Nordic Noise: Guitarrocken lever!
Populær
Guitarikoner på stribe fyrede den af i Pumpehuset lørdag aften, hvor en række unge lovende bands også slog fast, at tilstanden i dansk rock ikke er helt så håbløs, som den bliver gjort til.
”Glem ikke guitaren, Glem ikke den ægte lyd skruet op på 11, smid din perfektionisme ad helvede til, og dan dit eget rockband! Vi er en scene, der tørster efter nye kræfter og idéer.”
Sådan lød det afslutningsvis i et debatindlæg om tilstanden i dansk rockmusik, der i sidste uge blev bragt på GAFFAs hjemmeside.
I weekenden var der så syn for sagn, da rockfestivalen Nordic Noise løb af stablen i Pumpehuset og bød på både nye og gamle kræfter. (Devilution var dog kun til stede om lørdagen).
Er dansk rock så virkelig på randen af hjertestop, eller trænger scenen som sådan mere til en saltvandsindsprøjtning af originalitet?
Det første ville være en urimelig konklusion efter at have overværet en lørdag aften, hvor den ægte lyd absolut var skruet op på 11. Det sidste kan derimod godt ses som et tiltrængt indgreb, hvilket flere af arrangementets nye danske bands sagtens kunne bruge. Men.
Hvad er det egentlig, vi kan eller skal forlange af rockmusik?
Som med genrefilm, western og gyserfilm trækker rockmusik på klicheer og bygger videre på traditioner.
Faklen føres videre, som man siger. Nogle få har talentet til at føje noget nyt til. Størstedelen leverer bare varen. Kald det bare en dyrkende accept af det klichéprægede og måske middelmådige. Men det nu bare engang begrænset, hvor mange nye Jimmy Pager, Axl Roser og Josh Hommeer, den danske rockscene kan levere.
Energisk ung trio
Så kan man stå med korslagte arme og konstatere, at et ungt band som Lucer (netop skiftet navn fra LA Collection) er rendyrket rip off af AC/DC – nøjagtig som Airbourne – eller acceptere med ja-hatten på, at trioen til gengæld forstår at levere en fandens god gang rip off!
For det er absolut tilfældet med de læderjakkeklædte brødre Lasse Bøgemark (vokal/bas) og Anders Bøgemark (vokal/guitar) og trommeslager Jonathan Nørgaard.
Musikken drønede derudad med energien fra de australske idoler, og minsandten om ikke trioen lukkede den hæsblæsende koncert af med noget så obskurt som en svedig coverversion af Cliff Richards ’Devil Woman’!
Solide SEA
Kvartetten i SEA flænsede såmænd også ganske godt publikummet rundt med 70’er-rock baseret på det fundament, Led Zeppelin og Kiss var bannerførere for: Riff-orienteret rock med tung bund og en vokal i den høje ende af toneregisteret.
SEA formidlede kompetent arven videre fra fortidens idoler, så ånden af autentisk rock 'n' roll strømmede gennem spillestedet og holdt publikummet fast i et underholdende og nysgerrigt greb.
Så iørefaldende var udfaldet ikke af Statements præstation. Det sympatiske band sendte deres debut, ’Monsters’, på gaden tilbage i marts og fik en udmærket anmeldelse med på vejen her på siden.
”Statement klarer sig ganske pænt igennem på en vellydende og sikkert spillet rockudgivelse,” lød konklusionen. Så kontant kan dommen såmænd også fældes denne aften over koncerten, der blev leveret med højt humor, men uden særlig, medrivende pondus.
Fate deler vandene
Veteranerne i Fate stod ved midnatstid som aftenens sidste navn på den lille scene. Det melodiske AOR-band kan i år fejre 30årsjubilæum for den selvbetitlede debutplade. Omend kun bassist Peter Steincke er eneste originale medlem tilbage.
Aftenens konferencier, musikkritiker Steffen ”Dr. Rock” Jungersen, introducerede Fate med bemærkningen: ”Nogen mener, at Fates musik har lige så megen gang på jord som Nicklas Bendtners opførsel i nattelivet.” Ak ja, Fate er bandet, man enten holder af eller har det svært med. Undertegnede hører til den sidste kategori, mens kollegaen, som anmeldte sidste års ’If Not for the Devil’, uddelte topkarakter til pladen.
Hovednavnet var ventetiden værd
Det er kun et år siden, at grundlægger, superguitarist og frontmand Mattias Eklundh med trioen Freak Kitchen sidst gav opvisning i hovedstaden.
Gøglerne fra Göteborg var i programmet sat til at spille ved midnat og i 75 minutter frem, men da et band tidligere på aftenen havde problemer med deres monitorsetup, gik der kaos i spilleplanen. Så Freak Kitchen gik på en time senere end annonceret og måtte nøjes med at spille i små 60 minutter.
En hel del gæster syntes at have udvandret, for der stod ikke mange tilbage i Pumpehusets store sal, da ’Blind’, fra debuten ’Appetizer’ (1994) først bragede løs. Men det var klart ventetiden værd.
