Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sortmetallens funklende stjerne

Populær
Updated
Sortmetallens funklende stjerne

Det går ikke galt på Myrkurs debut, hvor danskeren bevæger sig ud på nostalgiens vingesus og går den tidlige skandinaviske black metal i bedene med sin helt eget lyd.

Kunstner
Titel
M
Dato
28-08-2015
Trackliste
1. Skøgen skulle dø
2. Hævnen
3. Onde børn
4. Vølvens spådom
5. Jeg er Guden, I er tjenerne
6. Nordlys
7. Mordet
8. Byssan Lull
9. Dybi i skoven
10. Skadi
11. Norn
Karakter
4

Der var ingen magi over Myrkur, da hun debuterede på årets Roskilde Festival. Men hvor den 30-årige Amalie Bruun endnu har til gode at være overbevisende live, har hun derimod ingen problemer med at være det på plade.

Det virkede allerede lovende på sidste års selvbetitlede debut med blandingen af black metal og den romantiske omfavnelse af folkeminder.

Det er samme univers, Myrkur viderefører på ’M’, hvorpå hun har allieret sig med kompetente forbilleder fra det norske musikmiljø. Som bekendt er det Ulvers Kristoffer ”Garm” Rygg, der har produceret pladen. Fra Ulver medvirker også deres tidligere guitarist Håvard Jørgensen, der spiller al guitar på den akustiske ’Kveldssanger’ og på ’M’ bidrager med netop pladens akustiske toner.

De forvrængede af slagsen og bassen spiller Morten ’Teloch’ Iversen fra Mayhem, mens Øyvind Myrvoll fra Nidingr håndterer trommerne. Dertil er der både klassiske musikanter og gæsteguitar fra Arch Enemys svenske Christopher Amott. Hovedpersonen selv har både fingrene på guitaren og pianoet og veksler mellem skrig og skønsang, der blandt andet er indspillet i en krypt, så efterklangen skabes naturligt.

Det er et imponerede hold, Myrkur stiller med. Det burde ikke kunne gå galt. Det gør det heller ikke.

Åbneren ’Skøgen Skulle Dø’ slår stemningen an med Myrkurs klangfulde vokal tilsat kor og akkompagneret af violin, akustisk guitar og dybe trommeslag, der sammen forenes til en ildevarslende lydcollage. Den musikalske heksejagt glider gennem fortvivlende lyde over i ’Hævnen’, der udkom som pladens første single.

Kompositionens kontraster er gennemgående for Myrkurs musik. Den kører i midttempo og fragmenteres enten af vrede skrig og hurtige rytmer eller bliver flettet ind i en følelsesladet romantik, hvor ekkoet i hendes vokal ofte runger smukt.

Balancen mellem fandenivoldske og forførende er tilpas fordelt på vægtskålen, så det fungerer meningsfuldt i ’Hævnen’, såvel som ’Onde Børn’ og ’Skadi’. Man fornemmer tydeligt, at Myrkur har det bedst med at bevæge sig ud på nostalgiens vingesus og tage lytteren med ud på en rejse, der henter inspiration fra Ulvers troldemetal over Bathorys sene vikingelyd til Burzums forståelse for de simple og primitive kompositioner.

Myrkur holder også liv i den tidlige skandinaviske black metals tradition for at benytte klaveret. Dimmu Borgir dyrkede det meget på deres første to plader. Dissection gjorde det. Mange gjorde det. Selv danske Apollyon gjorde det på ’Diaboli Gratio’ med nummeret 'Darkness', der var en fortolkning af et digt af Lord Byron.

Myrkur går her den gamle skole i bedene og gør det fremragende, når fingrene tripper over tangenterne.

Det bliver helt filmisk på ’Nordlys’, episk på dele af det oldgamle digt ’Vølvens Spådom' og tiltagende deprimerende på hendes bearbejdning af den svenske vuggevise ’Byssan Lull’ fra 1919. 

De aggressive elementer er mindst vellykket, hvilket især skyldes en mangel på originale riffs med kant. Ofte fremstår de forvrængede riffs på ’M’ for anonyme eller for karikerede, som de riffs, der åbner og lukker ’Mordet’ – pladens svageste nummer trods et udmærket mellemstykke med klaver.

Men Myrkur fortryller nu først og fremmest én med sin stemme, hvilket hun især gør på den stemningsfulde ’Jeg er Guden, I er tjenerne’ og den fængende, men faktisk poppede ’Dybt i Skoven’, der sikkert kunne falde i smag hos lytterne på en kommerciel radiokanal. 

Hvem ved: Måske Myrkus musik kommer så langt i fremtiden. Lige nu udfylder hun et tomrum på den sorte metalscene, der enten går en kedsommelig retning med den såkaldte blackgaze eller træder totalt dødvande med grupper, der musikalsk og karismatisk er en bleg kopi af genrens originaler som Marduk, Mayhem og Satyricon eller scenens eneste nyere navn med virkeligt format, Watain. 

Det er ikke så underligt, Myrkur i internationale medier er blevet udråbet som genrens funklende stjerne i et mørkt hav af middelmådighed. Midt imellem nye og gamle toner fremstår står danskeren som sin helt egen.