Sandhed vildere end fiktion
Marilyn Manson har udgivet sin bedste plade i årevis, rent musikalsk. Desværre lider pladen eklatant under det lyriske ståsted og konteksten for udgivelsen.
No Funeral Without Applause
Nod If You Understand
As Sick As The Secrets Within
Sacrilegious
Death Is Not A Costume
Meet Me In Purgatory
Raise The Red Flag
Sacrifice Of The Mass
Som et sublimt stykke PR-arbejde op til udgivelsen af Marilyn Mansons 12. fuldlængde-udgivelse får vi nyheden om, at Brian Warner har droppet sagen mod den tidligere kæreste, Evan Rachel Wood. I 2022 sagsøgte Warner ellers Wood for ærekrænkelse, i forlængelse af Woods anklager om seksuelle angreb. Det har nu kostet kunstneren $327.000.
Én ud af et løbende antal af grimme sager mod kunstneren, der også tæller forlig med skuespiller Esme Bianco i 2023, efter anklager om seksuelle overgreb og tvang. Selvom der ikke har været nogen dom, skal man være en kedelig type person, hvis man ikke kan se hvad de forskellige forlig indikerer.
Det er ikke ligefrem sager, der styrker lysten til at lytte til Marilyn Manson.
Da vi anmeldte ’We Are Chaos’ (2020), kritiserede vi pladen og i særdeleshed Manson for at være ufarlig og uærlig. Det sidste overfor sig selv. De seneste udgivelser har været et kaossplit mellem den provokerende chokrocker, han definerede i slutningen af sine 20’ere, og den aldrende crooner Manson er i dag. Kun fire år efter kan vi konstatere, at Manson læner sig stadigt kraftere mod crooneren og stadig kan chokere – men det var ikke et seksuelt rovdyr, vi efterspurgte dengang.
En kilde til vitalitet
Ikke overraskende har Manson brugt energien som kunstnere gør, resulterende i en plade der musikalsk er en af de bedste han har udgivet siden storhedstiden for 20 år siden. Hvis vi ser bort fra konteksten et kort øjeblik, får vi en række stærke kompositioner, der undgår de værste Manson-klichéer. Vi får til gengæld en stærk vokal, der i højere grad er træg, mystisk og insisterende uden at være skinger og irriterende. Det mystiske er ditto forankret i det musikalske univers, der fremstår fængende, men samtidig formår at skabe associationer til tidligere værker.
Således kan man ikke lytte til ’Funeral Without Applause’ uden at høre ’Sweet Dreams (Are Made Of This)', sat i en ’Mechanical Animals’-kontekst. På samme vis er singlen ’As Sick As The Secrets Within’ en utroligt vellykket sag, med referencer til bagkagaloget. Et flot stykke rockmusik, hvor tungsindet syder i Tyler Bates' drevne, men bastante riffs. Gennem pladen bliver den stemning dyrket og står som en fin rød tråd.
Det lykkes for en gangs skyld i nyere tid for Manson at skrive en plade, der er indlevende. Nuvel, der er musikalsk svipsere, men generelt set er det en positiv oplevelse at lytte til ’One Assassination Under God – Chapter 1’, afspejlet i det eminente afslutningsnummer. ’Sacrifice Of The Mass’ er et musikalsk højdepunkt for pladen. Ikke ulig, hvad ’Coma White’ var på ’Mechanical Animals’. Manson rammer en stemning, tone og skrøbelighed, der langt hen ad vejen fungerer som kulminationen for en musikalsk kompetent udgivelse.
Den nødvendige kontekst
Musikalsk står vi altså med en ret flot udgivelse. Den bedste Manson-udgivelse i mange år. Men det er også den klammeste. Som lytter er man konstant tvunget til at have Warners løbende lorte-sager i mente, når man lytter til det tekstuelle univers. Det er ekstremt svært at lytte til pladen uden at føle ubehag. Vel at mærke ikke på den måde, at vi gerne vil føle ubehaget fra Manson.
Kunstnerens kritik af hykleriske magtstrukturer, de løbende angreb mod samfundets/offentlighedens udskamning og den stiltiende rasen mod cancel-kulturen kan man ikke bare negligere, når manden samtidig indgår det ene forlig efter det andet. Når Manson åbner pladen med “Everybody showed up for the execution / But nobody would show their face / To shoot you in the back of the head / And call it sacrifice / They don't deserve to even say your name” star det klart, at han ser sig selv som offeret til trods for, at flere har stået frem under eget navn og talt højt om misbrug.
Den type tekst er gennemgående og naturligvis også hvad man kan forvente. Det var præcis den samme type lyrik, vi fik serveret i kunstnerens unge dage. Men der er en stor forskel på at blive anklaget af medierne for skolemassakre uden andet grundlag end musikken, og have flere direkte anklager og alt for mange forlig. Det her er ikke en mystisk persona, der måske/måske ikke (helt klart ikke) har fået fjernet et ribben. Det her er en helt banal, ussel person, der har betalt sig til forlig i sager om seksuelt misbrug og tvang. Naturligvis skræmmer det den overordnede oplevelse af pladen markant. Man kan ikke med god samvittighed lytte til ’One Assassination Under God – Chapter 1’ uden at tage det med i betragtningen/vurderingen. Musikalsk god plade, eller ej.