Metaldiktator: Primus – 'Frizzle Fry'

primusff

På deres debutalbum lyder Primus som Metallica, der forulempes af The Residents og Minutemen i et møde med King Crimson, Rush og Yes. Det lyder vanvittigt – og er det – men det er også metallisk og uhyrligt groovet.

Kunstner
Titel
Frizzle Fry
Dato
07-02-1990
Distributør
Trackliste
1. To Defy the Laws of Tradition
2. Groundhog's Day
3. Too Many Puppies
4. Mr. Knowitall
5. Frizzle Fry
6. John the Fisherman
7. You Can't Kill Michael Malloy
8. The Toys Go Winding Down
9. Pudding Time
10. Sathington Willoughby
11. Spegetti Western
12. Harold of the Rocks
13. To Defy
Karakter
666

Du kender selvfølgelig ‘My Name Is Mud’, og du kender garanteret ‘Jerry Was a Race Car Driver’ og ‘Tommy the Cat’ (den med Tom Waits). Sangene, der har defineret Primus’ skæve karriere, sangene, der endte som crossover-hits i de tidlige 90’ere midt i grungens storhedstid. Siden var ‘John the Fisherman’, netop fra denne plade, med i PlayStation-spillet 'Guitar Hero'. Men er Primus ligefrem en Metaldiktator værdig? Primus' mindre kendte debut, 'Frizzle Fry' er i hvert fald.

Primus var katalysatorer for alternativ metal- og funkmetal-genrerne, som mange siden – med god grund – har forbandet, og uden grund lagt Primus for had. De kom fra metallen og gjorde nye ting ved metallen: Bassist/sanger Les Claypool og guitarist Larry LaLonde var begge med i thrashbandet Blind Illusion, der nåede at udgive en temmelig middelmådig debut i 1988, co-produceret af Claypools high school-kammerat, Kirk Hammett, Claypool var til audition for Metallica i kølvandet på Cliff Burtons død, og nårh ja, LaLonde var med i Possessed og spiller på den proto-dødsmetal-debuten, ‘Seven Churches’.

‘Frizzle Fry’ udkom i 1990, i kølvandet på livealbummet ‘Suck on This’s undergrundssucces, og det er et mere "metal" album, end du var klar over – på den mest progressive og bizarre måde. Seriøst useriøst blot at afskrive på grund af Claypools lyse, nasale vokal, eller det surrealistiske univers, som musikken udspiller sig i. Lad dig heller ikke narre af pladeomslaget, der prydes af et det pandestegte svinemonster Frizzle Fry, eller det af det faktum, at teksterne handler om alt fra klogeåger over knægte, der drømmer om at blive fiskere, legetøj, der løber tør for batteri, budding til spaghettiwesterns og så videre.

I stedet bør du kaste sig hovedkulds ud i musikken, og der er rigeligt at dykke ned i. Claypools basspil er kanoniseret – han står på skuldrene af folk som Geddy Lee, Tony Levin, Bootsy Collins og Jaco Pastorious – men man skal ikke underkende Tim Alexanders trommer, der ikke blot bakker bassen op, men ligefrem giver kreativt modspil; det samme gælder LaLondes Zappa møder Fripp-ture rundt på gribebrættet.

Et opgør med (genre)traditionerne
‘Frizzle Fry’ blev indspillet i San Francisco-studiet Different Fur, der på det tidspunkt bedst kendtes som stedet, hvor Herbie Hancock optog sin i øvrigt rasende funky plade ‘Head Hunters’. Primus havde Matt Winegar som producer, og han sørgede for en knastør og bastant lyd, som gør præcis, hvad den skal. Man får derfor et klart billede af Primus, der har fundet deres helt egen niche: Som powertrio byggede de videre på idoler som Rush og The Police, men med Hüsker Düs punkånd og Minutemens basdrevne vælte-ned-ad-trappen-lyd. Men over den simple instrumentering trak de et metallisk og rifftungt fernis, der rammer lige i mellemgulvet. Desuden sprutter debuten af ungdomshovmod leveret af et band – hvis medlemmer, der alle er i 20’erne – der tromler stilskævt af sted med en udefinérbar lyd, der stadig føles frisk på 30-året.

Og var man i tvivl om, at Claypool er Geddy Lee-discipel, behøver man bare tage hul på ‘Frizzle Fry’. Introen er nemlig af en ridset vinylversion af Primus’ egentlige debut, føromtalte ‘Suck on This’, som indledes af en introjam over Rushs ‘YYZ’. På livealbummet slår den over i ‘John the Fisherman’, men her trækkes strømmen i stedet fra pladespilleren, og Claypool slår basintroen an til ‘To Defy the Laws of Tradition’, hvis tekst kunne være albummets manifest: “To defy the laws of tradition / is a crusade only of the brave” – hvis der var noget, Primus havde gang i her, så var det at udfordre (genre)traditionerne. Således lægger nummeret stilen for det, der følger, og for Primus’ bizarre signaturlyd i det hele taget: Musikken er bygget op omkring stærkt opfindsomme og altid umådelig tunge og groovende basriffs eller trommerytmer, som får modspil af diskante guitarfigurer og -soli, samt selvfølgelig den nasale og lyse vokal, der godt kan tolkes som en komisk kommentar til metallens råb og growl, men som nok snarere er Claypools nik til forbilleder som Geddy Lee, Pere Ubus David Thomas og The Residents.