Eklundh er kendt for sit sublime trademark-spil med sine ”stammende” staccato-riffs og tapping-evner (når fingrene slår tonerne af på guitarens gribebræt). Talentet foldede sig ud i fuldt flor i ’Speak When Spoken To’, ’Silence!’ og ’Razor Flowers”, der blot var blandt de få fuldtræffere.
Vanen tro stod den på evige anekdoter mellem numrene til stor morskab for det overvejende modne publikum, som var på pletten denne aften. Alt fra beretninger om Eklundh engang var bosat på både Nørrebro og i Valby, til at svenskerne var blevet forvekslet med grumme Muhammed-tegnende danskere et sted i Østen og måtte tage benene på nakken i en taxa.
Har man set Freak Kitchen før, er der efterhånden ikke megen variation i hverken vittigheder eller sætlisten, men alligevel fremstod koncerten som en fortræffelige afslutning på et arrangement, der bød på flere danske guitarikoner, der brillerede på spillestedets store scene.
(Sætliste: Blind / Porno Daddy / God Save the Spleen / Speak When Spoken To / Teargas Jazz / Chest Pain Waltz / The Only Way / Murder Groupie / Nobody's Laughing / Silence! / Razor Flowers / Propaganda Pie)
Denners drøngode legestue
Fire timer inden var det Michael Denners tur, manden – hvis nogen er tvivl – som satte dansk heavy metal på verdenskortet sammen med Mercyful Fate for over 30 år siden.
Som både mangeårige indehaver af en pladebutik i København og ikke mindst inkarneret bestyrer af rockquizzer, der kræver enorm viden at deltage i, er Denner et omvandrende rockleksikon. Det afspejlede sig i sidste års selvbetitlede debut med Denners Trickbag, der bød på ti covernumre af progressive hardrock-bands, de færreste nok har stående i reolen.
Hele skiven blev denne aften gennem 50 minutter serveret fra start til slut, og det var intet mindre end en fornøjelse at overvære de fem garvede musikere spille med en så stor passion for rock 'n' roll.
Det er ganske sympatisk, at Denner ikke har travlt med at sætte sig selv i fokus, men mere agerer bandets dirigent, som giver de øvrige plads til at folde sig ud. Sådan stod den på lækkert soli ad libitum og slideguitar i ’Polecar Women’ fra Peter "Petse" Domtorp, der også huserer i Midnight Blues.
Den fremskredne alder virker bestemt heller ikke til at være en hindring for hverken trommebokseren Kim Hagemann, superbassist Flemming Muus eller den forrygende forsanger Lars Berthelsen – morfarudgaven af Rob Halford. Som ægte rockstjerner stod de fem herrer såmænd også med armene om hinanden, skulder ved skulder, og bukkede taknemmeligt til klapsalver fra det betagede publikum. Sådan skal den ged sgu barberes!
(Sætliste: Ethiopia (Jericho) / Wasteland (Zoser Mez) / Foyers Of Fun (Tempest) / Never In My Life (Mountain) / Hearts On Fire (Baker Gurvitz Army) / Dont You Let Me Down (Jericho) / Polecat Woman (Three Man Army) / I Got The Fire (Montrose) / Armaggedon (Axis) / Dancing Madly Backwards-Armworth-Myopic Void (Captain Beyond))
Dansk duos tårnhøje niveau
Det samme gjorde de næste fire musikere i Electric Guitars, da de kvitterede efter 45 minutters ren opvisning. Sublimt bakket op af Peter Kjøbsted på bas og Morten Hellborn på trommer er superguitaristerne Mika Vandborg og Søren Andersen gruppens ekvilibristiske trækplaster.
De skiftes til at håndtere vokalen og udfordre hinanden i at levere imponerende evner på spaden – krydret med underholdende og spydige kommentarer undervejs.
Sidst jeg oplevede Søren Andersen, var i KB Hallen i 2011, hvor han stod på scenen sammen med Glenn Hughes og Joe Bonamassa i Black Country Communion og spillede Deep Purples ’Burn’. Så er ingen forhåbentlig i tvivl om, hvilket niveau vi er på her?
Inspirationen synes også bestemt at trække på ikoner som Ritchie Blackmore, Ace Frehley, Eric Clapton og Jimi Hendrixs virtuose og tekniske kunnen. Guitarnørderne kom selvfølgelig heller ikke uden om at lire riffs af fra AC/DC over Rolling Stones til Dire Straits under den stærkt medrivende og kulørte ’She Wants My Guitar’, der endte som aftenens højdepunkt. Electric Guitars er simpelthen forbilledlig guitarrock. Intet mindre!
(Sætliste: Four Leaf Clover / Break It Up / Song About You / She Wants My Guitar / Never Mind the Dog / Baby I love You / Horsefly / Hall Full of Music / Ronnie / Elevator Blues / The Lie)