My Danish Collection

859666

Der klunses til højre og venstre, og Lucer følger i Greta van Fleets fodspor, når de udgiver en plade, hvor et andet, større band allerede har spillet al musikken i forvejen.

Kunstner
Titel
LA Collection
Dato
11-06-2021
Trackliste
1. Make My Getaway
2. Living On The Line
3. Roll The Dice
4. Vintage Rock N Roll
5. Dead Mans Walk
6. Dirty Job
7. Straight To The Bone
8. Stabbed In The Kneecap
9. Out Of Touch
Forfatter
Karakter
1

Adskillige musikere har udgivet deres Danish Collections. Min salig mormor var meget glad for både Cliff Richards’ og Roger Whitakers, mens min mor spillede Smokies en del. Sjældent har man dog set et band sende tjenesten retur over det ene eller det andet hav.

Det gør danske Lucer nu. Eller igen, skal man måske sige. Inden Lucer blev til Lucer, hed de L.A. Collection og en del af numrene på denne plade er genindspilninger fra den første.

'LA Collection' er dog alligevel værd at hidse sig op over, lader pladeselskabet os forstå. Lucer er nemlig et af "Danmarks mest populære rockbands". Det står der i hvert fald på hjemmesiden. Det er vel på tide at se, om selveste fløjtekongen må se sig slået.

På hitlisterne har Lucer aldrig nået højere op end en 72.-plads, og de ligger også kun på godt og vel 2000 månedlige lyttere på Spotify. Det afskrækker naturligvis ikke Devilution, da vi foretrækker at der kun er knap en håndfuld andre, der har hørt om vores yndlingsbands. Det siger dog ikke i sig selv noget om musikkens kvalitet.

Den kommer vi til nu.

Tributeband i fåreklæder

Lucer er for AC/DC, hvad Greta van Fleet er for Led Zeppelin. Altså, et håbløst uinspireret og ligegyldigt nostalgikildende cash grab. Hvert eneste riff og hver eneste rytme kunne lige så godt været at finde på en AC/DC-plade i midten af firserne. I Lucers verden er der ikke nogen, der har skrevet riffs eftter brødrene Young, og i løbet af lytningen kunne man lige så godt have siddet på The Rock en torsdag aften i 2005. Det er håbløst generisk, og ikke et eneste øjeblik er værd at fremhæve – heller ikke selvom der både lires soloer af og råbes i kor.

Hvis man kun lytter til AC/DC er det ikke i sig selv negativt, det er klart, men det er meget svært at finde ud af hvad eksistensberettigelsen er for et band, der har gjort sig så umage med at lyde som et andet. Der er nok ikke nogen tvivl om, at det er sjovt at spille koncerter og lege rockstjerner på tour, men det retfærdiggør ikke at indspille balladen på plade. Som Mike Tramps liveorkester skulle man ellers synes, at de kunne få den trang udlevet, men alligevel eksisterer Lucer.

Et enkelt sted lyder Lucer mere som Lynyrd Skynyrd end som AC/DC, og det er forfriskende og lidt mindre fortærsket, men så snart vokalen sparker ind, ryger vi direkte til vores vanlige ringhjørne. Teksterne er skrevet på rim og byder på mere eller mindre sjofle ordspil. Særligt vrængenfremkaldende var linjen "Baby, I’ve got a Rolls Royce in my pocket / Rolls Royce coming your way". Hvad appellen skulle være i den slags lyrik er ubegribelig, men det er alligevel den slags, der præger hele pladen.

'The LA Collection' er håbløst ligegyldig og man længes ligefrem efter den britisk-kenyanske fløjtemesters harmoniske toner, når man udsættes for den.