Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Pikrock, men det er bare for sjov

Updated
nickelback get rollin

Halvt klamt, halvt debilt. Så nemt kan Nickelbacks tiende album opsummeres.

Kunstner
Titel
Get Rollin'
Dato
18-11-2022
Trackliste
1. San Quentin
2. Skinny Little Missy
3. Those Days
4. High Time
5. Vegas Bomb
6. Tidal Wave
7. Does Heaven Even Know You're Missing?
8. Steel Still Rusts
9. Horizon
10. Standing in the Dark
11. Just One More
Forfatter
Karakter
1

I den, i øvrigt fremragende, film ‘Bad Times at the El Royale’ optræder Thor-stjernen Chris Hemsworth i rollen som kultleder, voldsmand og sex predator extraordinaire Billy Lee. Det gør han strålende. Bare tæer i stramme bukser, der sidder så lavt på hofterne, at det faktisk bliver vulgært, solbleget halvlangt hår og evindeligt åbentstående skjorter, der afslører den trimmede overkrop. I en af filmens højdepunktsscener sætter hans hjernevaskede kæreste Deep Purples ‘Hush’ på jukeboksen, hvorefter Hemsworth danser en sensuel og ubeskriveligt selvsmagende dans, og det er umuligt ikke at juble over hvor ækel han er.

På ‘Get Rollin’’ indtager Chad Kroeger omtrent samme rolle – men som den menneskelige ækvivalent til at købe en kopivare på Wish. ‘Get Rollin’’ er en pisseklam plade. Det er umuligt at forestille sig, at Kroeger ikke gemmer på en lille halvfed over sig selv bag guitaren nærmest konstant.

Det er derfor, at Hemsworths rolle er så nærliggende en parallel, for hans kultleder er ikke hverken satanisk eller synderligt religiøs. Det er, som den slags så ofte er, et skalkeskjul for at knalde med så mange kvinder som muligt. Og Nickelbacks tidligere udgivelser taget i betragtning – særligt den kiksede ‘S.E.X.’ fra ‘Dark Horse’ – er det umuligt at fokusere på andet end netop Kroegers fascination af sit eget lem. Og det er en ekstremt træls situation at befinde sig i, hvorfor denne anmeldelse er skrevet med noget mindre end et smil på læben.



Borte er den indfølte, omend forlorne, følsomhed fra gennembrudspladen ‘Silver Side Up’ og i stedet er en bonderøvsrocket æstetik skruet op for fuld smadder. Det musikalske svar på “coal rolling”, som er en hillbillyfornøjelse i det sydlige USA, hvor man modificerer sin truck til at forbrænde dieselolien dårligere, så ens forbipasseren ledsages af store tykke, sorte røgskyer. Og ligesom coal rolling tjener Nickelbacks musik ikke noget formål udover at gøre omverdenen opmærksom på den helt særlige blanding af idioti og dårlig smag, den indkapsler.

På ‘Get Rollin’’ har Nickelback i den grad sat ZZ Top på anlægget. Boogierocken fra de sleazy 70’ere er den primære inspiration, og ligesom ZZ Top inkarnerer swagger i de groovy rytmer, ligeså meget vil Nickelback gerne fremstå seje. Og så vender vi igen tilbage til Chris Hemsworth i ‘Bad Times at the El Royale’. For der er forskel på at have “det” og på at ville ligne en, der har “det”.



Kroeger understreger helt klart på ‘Vegas Bomb’, at han rigtig gerne ville have “det”, men kommer desværre blot til at lyde som Neil Fallon, på samme måde som en ansat i dagtimerne i et kapel i en Vegas-forstad ligner Elvis. Altså genkendeligt nok til at man forstår intentionen, men ikke så meget at man på noget tidspunkt synes, vedkommende er god til det. Noget tilsvarende gør sig gældende i ‘Those Days’ og ‘Does Heaven Even Know You’re Missing’, hvor det dog i stedet for Clutch-frontmanden, der gøres til objekt for efterligning er Canadas nationaltroubadour Bryan Adams, hvis altså Bryan Adams var en afdanket sanger på et truckstop, der gør sit bedste for at komme i buksen på den trætte servitrice. På den måde er den forlorne følsomhed alligevel ikke helt forsvundet.

På det sidste har Nickelback gjort meget ud af at fortælle, at “det hele altså bare er for sjov”. Vi skal altså forstå, at de blot lader som om, men at det i stedet er os andre, der er helt galt på den.
Men dertil må det siges, at hvis man er så god til at fremstå evnesvag, at alle andre tror på det, så er det måske stadig mest en selv, der er til grin.