Volbeat uden verdensformat
Populær
Volbeat havde ikke de store visioner med til deres eneste koncert i Europa i år. Og Michael Poulsen var præget af en sjældent set nervøsitet, der lagde en dæmper på danskerens ellers velkendte format.
2. A New Day
3. Maybellene I Hofteholder
4. Lola Montez
5. Danny & Lucy (11 pm)
6. Ring of Fire
7. Sad Man's Tongue
8. The Hangman's Body Count
9. The Devil's Bleeding Crown
10. Heaven nor Hell
11. A Warrior's Call / I Only Wanna Be With You
12. Doc Holliday
13. Mary Ann's Place
14. Lonesome Rider
15. Fallen
16. Dead but Rising
17. Guitar Gangsters & Cadillac Blood
18. 16 Dollars
19. The Mirror and the Ripper
20. Pool of Booze, Booze, Booza
21. The Garden's Tale
22. Evelyn
23. Still Counting
”Det er første gang, vi er nervøse for at stå på scenen,” lød det fra Volbeats verdensmand Michael Poulsen før nyere tids største metalband kastede sig ud i ’Still Counting’, der afsluttede 100 minutters Danmarkshistorie med 37.000 gæster. Billetsalget er som bekendt rekord for et dansk band, der fik fans fra hele kloden til at troppe op i den fynske skov.
Det siger måske ikke så lidt, når der for en måned siden på samme sted ”blot” var 23.000 publikummer til den nystartede Tinderbox Festival.
Vejen til giganternes liga startede for tyve år siden, da Michael Poulsen spillede i Dominus og gav sin første koncert i hjembyen Ringsted sammen med Konkhra, fortalte han efter små tyve minutter og hyldede de danske dødsveteraner, der havde fået æren af at opvarme.
Mon der nogensinde er et dansk dødsmetalband, der har spillet foran så mange mennesker? Sikkert ikke.
For hovednavnet var det nu intet nyt. Volbeat har triumferet på nogle af de største festivaler i verden. Har man oplevet Michael Poulsen stå foran 70.000 mennesker på Wacken og have gæsterne i sin hule hånd med en selvtillid få andre frontmænd i verden har, så ved man, at den 40-årige dansker er i en klasse for sig.
Det format havde han ikke lørdag aften. Nervøsiteten var synlig, som han så ærligt også netop selv sagde det mod vejs ende.
Det skinnede igennem, at frontmanden ikke var i sit højeste gear. Som om han ikke helt vidste, hvilket ben han skulle stå på, før han til sidst i koncerten fandt sig til rette.
Han virkede oprigtig overvældet over synet af 37.000 mennesker, der hoppede, hujede og havde en fest.
I kontrast dertil stod Rob Caggiano derimod med en imponerede selvsikker udstråling. Det lange hår hang under huen, mens han gik fra side til side på scenen og ud på rampen med en rockstjernes dominerende blik i øjnene. Og tonerne flød forrygende ud af fingrene på den gamle guitarist fra Anthrax. Især under det nye nummer, ’The Devil's Bleeding Crown’, der for første gang blev spillet i sin helhed, fik amerikaneren fyret en strålende solo af.
Desværre var lyden ikke helt optimal på hverken Caggianos eller Poulsens guitar. Der manglede den sidste power til at lægge den tunge bund, der savnede pondus i de hårde numre som ’ The Hangman's Body Count’ og ’Doc Holliday’.
Alligevel hørte de skæringer til blandt højdepunkterne sammen med en suveræn levering af ’Guitar Gangsters & Cadillac Blood’ og fuldtræfferen ’Pool of Booze, Booze, Booza’, der blev gæstet af Mercyful Fates Hank Shermann. Ikke mange blandt publikum synes dog at være vidende om, hvem den ikoniske guitarhelt var.
Ganske sigende for oplevelsen. Og ganske sigende for den vej, Volbeat er gået. Volbeat er bedst, når de er metal og rykker de hårde riffs af. Som de især gjorde på karrierens første plade, som vi desværre fik mindst fra. Det blev aldrig til ’Caroline Leaving’, ’Another Day, Another Way’ eller ’Rebel Monster’.
Var det ikke blevet luftet, at sætlisten ville være i den alternative ende?
Sådan blev det ikke. Overraskelserne udeblev med undtagelse af Dawn of Demises ukuelige dødsgrowler Scott Jensen, der brutalt brølede løs under ’Evelyn’.
Skønne Pernille Rosendahl dukkede op kjole på i ’Mary Ann’s Place’ og ’Lonesome Rider’, hvor Jacob Øelund på kontrabas også faldt ind – som han også gjorde på ’16 Dollars’. Sidstnævnte også blandt koncertens højdepunkter, hvor Poulsen sang suverænt.
Det er muligt, der var skavanker i selvtilliden, men høres kunne det ikke. Vokalen var på toppen og gav sikkert genlyd helt op til fuldmånen, der lyste op i takt med, at mørket faldt på, og kvartetten også virkelig fandt formen, da de spillede sig varme. De spiller jo fremragende sammen.
Anders Kjølholm på bas og Jon Larsen på trommer gør måske ikke meget væsen af sig, men de er tilstedeværende med hårdtslående pondus.
Men hverken evnerne, eller de mange billige tricks med flammer og fyrværkeri, løftede koncerten op på det uforglemmelige niveau, den historiske koncert kunne have budt på.