RF 24: Væk mig når det er ovre
Alvvays gjorde et ihærdigt forsøg på at kede et fyldt Arena-telt ihjel, det lykkedes ikke helt – men trist, at guitar-rocken skal repræsenteres af noget så middelmådigt og generisk, når nu den er så sjælden på festivalen, anno 2024.
2. After the Earthquake
3. In Undertow
4. Many Mirrors
5. Very Online Guy
6. Adult Diversion
7. Not My Baby
8. Hey
9. Tom Verlaine
10. Belinda Says
11. Tile by Tile
12. Velveteen
13. Pressed
14. Dreams Tonite
15. Archie, Marry Me
16. Pomeranian Spinster
17. Easy on Your Own?
Alvvays stikker ud i Roskildes program. Den canadiske kvintet spiller nemlig guitardrevet pop, som den lød i 90’erne. Det er jangle-rock med en smule shoegaze-kant, som har fået de nostalgiske tårer frem i øjenkrogene hos de lyttere, der var unge og smarte i 90’erne – og, på lidt forunderlig vis, også hos de yngre generationer, der ikke selv var der for 30-40 år sden, og som nok elsker sangenes tekster.
På Devilution forsøger vi at undlade at brokke os over manglen på guitar/bas/trommer-musik på Roskilde og i stedet hylde festivalens vision om at følge med tiden og udvikle programmet, men det er da dejligt, at der også bliver taget en smule hensyn til det ældre publikum. MEN, når der udvælges guitarmusik, der ikke er Foo Fighters, kunne de så ikke venligst vælge et mere interessant band?
Hovedperson i Alvvays er Molly Rankin; det er hende, der skriver, spiller og synger de sørgmodigt nostalgiske sange, og fra Arenas scenekant gjorde hun ikke vanvittigt meget for at give dem vinger. De virker simpelthen bare bedst i hovedtelefonerne på teenageværelset (eller for teenagere af sind).
Som band væltede Alvvays mlldt sagt heller ikke ud over scenekanten, snarere passer de ind i shoegaze-kassen og bare står. Og spiller. Og dét er Arena-teltet for stort til. I stedet kunne man så falde hen til retro-grafikken bag på storskærmen bag bandet – med 80’er-æstetik og i vhs-kvalitet, naturligvis.
Fint nok med et statisk sceneshow, så længe musikken kan noget, men når også den er så generisk som Alvvays' så giver man hurtigt fortabt. Om det så var den The Smith’ske åbner ‘Pharmacist’, vagt Velvet Underground i ‘Many Mirrors’ eller The Cure weltschmerz i ‘Not My Baby’. Sangene lød simpelthen for ens, og bandet spillede dem uden interesse i at tilføje dem andet, end de i forvejen har på plade. Og når man kalder en sang for 'Tom Verlaine', og hyldesten ikke bare tilnærmelsesvis minder om det afdøde ikons banebrydende toner, ja, så bliver undertegnede træt.
Midtvejs skete der pludselig noget, da tempoet steg i ‘Hey’, ligesom ‘Belinda Says’ også gav lidt afveksling, men det meste af den præcis én time lange koncert var mest en ørkenvandring at stå igennem. Alvvays blev næsten reddet på målstregen, da hele teltet gyngede med til ‘Archie, Marry Me’, den punkede (endelig lidt energi!) ‘Pomeranian Spinster’, inden den afsluttende ‘Easy on Your Own?’ for alvor fik My Bloody Valentine-inspirationen til at skinne igennem. Men det var too little, too late.