Copenhell 23: Dramatik i lånte fjer
Populær
Dance with the Deads dødedans var mere præget af fitnessfistpumping end af dødens gravitas i en uselvstændig omgang tomtøndebuldring.
Efter en intro med det allestedsnærværende og, på dette tidspunkt, temmelig meget for overbrugte ‘Carmina Burana’ gav Dance with the Dead en stramt spillet version af ‘March of the Dead’ fra gruppens senestes album inklusiv et sample af John Carpenters stemme. Ekstremt sigende for en koncert, og et musikalsk bagkatalog, der i den grad læner sig op af horrormesterens hæderkronede scoremusik med syntharpeggioer og hvinende pikguitarer af den slags, der kræver dramatisk sidelys og sorte læderhandsker.
Den californiske duos eget bidrag til musikken er solide mængder chugga-chugga og en, måske lidt ærgerlig, “opgradering” af synthlyden fra analog varme til en mere EDM-flugtende, digital lyd. Lidt som når moderne horrofilm bruger cgi frem for praktiske effekter. Det sidste tager lidt af charmen af musikken, men jeg kan sagtens se, at det appellerer mere til et nutidigt publikum på den måde. Og publikum var vilde med duoen, der var forstærket med en trommeslager, og deres inciterende, appelprægede musik, men det føltes lidt som en hul buldren. Det var heldigt, at bandet fyldte de korte pauser mellem numrene ud med kendte citater fra film som ‘Aliens’ (“Get away from her, you bitch”) og ‘Misery’ (“I’m your number one fan”), for dels gav det små, genkendelige identifikationspunkter mellem de meget enslydende og lidt personlighedsløse numre, og dels sørgede det for, at publikum ikke kunne nå at reflektere over manglen på substans, inden vi var videre til næste vielgeschrei af et hårdpumpet, firserciterende nummer, der blev braget ud over Gehennas mikrobøgeskov.
Trigger warning: Nu bliver det elitært
Forstå mig ret, det var ikke som sådan dårligt i en fejl-og-mangler-forstand. Ingen K3’ere til denne koncert. Bandet spillede godt, lyden var god, og de opnåede, hvad de ville med musikken: At starte en fest af den slags, man kan drikke fadbamser, lave white man’s overbite og hygge sig til. Og det er jo sådan set fint nok. Men musikken fik mig ikke til at føle noget, og jeg kunne ikke mærke personerne bag musikken, og det gjorde, at jeg kedede mig bravt til en veludført koncert, der leverede præcis, hvad bandet ville.
Så hvad gør vi nu? Dance With the Dead spillede uselvstændig brugsmusik, der gav os Carpenter-nostalgi plus strunkt strittende big boy-guitarer, der fik herren foran mig i fitnesstrøjen til at fistpumpe, som om der ingen morgendag var, men det var en dybt utilfredsstillende oplevelse af modhageløs glathed og skamløst nostalgi-fiskeri. Der var vitterligt, og bitterligt, intet at komme efter, samtidig med, at vi fik alt serveret som et afhugget hoved på et sølvfad. Jeg tog mig selv i at ønske, at jeg i stedet så Fabio Frizzi opføre sit score til Lucio Fulcis ‘Zombi 2’ eller Goblin spille ‘Suspiria’, for det ville jeg kunne mærke, men i stedet fik jeg så dette virkelig professionelt udførte sekundaprodukt, som virkelig vakte glæde blandt publikum.
Men fuck det. Publikum tog fejl. Det var noget lort.