De skjulte Sabbath-juveler

1983 (Butler:Gillan:Iommi:Bevan)
'Mob Rules' (1981)
1981 (Dio:Iommi:Appice:Butler)
1981 (Appice:Dio:Iommi:Butler)
'Born Again' (1983)
1983 (Butler:Gillan:Iommi)
'The Etenal Idol' (1987)
1987 (Iommi:Singer:Martin:Daisley)

Vi ved alle godt, at det rigtige svar på spørgsmålet om Black Sabbaths største bedrifter, vil være at sværge til de tidlige år – men er det nu også hele sandheden, eller er der mere mellem himmel og helvede?

Med en udgivelseshistorik fra 1970 til 2013 er det vitterligt lidt af en mundfuld at kloge sig på Tony Iommi og hans varierende bandkollegers samlede output. Fem forsangere har været gennem trædemøllen, og hvor ét album egentlig var ment som et soloalbum ('The Seventh Star' fra 1986), var et andet i stedet udgivet under navnet Heaven & Hell for at undgå unødig forvirring med Ozzy-konstellationen ('The Devil You Know' fra 2009). Æraen med Tony Martin bliver tilsvarende ofte negligeret, ikke mindst af bandet selv, der i streaming-regi dybest set lader, som om fire af de fem plader med Martin i front ikke eksisterer.

Med dét sagt kommer vi ikke udenom, at grundstenene blev lagt i de spæde 1970ere. Det var her, nogle af briternes grundsubstanser, beton-riffet, okkultismen, deres flirt med religion, de dystre albumcovers og sidst, men ikke mindst, en uforlignelig sangskat så dagens lys. Det er omsonst at nævne bare en brøkdel af alle de kunstnere, der sidenhen har kigget Black Sabbath over skuldrene, men fælles for de fleste er dog, at de refererer til de samme album som bandets hjørnesten: De første seks plader med Ozzy og/eller 'Heaven & Hell'.

Af samme årsag skal vi ikke kede jer læsere med gentagelser af, hvad et utal af venner, fædre, medier eller musikalske forbilleder allerede har fortalt jer gang på gang, men blot tilføje, at der er andet og mere at komme efter end de oplagte. At anerkende resten af sangskatten kræver naturligvis en åbenhed for, at Black Sabbath ikke nødvendigvis skal være med Ozzy eller Dio i front eller behøver at dufte lige så grønt, som det gjorde i bandets unge år.

Vi vil med andre ord her hellere grave ned i de centrale af de resterende 13 album, som fortjener mere credit, end de allerede bliver givet.

'Mob Rules' (1981)
Efterhånden som 1970erne gik på hæld, svandt det også i kvaliteten. Coke var på menukortet, og Iommi blev egenhændigt ansvarlig for sangskrivningen på de to sidste udgivelser med Ozzy, 'Technical Ecstacy' og 'Never Say Die'. Til sidst blev Ozzys udskejelser dog for meget for resten af gruppen, og han fik sparket til fordel for den mere teknisk kyndige Ronnie James Dio, der ikke længere ville finde sig i Ritchie Blackmores foragt for sværd- og drage-baseret lyrik i Rainbow. Således så 'Heaven & Hell' i 1980 dagens lys.

Efter et tumultarisk år, hvor Bill Ward forlod bandet midt i touren pga. begge hans forældres død og et tiltagende misbrug, kom 'Mob Rules' på gaden. En plade, der på mange måder spillede på de samme tangenter som forgængeren. Martin Birch sad bag knapperne og havde netop produceret Iron Maidens 'Killers', hvilket formodentlig er med til at forklare den noget hårdere produktion på 'Heaven & Hell'. Derudover var den nyindskiftede Vinny Appice kæmpe fan af Bill Ward, og det fornægter sig ikke på trommerne, der i høj grad slægter forbilledet på. Hele første side er klassiker på klassiker, hvor titelnummeret og 'Sign of the Southern Cross', sammen med en af pladens sidste skæringer 'Falling Off the Edge of the World', står ud som nogen af albummets mest mindeværdige højdepunkter.

