RB´22: Den eksklusive hype

_XJD1100
_XTD2348
_XTD2372
_XTD2317
_XJD1093
_XTD2332
_XTD2354

Er du til obskur black metal i alle afskygninger, så har Roadburn tænkt på dig! Lamp of Murmuurs første koncerter i Europa var et trækplaster udover det sædvanlige.

Dato
24-04-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
1

Når jeg skriver koncertER er det ikke, fordi jeg døjer med at sætte ord i ental, men fordi Roadburn løbende tilføjer nye secret shows til programmet med opdateringer via deres Facebook-side. Fredag kom det således ud en time forinden, at også Lamp of Murmuur lavede et lille show på en lokal bar, men vi gemte mainman M og resten af slænget til søndagen, hvor de stod som en af de sidste navne på Terminal-scenen.

Hvis man af uvisse årsager ikke måtte vide, hvad man gik ind til, så efterlod bagbeklædningens velkendte grenbunke-skriblerier i det mindste ingen tvivl om stilen. Lige så komplet ulæseligt som logoet, lige så skjult bag sorte kutter og corpsepaint var musikerne, der holdt sig til de gamle primal-blackede dyder.

Galopperende trommer. Riffs så banale, at det næppe kræver mere end et halvt års guitarundervisning at følge med. Tåge og brøl uden mål og med. Lamp of Murmuur er i det hele taget først opstået fornylig som live-enhed, og det efterlod koncerten ærligt talt ingen tvivl om, uanset hvor eksklusiv en vare man så end skulle stå med følelsen af at bevidne.

Uover lidt andenbølgede halvtempo-passager skulle vi 25 minutter ind i koncerten, før amerikanerne prøvede at bevæge sig lidt udover de snævre black-rammer med, hvad der velsagtens bedst kan beskrives som lidt heroisk 80er-powerriffing, omend mere som noget forbigående, der gav lidt pusterum til den travle kutte bag trommesættet.

På sidste års 'Submission and Slavery', som programmet havde lovet os at få at høre det hele af i løbet af sættet, finder vi ellers sporadiske indfald af 80er-goth vibes, men intet tydede på, at de overhovedet gjorde sig nogen bestræbelser på at spille noget i den retning her på Terminal. Det føltes ærligt talt mere som at stå vidne til et coverband, der ikke havde øvet sig ordentligt, og måske var det virkeligheden også, hvad det var.

Det er om ikke andet ingen hemmelighed, at M på plade er den altdominerende figur på samtlige instrumenter, og hvem ved, om han blot havde fundet lokale musikere til at udfylde resten af pladserne. Trods alt lidt billigere at købe én flybillet fra USA end fem. Det var i hvert fald den eftersmag, man stod med efterfølgende – de store armbevægelser og grimasser til publikum illustrerede da i det mindste, at nogen ville mere udover scenekanten end andre, men det hjælper nok så meget, når substansen virker totalt fraværende.

Nogen gange må man bare stole nok på sig selv til ikke at forfalde for hypede ligegyldigheder – også selvom Roadburn får os til at tro noget andet.