Middelmådighedens motorvej
Populær
Foo Fighters holder sig trygt til midterbanen på konceptalbummet, 'Sonic Highways'. Tanken har været "at indfange lyden af otte forskellige amerikanske byer", men Dave Grohl & Co.'s radiorock lyder, som den altid har gjort, blot tilsat enkelte forsigtige forsøg på noget andet.
2. The Feast and the Famine
3. Congregation
4. What Did I Do? / God as My Witness
5. Outside
6. In the Clear
7. Subterranean
8. I Am a River
På papiret lyder det for så vidt interessant nok: Foo Fighters rejser rundt til en række amerikanske musikhovedstæder og indspiller en sang per by med gæstemusiker(e) og farvet af stedets historie og kultur. Og den selvudnævnte nyslåede filminstruktør og frontmand Dave Grohl instruerer en tv-serie som akkompagnement til selve pladen. Eller er det omvendt? Musikken på 'Sonic Highways' fungerer i hvert fald ikke.
Allerede for ti år siden forsøgte bandet sig med konceptformatet i form af dobbeltalbummet 'In Your Honor', der bestod af en elektrisk og en akustisk plade. Dengang led sangskrivningen under form over indhold, og det gør den også hér, hvor det virker, som om Grohl har fokuseret de fleste af sine kalorier på tv-serie-kærlighedserklæringen til byerne, mens musikken så er kommet i anden række.
Det er ellers kun små fire år siden, at Foo Fighters overraskede med den (efter deres aktuelle standard) vitale plade 'Wasting Light'. Men nu er de atter tilbage i det middelmådige midterspor med et sæt sange, der lyder, som var de skrevet med venstre hånd på rejsen rundt, og det er mildt sagt svært at høre de aftryk, byerne skulle have sat. Ikke mindst fordi gæstelisten primært består af noget så tumpet som ekstraguitarister.
Det er tumpet, fordi Foo Fighters i forvejen tæller unødigt mange guitarister – tre for at være helt præcis; foruden Grohl selv er det Chris Shiflett og det tilbagevendte tidligere Germs-medlem Pat Smear, der også hjalp Nirvana i den sidste tid. Så de udefrakommende musikere, der skulle dreje musikken i en nye retninger, drukner altså mestendels i Butch Vigs signaturproduktion.
Fra Nord til Syd
Rejsen påbegyndes i Chicago med 'Something from Nothing', som er indspillet i Steve Albinis Electrical Audio-studie, og som tæller Cheap Tricks Rick Nielsen på ekstraguitar. Den rodede sang indeholder både clavinet, klodsede referencer til bluesscenen (Muddy Waters) samt ikke mindst et riff planket direkte fra Dio-klassikeren 'Holy Diver' og et typisk Foo Fighterssk forceret klimaks. Herfra går turen til Grohls hjemstavn, Virginia, og pladens korteste sag, 'The Feast and the Famine', der er en hyldest til Washington D.C.'s hardcore-punkscene og bands som Minor Threat og Bad Brains, og dét er tydeligt at høre på nummeret, der desuden peger tilbage mod 'Wattershed' fra debutpladen. Men hardcore eller punk er det altså ikke. Det er mere Jimmy Eat World, end det er Bad Brains.
Nå, men i Nashville spiller man så åbenbart melodisk jangle-rock med guitarlir. 'Congregation' gæstes af Zac Brown (fra Zac Brown Band, radiovenligt roots- og countryband), der synger bag Grohls brøl, og, ja, spiller guitar... Mod slutningen arbejder løjerne sig dog ud ad en interessant orgeltangent inden mere forudsigelig rabalderrock og råb fra frontmanden, og så er vi lige vidt. Austin, Texas-indslaget, 'What Did I Do?/God as My Witness', er på én gang skivens mest rodede og kiksede indslag. Her er dømt sydstatsrock, så den første del citerer Lynyrd Skynyrds 'Sweet Home Alabama' og Molly Hatchets boogierock, men mens d'herrer roder rundt, flyder anden del over i en glam-præget 'All the Young Dudes'-agtig ballade. Gary Clarke, Jr. rykker en solo af, som i det mindste kan høres, men så fader sangen pludselig ud i ingenting.
Svævende i New Orleans
Det er generelt svært at skrive noget interessant om musikken på 'Sonic Highways', fordi Foo Fighters' rock er så ligetil, forudsigelig og kedelig. Den eneste måde, denne plade adskiller sig fra amerikanernes "sædvanlige" album, er ved den faktor, at sangene ofte strækker sig over de fem minutter, men den ekstra spilletid bruges sjældent til noget med undtagelse af eksempelvis den new wavede Los Angeles-sang 'Outside'. Joe Walsh (The Eagles, The James Gang) gæster og lægger leadguitar på nummerets anden stemningsfulde halvdel. Det er en af de mere gennemarbejdede kompositioner sammen med den efterfølgende fine popsang, 'In the Clear', hvor New Orleans-blæserbandet Preservation Hall Jazz Band får det emotionelle omkvæd til at svæve, netop fordi de bidrager med noget andet end blot endnu en fjerdeguitar.
Og så spiller det minsandten pludselig for Foo Fighters i Seattles Robert Lang-studie og 'Subterranean', der er en typisk Grohl-ballade, med vage ekkoer af Alice in Chains, og med Death Cab for Cuties Ben Gibbard på guitar. Det er en af de få skæringer, hvor guitarerne klinger forskelligt i stedet for at flyde sammen i ét stort skuddermudder. Men alt tabes dog på gulvet igen med den afsluttende pompøse og tårevædede ballade 'I Am a River', indspillet i New York og, rædsomt nok, Goo Goo Dolls værdig. Hvorfor i alverden Joan Jett skal rodes ind i dette, forbliver en gåde. Den hele syv minutter lange sang ligger i milevidt fra alt, hun har stået for, og så får den hele armen med klichéerne mod slut, hvor et stort strygerorkester er med til at sætte et svulstigt punktum for 'Sonic Highways'. Steven Spielberg ville være stolt.
Den sidste sang understreger, at Dave Grohl er begyndt at tænke sin musik mere teatralsk og i billeder. Problemet er bare, at sangskrivningstalentet ikke er fulgt naturligt med denne udvikling. Således fremstår de 42 minutter mest af alt som en parentes til den stort producerede tv-serie, og det var vist ikke helt dét, Foo Fighters havde tænkt dem som. Hatten af for, at de fem forsøger at gøre ét eller andet med det temmelig udvandede udtryk, de render rundt med, men når der er alligevel er fire guitarister med i alle sangene, hvorfor så ikke prøve med nogle andre strengeinstrumenter? Hvorfor ikke prøve at spille country, når man er i Nashville? 'Sonic Highways' er og bliver et mislykket eksperiment fra det evigt populære rockband, der efterhånden lever mere i kraft af deres sympatiske image end af musikken.