Sidstnævnte får en direkte hyldest i form af et af albummets mest metalliske numre, antikrigsskæringen ‘Too Many Puppies’, der er baseret på The Residents-nummeret ‘Hello Skinny’, som Primus sågar indspillede et cover af under indspilningerne, og som de i de senere år live har flettet ind i ‘Too Many Puppies’. Desuden er det et nummer, som Korn mildt sagt har nærstuderet, da de skrev ‘Blind’, nogle år senere.



Bøfhjertets spøgelse
Captain Beefhearts spøgelse svæver over LaLondes skæve guitarspil, da den vindskæve og perverterede reggae ‘Groundhog’s Day’ efter nogle minutter rystes ud af sit stoner-groove, og det samme gør den i den spjættende funksag ‘Pudding Time’, hvor LaLonde konkurrerer med Claypools scat-vokal og Alexanders pumpende dobbelte stortrommer om opmærksomheden, men der er også straight up poppede sager som ‘Mr. Knowitall’ (som Korn omskrev til deres hit ‘Got the Life’), der er indbegrebet af groove, og ‘John the Fisherman’, der peger frem mod ‘Jerry Was a Race Car Driver’ og Primus’ senere mere simple tilgang til sangskrivningen, mere i stil med art-rockede new wave-navne som Devo og XTC.

I konteksten føles disse numre faktisk lidt ordinære, især fordi Primus har valgt at presse det seks minutter lange titelnummer ind imellem. Det typiske skævt groovende nummer slår mod slut over i et albummet mest metalliske momenter, der tangerer speed metal (hvis der da havde været et thrashet riff), mens Claypool giver den som en Chris Squire på speed med det, der kunne lyde som en turboudgave af Yes’ ‘Yours Is No Disgrace’. Så har man hørt det med.



På pladens anden halvdel fortsætter Primus eventyrlystne med at bevæge sig ud mod kanten, mens der flettes nogle mærkelige easy listening-vignetter ind i det hele, som bare gør lytteoplevelsen mere mærkværdig; orkestervalsen ‘You Can’t Kill Michael Malloy’ og bluegrass-inficerede ‘Sathington Willoughby’ er som taget ud af den amerikanske musiktradition omkring 1930’erne, mens et af pladens tungeste numre, ‘The Toys Go Winding Down’, indledes af en misvisende bluegrass-intro, inden et af Claypool mærkeligste basriffs tager over.

Få røven med dig
‘Frizzle Fry’ afrundes på overvældende vis af ‘Spegetti Western’, der er bygget op omkring Tim Alexanders meget mærkelige og opfindsomme beat, og som Claypool udødeliggør som en slackerhymne om arbejdsløshed og hashrygning kl. 4 om natten til Gøg og Gokke, spaghettiwesterns og porno, inden der lukkes med ‘Harold of the Rocks’ og en reprise af ‘To Defy the Laws of Tradition’. Førstnævnte er den mest sammenhængende og narrative af alle albummets tekster – tilsyneladende om fortællerens ven, der bliver narkoman, og nummeret har i sit metalliske groove klare tråde tilbage til tidligere nævnte Pere Ubu, og på den måde kan der også bindes en flot sløjfe, for hvad er det især, ‘Frizzle Fry’ kan – ud over at være et af historiens mest aparte metalalbum?

Det kan forberede din hjerne på at blive smeltet af The Residents og Captain Beefheart, det kan få dig til at undre dig over, hvorfor du aldrig har hørt Pere Ubu og Minutemen, eller Devo og XTC, det kan minde dig om, at Sting faktisk var OK som del af The Police i slutningen af 70’erne, OG det kan få dig til at værdsætte progrocken som andet end noget støvet noget for folk med briller. Så lever man med, at de eneste, der har turdet samle teten op efter dette aparte udspil, er Korn og, på en lidt anden måde, Tool. I stedet for at prøve med Korns debut, er du godt klædt på til at lade dig udfordre af ‘Trout Mask Replica’, eller, hvis du graver endnu dybere ned, Hampton Grease Band. Selvom du sikkert tænker, "sikke noget fucking larm", sådan som dine kollegaer tænker om metal. Sådan er der så meget.

“Free your mind, and your ass will follow”, som nogle af Primus’ foregangsmænd så præcist udtrykte det.

‘Frizzle Fry’ har man altid. Tillykke med de 30.


Musikvideoen til ‘John the Fisherman’. Hold øje med Kirk Hammetts cameo.