Hvis man skal tage de mere kritiske briller på, er der dog lidt fillers i sidste halvdel af pladen, og det er svært at nægte, at 'Mob Rules' på de fleste fronter ligger lidt for tæt op ad 'Heaven & Hell'. Nu var der trods alt også blot tale om et år ellem udgivelserne, og visse faktorer taler fortsat til 'Mob Rules's fordel: Produktionen havde fået et gevaldigt boost, enkelte sange hældede mere til bandets doomede side, og bevares, sværger du til Dio, er der ingen undskyldning for ikke at rangere den så højt som forgængeren Det skal dog ikke ligge bandet til last, for som talemåden siger: ”If it ain't broke, don't fix it”.



'Born Again' (1983)
Dio fik inden indspilningerne til 'Mob Rules' et tilbud om en solokontrakt, som han ikke kunne afslå, og så stod der ellers hellige dykkere på hans dagsorden. Det lettede til gengæld ikke just stemningen i Sabbath-lejren, hvor Appice også forlod trommestolen, og således vendte de tilbage til grundstammen af Iommi, Butler og Ward, der skulle finde fodfæste med en ny mand i front. Deres nye management under Don Arden (Sharon Osbornes far) overtalte dem til at skrive under på en kontrakt med Ian Gillan (ex-Deep Purple) uden nogen forudgående øvere. Bandet så det selv som en form for supergruppe, der fortjente et selvstændigt brand, men Don Arden nedstemte bandet i deres forsøg på at give bandet et nyt navn, for hey, Black Sabbath sælger.

Det samme gjorde pladen, der havnede højt på både engelske og amerikanske charts. Eftermælet har til gengæld forsøgt at kuldsejle 'Born Again', på grund af blandt andet en mudret produktion, den tåkrummende tekst til 'Digital Bitch' og en nok så omtalt efterfølgende tour, hvor Stonehenge-setuppet sidenhen var med til at inspirere Spinal Tap under tilblivelsen af deres ikoniske parodi på en rockumentary. Produktionen uagtet synger og vræler Gillan sig igennem albummet med en kraft, der siger spar 6, hvor især 'Disturbing the Priest' ligger godt til hans hidsige leje. 'Thrashed' lægger ud som en af Sabbaths hårdere bangere, mens 'Zero the Hero' (sidenhen ">foreviget af bl.a. Cannibal Corpse) er et af højdepunkterne i den tungere ende, og den afrundende 'Keep It Warm' er en vellykket fusion af Black Sabbaths betonlyd og Deep Purples mere indfølte hard rock. Ud over den førnævnte, ufrivilligt komiske tekst til 'Digital Bitch' og den lidt overflødige 'Hot Line' holder 'Born Again' forbløffende stærkt fra ende til anden og stikker klart ud i diskografien, ikke mindst i kraft af Ian Gillans markante skrig og højdepunkter som 'Zero the Hero' og 'Thrashed'.

Det anbefales dog at høre remaster-udgaven fra 2011, så produktionen glider lidt lettere ned.
 


'The Eternal Idol' (1987)
Gillan vendte hurtigt tilbage til Deep Purple-folden, da Mark II-lineuppet gendannedes på 'Perfect Strangers', og pludselig sejlede Black Sabbath igen. Iommi satte bandet på standby og skrev et solo-album, hvor endnu en Purple-sanger, denne gang i form af Glenn Hughes, spædede til. Ligesom sidst fik pladeselskabet dog det sidste ord med på vejen, og 'The Seventh Star' (1986) udkom som Black Sabbath ft. Tony Iommi, og så kunne man jo undre sig lidt over det, eller blot konstatere, at det ikke var et album, der fortjente de store ord med på vejen.

