Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

For meget af det gode

Updated
ophI

De islandske techdødsudøvere i Ophidian I faceroll'er alle knapperne med et tankemylderfremkaldende resultat.

Kunstner
Titel
Desolate
Trackliste
1. Diamonds
2. Spiral to Oblivion
3. Storm Aglow
4. Unfurling the Crescent Moon
5. Sequential Descent
6. Captive Infinity
7. Enslaved in a Desolate Swarm
8. Dominion Eyes
9. Jupiter
10. Wither on the Vine
Forfatter
Karakter
1

‘Desolate’ spilder ikke tiden, men starter lige på og hårdt med ‘Diamonds’, hvor blast beats og alskens tricks, der kan bruges til at distrahere lytterne, bliver overhåndstyret i ansigtet på os. Vokalen er et godt, gammeldags pissesurt metalcorebrøl, der heller ikke lægger fingre imellem, når det handler om at overvælde lytteren, og det er både styrken og svagheden ved konceptet.

Jeg har førhen kommenteret på en kunstners evne til at fylde den tid ud, de har til rådighed. Det kan gå begge veje; en langspiller kan føles alt for kort, uanset hvor lang den måtte være, og en kort sag kan føles som en evighed - på godt og ondt. I Ophidian I’s tilfælde, er det nok mest ondt. Der er ikke noget i vejen med væg-til-vægtæppe, hvis mønstret ikke gør ondt at se på. Men der bliver lånt fra samtlige hylder på dødsmetalreolen, og resultatet bliver en underlig epileptisk omgang.

Se hvad jeg kan, se hvad jeg kan

På to minutter har de taget så mange badutspring, at det næsten føles som at lytte til to numre på én gang. Alligevel står det ret hurtigt klart, at islændingene er teknisk dygtige. De holder et konstant højt niveau, men de forpasser samtidig chancen for at imponere med det, ganske simpelt fordi de spiller som om de skal nå en færge. ’Spiral to Oblivion’ og ‘Storm Aglow’ lægger sig i samme spor af dobbelt op på alting, og først på ‘Unfurling the Crescent Moon’ viser de endelig, at de kan andet end at lyde som fire åbne youtubefaner, men det er ikke rigtig nok i den store sammenhæng.

‘Sequential Descent’ kan prale af flere effekter end en Marvelfilm, med et lige så overdrevent resultat. Bevares, det er da imponerende, så hurtigt de kan spille, veksle mellem flere slags fræs og generelt bare lave ravage i studiet. Men jeg mangler andet end små glimt af personlighed i et katalog over skalaer, uanset hvor meget fingersnilde de banker os oven i hovedet med. Den lille oase i form af en akustisk guitar på ‘Captive Infinty’ understreger bare at for meget af det gode, er for meget af det gode.

Da jeg desperat kastede mig over pauseknappen under første gennemlytning, var jeg ikke klar over, at jeg a) kun var halvvejs igennem og b) ikke anede at lige knap 20 minutter kunne føles så langtrukne. ‘Desolate’ var lige lovlig meget at starte dagen med, så efter et par timers dansen om den varme grød, denne gang bevæbnet med kaffe, traf jeg beslutningen om at starte forfra. Vi var tydeligvis kommet skævt ind på hinanden, Ophidian I og jeg. Men desværre er følelsen af at lytte til den samme sang igen og igen ikke forsvundet, uanset hvad tid på dagen jeg lytter.



Giv line, træk i land

De er dygtige uden tvivl, men de mangler sjæl. Til syvende og sidst set føles ‘Desolate’ som en instruktion i denne genre. En samling af teknikker, strikket sammen til en udførlig how-to guide. Flere steder tager de tilløb til at gå i Fallujahs legesyge fodspor og tilgang til ekstremmetallen, men før jeg overhovedet når at nyde, hvad der bliver serveret, er det væk igen, afløst af mere overdrivelse.

Der findes et panteon derude af bands, der mestrer både teknik og dødsmetal, for eksempel Conquering Dystopia og Allegaeon, som Ophidian I ville have godt af at lytte mere til. Om ikke så meget andet, ville det klæde dem at på fremtidige albums at investere i en modpol til den konstante flom af tech-smadder. Så kan det være, at jeg har lyst til at lytte til dem frivilligt.

Menu