Ekspansion i kompakt form
'Etemen Ænka' var en milepæl fra DVNE, som her på treeren har valgt at gøre udtrykket mere direkte – uden vi på noget tidspunkt er i tvivl om, at det stadig er DVNE, vi hører.
2. Eleonora
3. Reaching for Telos
4. Reliquary
5. Path of Dust
6. Sarmatæ
7. Path of Ether
8. Abode of the Perfect Soul
9. Pleroma
10. Cobalt Sun Necropolis
Skulle denne skotske kvintet være gået dig næsen forbi, så kan du meget vel være gået glip af noget. I hvert fald, hvis du nærer en forkærlighed for sludge i den proggy ende, hvor Mastodon anno 'Blood Mountain' eller 'Crack the Skye' ikke har levet forgæves.
Ikke for at sige, at DVNE ikke har deres egen lyd – det er i hvert fald helt forståeligt, at 'Etemen Ænka' havnede i toppen af utallige årslister i 2021, undertegnedes inkluderet. Selvom debuten også var ganske hæderlig, så var det dog her, at de gik efter en større, mere ambitiøs lyd. Massive riffs. Lange, atmosfæriske sektioner. Flerstemmige vokaler. Klart produceret uden at gå på kompromis med deres sludgede lyd, og imponerende gennemarbejdet.
Men hey, det var da ikke 'Etemen Ænka', vi skulle snakke om ... Tre år er gået, og bandet er nu klar med opfølgeren, der efter deres eget udsagn er en bestræbelse på at være mere dynamiske og in your face – og der går da heller ikke mere end ni sekunder, før 'Summa Blasphemia' åbner pladen som et knytnæveslag med kontant riffing og brølende brutalitet. En bastant åbner, der dog også veksler over i mere åbne akkorder og ren vokal, men hele vejen igennem med akrobatiske trommeflairs og subtilt indlejrede keys, for ligesom at forstærke de mørke sci-fi vibes fra forgængeren. En ideel forsmag på den time, der er i vente, hvor musikken konstant er i bevægelse. Ikke nødvendigvis, fordi de favner bredt, det ville måske være så meget sagt – men de er dygtige sangskrivere, der formår at bringe alle deres virkemidler i spil kontinuerligt, uden at strande i tomgang.
'Eleonora' bygger sagte, men komplekst op, og efter en dosis tungt huggende core-riffing bevæger de sig elegant over i en drømmende midtersektion med kantslag og en hypnotisk baslinie, før de momentvis vender tilbage til udgangspunktet. Det er i momenter som disse, eller albumhøjdepunktet 'Reaching for Telos', at pladen står skarpest. Hvor flowet er i fokus, og ikke drukner lidt som følge af den mere direkte approach, de har valgt at tage i denne ombæring, for det er nødvendigvis noget, vi må runde. Hvor der var mere luft på forgængeren, så lider 'Voidkind' en smule under den her vilje til konstant at bevæge sig, at understøtte dynamikken, hvor dele af pladen virker til at have lidt for travlt med bare at komme videre til det næste, i stedet for at hvile i sig selv.
Samtidig er der generelt et højere fokus på riffs end på teksturer her på 'Voidkind', som fx i 'Sarmatæ' – en af pladens korteste skæringer, der ganske vist fortsat beror på tekniske finesser, men ikke desto mindre er mere uforbeholdent kontant i udtrykket, og på den vis egentlig er en ganske fortræffelig afveksling undervejs. De rå vokaler, hovedsageligt fra guitarist Daniel Barter, har fået mere bund, og det hjælper dem klart i de mere aggressive sektioner, mens Victor Vicarts rene ditto bibeholder samme facetter som vanligt. Bedst eksemplificeret i det fortræffelige singleudspil, 'Pleroma', hvor de giver sig selv lidt mere luft til at ånde, inden de runder af med den ti minutter lange, episke tour de force, der er 'Cobalt Sun Necropolis'.
Selvom 'Voidkind' bibeholder flere af DVNEs stærkeste kvaliteter, så kommer vi dog ikke udenom hullerne i osten. Trommerne lyder underligt, tomt buldrende og er produktionsmæssigt en gennemgående irritationsfaktor, selvom Dudley Tait er en forrygende, versatil trommeslager. Styrkerne kommer for ofte blot frem i sektioner, og ikke i form af hele sange, der løfter sig over længere tid – og jeg ville i det hele taget ønske, at jeg kunne rose 'Voidkind' mere, end jeg gør.
Omvendt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at den kontante energi og deres tekniske finesser vil gå rent ind i live-situationen, når de fyrer op om onsdagen på Copenhell – og måske er 'Voidkind' alligevel et nemmere sted at starte for de uindviede til DVNE-universet, netop fordi den er så kontant og klar i spyttet. Det gør dog stadig ikke, at den helt kan måle sig med forgængeren, men mindre kan trods alt også gøre det ...