Iommi holdt dog jernene i ilden, og året efter havde han samlet en ny konstellation, denne gang med Tony Martin, der overtog vokalen i sidste øjeblik. Geoff Nicholls bidrog i studiet med keyboard, som han havde gjort siden 'Heaven & Hell', men udover det var Eric Singer (trommer, senere i KISS) og Bob Daisley (bas, ex-Ozzy) kun med på netop 'The Eternal Idol'. Det fornemmes dog gudskelov ikke, hvor meget Black Sabbath her kørte på reserverne. Især Tony Martins kraftfulde røst træder i karakter, og han blev sidenhen en loyal støtte – på godt og ondt – for Black Sabbaths virke de efterfølgende otte år.

'The Eternal Idol' er, ikke mindst hvad produktionen angår, et produkt af sin tid, men har ikke desto mindre rigeligt at byde på for Sabbath-feinschmeckere. 'Hard Life to Love' og 'Glory Ride' er gedigne heavyrockere, og glider den slags nemmere ned for dig med mere Gillansk flair, så leverer 'Born to Lose' også lidt for dem, der var glade for 'Born Again'. Må der gerne være mere tid for Iommi til at shine, så bliver der tilsvarende liret godt igennem i 'Ancient Warrior', og sidst, men så absolut ikke mindst, er titelnummeret og 'The Shining' albummets storladne skæringer, der tager sig ekstra tid til at bygge op og folde sig ud som det Sabbath, vi kender bedst.

Inspirationen flyder fortsat i Iommis årer, og Martin tilføjer, på trods af sit lyse toneleje, en mørk stemning, som får de enkelte numre til at træde stærkere i karakter. At man så må bære over med visse tidstypiske produktions-tricks, ikke mindst de dåsede trommer, er et mindre aber dabei, når sangene rent faktisk er så stærke, som tilfældet er.



Hvis ikke Black Sabbath havde været rigeligt på usikker grund igennem 1980erne indtil da, så havde Iommi om ikke andet opretholdt en kvalitet, der var Black Sabbath-navnet værdigt. En faktor, der ikke skulle gøre sig gældende de efterfølgende 10 år, hvor inspirationen var påfaldende aftagende, i takt med det evigt foranderlige slæng i Sabbath-folden.

'Headless Cross' (1989) konsoliderede Tony Martin i lineuppet og havde stærke momenter, hvilket så til gengæld er mere, end man kan sige om den flakkende 'Tyr' (1990). Begge albums var dog så meget ude af trit med samtiden, at Black Sabbath måtte aflyse turnéer på grund af svigtende billetsalg og forsvandt ud i glemslens tåger, hvorfor Dio blev inviteret tilbage i folden på den hårde, men desværre knap så mindeværdige 'Dehumanizer' (1992). Han forlod dog hurtigt Black Sabbath igen, da resten af bandet samme år sagde ja til at varme op for Ozzy på hans første afskedsturné (!).

Efterfølgende slingrede Iommi & co sig igennem et par middelmådige album med Tony Martin inden den store gendannelse med Ozzy i 1997. '13' (2013) blev bandets sidste forsøg på at tilføje nyt til CV'et, uden den dog gjorde meget andet end at kopiere de største ørehængere fra bandets tidlige år uden sjælen fra dengang, det hele startede.

På trods af de forvirrende kontroverser, der fortsatte non-stop gennem 1980'erne og 1990'erne, holdt Iommi Sabbath-lyden intakt, omend i større og større opgør med samtiden. Det kan så til gengæld diskuteres, hvor meget inspirationen levede videre, ikke mindst i den sidste halvdel af karrieren. Man forstår på sin vis godt de Sabbath-lyttere, der går den sikre vej og sjældent trodser Ozzy-årene. Som en ven goldt konstaterer: at høre Black Sabbath uden Ozzy er som at spise en æggemad uden salt.

Vi anerkender dog også, at der er mere mellem himmel og helvede, og at man for Guds skyld ikke behøver spille 'Iron Man' eller 'Paranoid' for 10.000 gang, når der er så meget mere godt at finde i gemmerne – også selvom Iommi til tider tabte tråden og solgte sin sjæl for ussel mammon.