Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Antikrist er blevet voksen

Populær
Updated
Antikrist er blevet voksen

Marilyn Mansons niende studioalbum er meget lidt chokerende, meget voksent og en smule kedeligt

Titel
The Pale Emperor
Dato
16-01-2015
Genre
Trackliste
1. Killing Strangers
2. Deep Six
3. Third Day of a Seven Day Binge
4. The Mephistopheles of Los Angeles
5. Warship My Wreck
6. Slave Only Dreams to Be King
7. The Devil Beneath My Feet
8. Birds of Hell Awaiting
9. Cupid Carries a Gun
10. Odds of Even
Karakter
3

Jeg er af den generation, der voksede op med Marilyn Manson som noget af det nye og spændende. Bandet havde en del af æren for, at metal ikke lå i dvale i mine barndoms- og teenageår, og han var farlig – syntes vi i hvert fald. Nogle mente, han var skyld i skoleskyderiet i Columbine, og at han desuden var manifestationen af antikrist på jord, hvilket mest af alt bare har tjent ham godt kommercielt. Udover musikken har han haft relativ succes med bl.a. film, serier og kunst. Nu har han lavet nyt materiale. Men står det distancen?

‘The Pale Emperor’ har slet ikke samme industrial-punch som tidligere udgivelser – det er faktisk meget lidt, albummet forholder sig til bandets musikalske udgangspunkt, og der er en overvældende mængde western-inspiration at finde i guitarspillet. Men det er alligevel umiskendeligt Marilyn Manson, specielt pga. Brian Warners altid letgenkendelige vokal. Og det har, for mig, altid været den teatralske og til tider lidende vokal, der var i centrum hos bandet.

Marilyn Manson har altid været en underligt opstillet størrelse; altid kunstigt og overspillet med rødderne dybt forankret i chok-rocken, som en dyster og fordrejet version af plastik-Hollywoods glamour. Men det virker, som om der på ‘The Pale Emperor’ har været større fokus på traditionel sangskrivning end teaterformidling, og det klæder egentlig bandet meget godt et godt stykke ad vejen. Det giver musikken et næsten voksent og autentisk rockudtryk. Det betyder desværre samtidig, at bandet mister noget af det, der gjorde dem mere end gennemsnitligt interessante før i tiden, og det er altså lidt kedeligt.

‘The Pale Emperor’ er som sagt meget lidt industrial og teater i forhold til bandets bagkatalog, derimod er det nogle steder elektrorocket og andre ovre i det garagerockede, mens der er elementer på albummet, der lyder næsten som noget Queens of the Stone Age kunne have spyttet ud, fx hovedriffet i 'The Devil Beneath My Feet'. Desværre gør andre det bedre, end Marilyn Manson her formår, hvilket er svært at ignorere.

På trods af ofte temmeligt kiksede lyriske billeder som fx "I don't know if I can't open up,/ I'm not a birthday present" på den svært ‘Depeche Mode’-inspirerede 'The Mephistopheles of Los Angeles' – et af albummets højdepunkter – fungerer den melankolske lyrik på ‘The Pale Emperor’ faktisk meget godt, hvis man køber det univers, musikken bevæger sig inden for. Det er kitschet og karikeret, men egentlig meget fornøjeligt at dykke ned i.

‘The Pale Emperor’ er et fint album og fornøjeligt nok at lytte til, men det er på ingen måde nyt eller overvældende interessant. Teatralsk chok-rock, blasfemi og industrielt pumpende trommemaskine klæder ærlig talt Marilyn Manson noget bedre end påtaget moden og melankolsk voksenrock.