Traditionel og topsolid jule-heavy
Populær
Pretty Maids og Hammerfall gjorde hinanden gode i et udsolgt Amager Bio torsdag aften.
Fravalget af Slayer og Anthrax i Helsingør til fordel for Pretty Maids' traditionelle juleshow i Amager Bio var hverken nemt eller indlysende.
Men navnlig syntes jeg at have oplevet de særligt supportende gæster Hammerfall alt for lidt i de senere år (ud over på Copenhell i juni, forstås) – og har faktisk ikke set dem i en klubramme siden deres fede koncert i Pumpehuset i februar 2003.
Desuden er jeg bare mere i vater med den traditionelle hard rock og heavy metal end thrash, for tiden. Jeg synes ikke, Slayer har været i nærheden af live-toppen gennem flere år (selvom deres Copenhell-koncert i 2012 var ganske god). På den anden side, igen, så har Anthrax' seneste par shows på Copenhell været ganske suveræne, så ...
Nå, vi stopper her! Det blev i Amager Bio. Her var vi. Punktum.
Det rene snit
Vel er svenske Hammerfall da et ærke-traditionelt true metal-band, men jeg har aldrig følt, at de specifikt mindede om nogle af genrens store, klassiske foregangsmænd.
Altså, der jo for sofistikerede til at være Saxon (selvom de nok indimellem deler samme passion for ridderborge og rustninger). Forsanger Joacim Cans er for melodisk til at give bandet en smag af 100 % reel afart af Accept. Og de er en tand for power metal-agtige og lige på kornet til at være Iron Maiden (især det nyere). Judas Priest? Heller ikke. Dertil har Hammerfall alt for få sange om motorcykler og armbolte; men dog et par stykker om hamre, som vi fik at høre torsdag aften.
Men alligevel er Hammerfall det rene snit. Heavy metal i sin essens. Og de foldede sig fornemt ud som gæster for Pretty Maids. Carns skabte hurtigt kontakt med publikum, og bandet spillede fornemt. Sine steder ekvilibristisk, men alligevel uanstrengt. Tungt, men samtidig luftigt og let. Traditionelt, men dog så friskt og ferskt.
Og Hammerfall virkede ekstra glade, beærede og motiverede ved at skulle optræde med deres gamle danske idoler og gode kollegaer.
Højdepunkterne i det 75 minutter lange, bundsolide sæt var flere, men en særlig sej nævefuld var 'Heeding the Call', 'Let the Hammer Fall', 'Blood Bound', 'Treshold' og den afsluttende, herligt hårdt-pumpende 'Hearts on Fire'.
Det efterstræbte fundament
Det er over 32 år siden, jeg oplevede min første Pretty Maids-koncert, og det er blevet til utallige siden. Men måske var det den koncert, hvor Pretty Maids allerbedst har ramt deres sonisk efterstræbte Deep Purple-fundament? Ikke som en nøjagtig kopi af de gamle helte og koncertkammerater, men hvor dynamikken i lyden og samspillet mellem instrument-sætningen – analogt til Purples – har lydt allerbedst?
Og jo, Kenneth Hammer spiller på en saftig Gibson og ikke en sprød Fender som Ritchie Blackmore; og jeps, Maids er sine flere steder mere melodiøs hard rock eller direkte heavy metal, end Deep Purple overhovedet var og er, men jeg tror, at drengene kan leve med jævnførelsen her.
De skulle dog lige arbejde sig i gang og op på niveau, men så var den tungfede julefest også godt i gang i det udsolgte Amager Bio. Særligt stærkt i 'Rodeo' og 'Savage Heart', hvor Hammers guitarspil var dirrende dybtfølt og virkelig veltimet (som så mange gange denne aften).
De imødesete gæster
Der var også noget at skulle overgå efter Hammerfalls sprudlende indledning. Men vi fik sikker skrål med-stemning i 'Red Hot & Heavy', 'Little Drops of Heaven' og i over-hittet 'Please Don't Leave Me', hvor den altid engagerende frontmand Ronnie Atkins drillende gik over i Wham's 'Last Christmas'. Og så fik vi også en fed, gnistrende udgave af 'Future World' at gå hjem til fremtiden på.
Men intet over eller ved siden af den ventede gæsteoptræden fra Cans – og endda Hammerfall-leadguitaristen Pontus Norgren – i en forrygende udgave af grundsættets afsluttende 'Back to Back', som Hammerfall jo selv coverede på 'Legacy of Kings' (1998). Også en afgørende grund til mit metalliske (fra)valg denne aften. Kunne ikke glippe dét. Slet ikke.
Og jo, jeg glæder mig over dem, der havde en åbenbart excellent thrash-aften i Hell-singør, men nej, jeg fortryder intet. En af de allerbedste Maids-plus-support-julekoncerter, jeg har været vidne til i bioen