste meninger, men at de bare prøver for hårdt på at lave noget, der lyder lækkert, gør at glæden ved musikken udebliver.

">

Alt for meget
For jeg sidder tilbage med den samme følelse som sidst, jeg lyttede til dem: De gør det fint, de gør det godt. Men de gør det bare ikke godt nok til at slippe af sted med så lange numre. De ville have sluppet langt bedre fra alting, hvis de bare evnede at holde deres numre korte. Både ’I’m All About the Dusk’ og ’Once Upon A Winter’ kunne snildt have været fem minutter kortere og derigennem meget, meget mere bedre. Ellers virker det som om, at de prøver at gennemgå en tjekliste i stedet for at spille med den passion, der er limen i al god musik. De spiller højt, der er bordhøjttalertrommer, endeløs riffsalat og så en ensformig vokal, der kun har én indstilling: hæs. Med næsten halvanden times spilletid, føles det som en straf og ikke en belønning at skulle lytte til ’MÆRE’.

Jeg har aldrig lagt skjul på, hvor meget jeg elsker black metal i alle dens afskygninger, og ikke mindst hvor meget den kan strækkes, bøjes og formes til at passe til hvilket som helst humør. Nogle numre kan klare sig med tre og et halvt minut, og andre skal bruge et kvarter på at komme til sagen. Moderne black metal byder på et væld af muligheder for at eksperimentere med formatet, og i stil med både Alcest og Agalloch kombinerer østrigerne den velkendte lyd af riffsalat og blast beats med følelser og luftige kompositioner; oftest med et storslået og emotionelt resultat. Men ikke alle børn leger lige godt, og legen er for længst hørt op med at være sjov.