Ufarlig rockmaskerade
Populær
Med en fremragende plade i bagagen besøgte Marilyn Manson mandag aften et tætpakket Vega. Men selv om provokatøren nærmest hev den ene gode sang ud af ærmet efter den anden, efterlod han publikum uforløst.
2. Disposible Teens
3. mOBSCENE
4. No Reflection
5. Third Day Of A Seven Year Binge
6. Angel With The Scabbed Wing
7. Sweet Dreams (Are Made Of This) (Eurythmics)
8. Tourniquet
9. Rock Is Dead
10. The Dope Show
11. Lunchbox
12. Cruci-fiction In Space
13. Personal Jesus (Depeche Mode)
14. Beautiful People
15. Coma White
Det er vel på sin vis ret sigende, at provomusikeren, der gang på gang selv har vendt op og ned på de bibelske fortællinger, denne mandag aften i Vegas store sal fik et skær af Lazarus over sig. Marilyn Manson – Charles Manson og Marilyn Monroe i udknaldet, symbolstærk identitetskrise – er genopstået fra de døde. Det er han i hvert fald for nærværende skribent, der egentlig afskrev Manson for efterhånden mange år siden, og som ærligt talt, på ingen måde, havde forudset, at han igen skulle blive et navn, man rent faktisk lyttede til.
Men der skulle såmænd blot én plade fra Manson til at glemme de fire forrige. Efter at have været på en skuffende musikalsk deroute de sidste 10-15 år, hvor det for Manson i lige så høj grad har handlet om at forfine sit æstetiske, kunstneriske udtryk, som det har handlet om rent faktisk at skrive gode rocksange, har han med dette års fremragende ’The Pale Emperor’ igen fundet ind til det, den helt rigtige rockmusik selvfølgelig altid bør handle om: forståelse for the blues og gode tekster.
Nobelt og smadret
Det var derfor med nærmest teenageagtig begejstring, at man på ny begav sig afsted for at se den musiker, der back in the days på ens drengeværelse i Nordjylland kun var overgået af Jim Morrison i kærlighed, forundring, fascination og ikke mindst poster-omfang på de sortmalede vægge. Ligefrem kærligheden til Manson er muligvis ikke på samme stadie, som da man var teenager, men da den knapt to meter høje mand indtog scenen som et indstuderet, meget filmisk skyggebillede, iklædt en lang sort nobel frakke og med skrallet old school gespenster make-up á la amatørtimen på produktionsskolen, ja, da var ens fascination vel omtrent på nogenlunde samme niveau som dengang. ”Manson har det endnu”, tænkte man fanboy-entusiastisk, som ens femte koncert med manden blev kickstartet med det nye nummer, ’Deep Six’ – i øvrigt fjorten år efter, at denne skribent sidst oplevede Manson på en scene i Forum 2001.
Friskhed og forulempelse
Men det skulle vise sig, at det har han desværre ikke rigtig. Manson har det ikke i samme grad, som han havde engang. Ikke på en scene i hvert fald, ikke at dømme efter mandagens koncert i Vega. De gode sange har han i den grad, og førnævnte ’Deep Six’ er såmænd en af dem. Det var tilmed et af de bedre numre denne aften, hvor det sammen med aftenens eneste andet nye nummer, ’Third Day of the Seven Year Binge’, under den første halvdel af koncerten tonalt set skilte sig ud ved rent faktisk at have en lyd, man kunne give sig hen til. Man kan sige, at disse numre blev spillet med indlevelse og med en respekt for deres friskhed, nye som de er.
Anderledes ”respektløst” stod det til med et ellers utroligt æggende nummer som ’Disposable Teens’. Dette nærmest poppede og pompøse rocknummer, der er hentet fra genistregen ’Holy Wood’ (2000), blev tidligt under koncerten sovset ind i nogenlunde samme beat-toner, som sætlistens efterfølgende, anderledes (røv!)irriterende numre, ’mOBSCENE’ og ’No Reflection’ blev leveret med. Det var som om, at dette veloplagte nummer skulle inficeres med nogenlunde samme musikalske bonerte high school-fernis, som diskografiens ringe skyggesider fra henholdsvis ’The Golden Age of Grotesque’ (2003) og ’Born Villian’ (2012) skulle leveres med, hvilket kort sagt forulempede en ellers pokkers god rocksang.
Da dumhed gjorde godt
Men så var det alligevel, som om en vedkommende vrede tog fat ved Manson. Om det skyldes de utallige telefoner, hvis oplyste skærme på irriterende vis blændede de publikummer, der stod en smule tilbage i salen, og som derfor hurtigt fik én selv til at møve sig helt op foran, er ikke utænkeligt. I hvert var der en skærm, der arrigt fik fingeren af Manson, da han under ’Tourniquet’ - imens han var nede på knæ foran de forreste rækker - fik stukket en helt op i ansigtet for et close-up.
Om det var dette møde med publikum, der for et par numre fik tændt en utilpasset og feisty glød i Manson, kan man selvfølgelig kun gisne om. Faktum er dog, at ’Rock Is Dead’ og ’The Dope Show’ fik skidtet til først at stige en lille smule i graderne, for efterfølgende at peake under aftenens to bedste numre, ’Lunchbox’ og ’Cruci-fiction in Space’. Under disse numre fik man små glimt at se af Manson fra storhedstiden, altså Manson som arrig, overraskende, momentvist farlig og ikke mindst fandens utilregnelig. Bagefter blev der spillet ’Personal Jesus’ som stille og roligt demonterede stemningen under koncertens sidste sange.
Mangel på fandenivoldskhed
Der er flere årsager til, at Mansons koncerter anno 2015 ikke bringer samme fandenivoldske kvalitetsstempel med sig, som hans koncerter har gjort. I Vega var guitaristen Paul Wiley tydeligvis én af årsagerne (åh for satan, hvor savnede man dog John 5s elektriske kækhed), ligesom også Gil Sharone noget overraskende virkede nærmest direkte malplaceret bag tønderne. Først og fremmest skyldes det dog Manson, der på en scene i dag placerer sig et påtaget sted mellem ”nu” og ”dengang”. Det, der i hvert fald for denne skribent gør ’The Pale Emperor’ til et comeback af de bedre, har nærmest alt at gøre med Mansons naturlige animositet mod at krybe til kors og stå på skuldrene af fortidens storhed – det er det nye album alt for smuk og alt for stolt til.
Samme udvikling skal man derimod lede længe efter for at finde hos Manson i liveregi, hvor iturevne bibler og knivmikrofonstativer i dag synes at gøre mere selvskade end det egentlig gør meget andet. Når provokationen, der engang fløj ud over scenen som en vred sylespids, er blevet til gøgleri, så er det, at brandet på kedelig vis kommer til fylde mere end manden. Det havde teenageren i én ædt sin hat på, at Manson til evig tid selv ville havde været alt for stolt og smuk til at krybe til. Så rådet må være: Tag nu bluesen helt på dig, Manson, også under dine koncerter. Der er ingen tvivl om, at du har det i dig – og at du kun kan blive både farligere og bedre af det.