Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ikke den sidste nedtælling

Populær
Updated
Ikke den sidste nedtælling

Europe holder taget i hard rock-fanen og viser, at comebacket stadig skal tages seriøst.

Kunstner
Titel
War of Kings
Dato
02-03-2015
Trackliste
01. War Of Kings
02. Hole In My Pocket
03. The Second Day
04. Praise You
05. Nothin' To Ya
06. California 405
07. Days Of Rock 'N' Roll
08. Children Of The Mind
09. Rainbow Bridge
10. Angels (With Broken Hearts)
11. Light It Up
Forfatter
Karakter
4

Du kan stå af her. Nøjes med at forholde dig til, at Europe engang skrev 'The Final Countdown' og for evigt vil være udødeliggjort som ophavsmændene til hårrockens helt store pølsede soundtrack. Du kan også fortsætte og erfare, at Europe også er det fremragende hard rock-band som er langt mere halvfjerdser end firser.

’War of Kings’ er svenskernes tiende album, og dermed har de lavet lige mange plader før og efter deres comeback og gendannelse i 2004. Hvor de første fem viste ud en udvikling fra Thin Lizzy mod Bon Jovi, er der langt mere Led Zeppelin og Rainbow over Europe i 2015. Det tilbagelænede ’Praise You’ kunne endda godt være en decideret hyldest til Page, Plant og kumpaner.

Anno i år spilles der mere tungt end hurtigt, og mere blueset end hårrocket, ligesom keyboardet er fortrængt af hammondorgel, og melodierne er knap så pompøse om end stadig umådeligt fængende. I solide skæringer som titelnummeret eller ’Nothin’ to You’ og ’Second Day’ er Europe rå og beskidte, og forsanger Joey Tempest har masser af kant i sin ellers meget rene vokal. Men så kan de også skrue lige præcis de helt store melodier sammen, og på singleudspillet ’Days of Rock’n’Roll’ er dømt catchy guitarer – næsten af den poppede slags.

Mest får kvintetten ud af de ikke helt oplagte hits – som ’Rainbow Bridge’, der flirter med et arabisk tema, eller ’California 405’, som godt kunne være at finde på ’Prisoners in Paradise’, den sidste udgivelse før pausen. Guitaren får lov til at fylde meget, keyboardblokkene er syrede, og bas og trommer står for et stramt sammenspil i bunden – for Europe er ikke kun gode sangskrivere, men også et stærkt band med meget mere end letkøbte melodier på menuen.