DESTROY!
Populær
Sjældent er et publikum på Roadburn set gå så meget amok, som da japanske G.I.S.M. fredag aften gav deres første koncert uden for Japan nogensinde. Den perverse fest blev festivalens bedste koncert.
A.B.C. Weapons
Death Agonies and Screams
(Tear Their) Syphillitic Vaginas To Pieces
Nuclear Armed Hogs
Document One
Nih Nightmare
Shoot to Kill
Still Alive
AAHB
Death Exclamations
Fire
Anthem
Da det tilbage i november sidste år blev annonceret, at G.I.S.M. ville komme til Roadburn og spille til Lee Dorrians kuraterede line-up The Rituals of the Blind Dead, var det en nyhed, der fik det til gå bersærk i undergrunde verden over. Nu kan det selvfølgelig sagtens være, at en mindre festival som Roadburn ikke sidder inde med den største server, men ikke desto mindre fik offentliggørelsen af koncerten med det japanske hardcore-, punk-, metal- og kultband i hvert fald festivalens hjemmeside til at bryde ned. Trafikken var angiveligt for voldsom, og man forstår da også godt, hvis man har måttet både tjekke og dobbelttjekke, om det virkelig også kunne passe. Ikke alene var det G.I.S.M.s første koncert i omtrent 14 år, det vil sige deres første, siden guitarist Randy Uchida tabte kampen til kræft i 2001. Det var tilmed deres første koncert uden for Japan nogensinde.
Et kvarter efter at Lee Dorrian var gået af scenen med sit eget band With The Dead, var han derfor selvfølgelig på pletten med resten af os – klar til sammen med pøblen at tage imod bandet, der om nogen skulle vise sig at blæse taget af Roadburn Festival én gang for alle. Dorrian sad i lotusstilling på gulvet og ventede tålmodigt, men kom hurtigt op i gear, da G.I.S.M. med frontmand Sakevi i centrum gik ind på festivalens Main Stage på klokkeslæt kl. 21 og efter en kort noiseprolog lagde ud med åbningsnummeret fra debutpladen ’Detestation’ (1981), ’Endless Blockades for the Pussyfooter’. Det gør sig gældende for det meste skriveri fra Roadburn, at den gode lyd må og skal roses, men at få lov til at headbange til en once in a lifetime-koncert med så notorisk et kultband og samtidig blive serveret en så fucking skarp lyd, som festivalen og spillestedet 013 igen-igen leverede, står stadig tatoveret i skallen på en som værende et sindssygt orgie af sansende lussinger.
Når bandet oven i hatten stadigvæk formår ikke bare at spille deres numre med sjæl, kant og nerve, men fandeme også formår at levere dem med et på én gang uprovokeret og samtidig helvedes farligt showmanship, kom som en overraskelse. Så er der sikkert dem, der griner af skribentens ignorance, og hørt! Damn straight! Jeg havde ikke set det komme. Der er bands fra days of yore, der med en form for selvfedme som primus motor hviler på fortidens laurbær, og så er der åbenbart G.I.S.M, der bruger fortidens arsenal af fordærvede kampsange til at blæse verden ad helvede til, også i dag. At vi i G.I.S.M. har et band, der med et nummer som eksempelvis ’Nih Nightmare’ kan tage rockfestlighederne fra samtidens NWOBHM og blande med metallussinger a la Venom og aggressivitet a la Negative Approach er i sig selv en genistreg. At det samtidig står som det nummer, der fra samtlige af de koncerter som i hvert fald denne skribent i år så under Roadburn Festival, også markerede sig som det mest fremsynede metalnummer overhovedet, kan man jo så spekulere over. En ting er sikkert: Man sætter ikke en plade med hverken Saviours eller Night Viper på lige foreløbig. Why fucking bother?
Banders førnævnte showmanship kom til udtryk på flere måder. Der var bagprojektionen, der var som en flamberet collage bestående af blandt andet subtile perversiteter som tegneserieporno samt flakkende stereoskopmandalaer og abstrakte, repeterende underligheder, der hovedsageligt blev præsenteret i sort-hvid. Ud over sanger er Sakevi også kunstner og gør sig netop inden for collagekunsten. Noget siger en, at det kunne være hans værk. Derudover var der bandets blotte fremtoning, der var lige så simpel, som den var virkningsfuld. Sakevi er en performer af rang og format. Langsomme spastiske bevægelser a la Jello Biafra og instrumenterede, punkterede vokalharmonier er åbenbart alt, det kræver for at gribe verdens lede ved nosserne og smide opstandsfølelsen ud i fjæset på publikum som en obligatorisk lektion i perverst anarki. Jeg tror, vi er flere, der ikke lige foreløbig glemmer det kropssprog, han greb sin egen musikalske affaldsverden an med. Det hjælper selvfølgelig også, at man ved sin side har bassist Kiichi Takahashi. At så lille og spinkel en mand kan være direkte astronomisk stor på en scene er ... well ... i virkeligheden overhovedet ikke underligt. For gigantisk, det var han! Twiggy Ramirez ligner en artig skoleelev ved sammenligning. Hatten af også for Souichi Hisatake, der har taget over på guitaren for Randy Uchida, som spillede stramt, og som æstetisk set har en snert af en yngre Tom G. Warrior, samt for trommeslager Ironfist Tatsushima.
Uanset om man vil det eller ej, følger der ikke sjældent en særlig forventning med, når man skal til en koncert og opleve et såkaldt comeback. Det, der imidlertid gjorde G.I.S.M.s voldtægt af Roadburn helt majestætisk, var netop, at de sked op og ned på comebackets formaliteter. Som en indtrængende næve, hvor det gør ondt og godt, var man kort sagt japanernes beundrende bitch i den lille time, som koncerten overraskende nok stod på. Tiden går hurtigt, når man er i godt selskab, og gør det i særdeleshed med et agtværdigt navn som G.I.S.M. på scenen, der i stedet for at kigge indad på deres egen berygtede fortid tager deres egen respektabilitet ved nosserne og bruger den til at levere et hårdt, korrupt hug udad. Jeg vil ikke engang kalde koncerten hverken et vovestykke eller musikalsk skelsættende. Heldigvis. For den var såmænd lige præcis, som den skulle være.