En konsolideret ondsindethed
Cryptopsy’s niende studiealbum lægger sig som den naturlige arvtager til forrige års comeback-album. Men er det godt nok?
Until There's Nothing Left
Dead Eyes Replete
Fools Last Acclaim
The Art Of Emptyness
Our Great Deception
Malicious Needs
Hvad er det egentlig med bands, der har årtier på bagen?
Man tillægger dem instinktivt mere vægt. Man lytter til dem med et andet sæt ører – og man tilgiver dem mere. Der er bare noget over bands, der får en revival. Måske især hvis man – som nærverende skribent – har haft Cryptopsys for genren ultra-vigtige album ‘Blasphemy Made Flesh’ og ikke mindst ‘None So Vile’ på heftig rotation gennem årene.
‘None So Vile’, der som canadisk milepæl kom smadrende hen over Atlanten og som en bunker buster penetrerede sig ned i det i forvejen udmærkede metalår 1996 – og i øvrigt på rareste vis dekorerede musikbutikkerne med sit nydelige albumomslag blandt Whigfield, Thomas Helmig og Rednex. Det var dengang, hvor man ikke streamede, men stod i Magasin i Odense som en ung gut, der netop havde opdaget metallens fortræffeligheder og lod sig lokke af covers, før man overhovedet fik lov at høre en tone. Et album, der har været med til at tegne en scene, og et album, der på den anden side også potentielt kan være hæmmende for et band små tredive år senere. For ærligt talt: Cryptopsy tabte pusten i nullerne. Men så pludselig, i 2023, ramte ‘As Gomorrah Burns’ som et fornyet vredesudbrud. En ny, mere melodisk og til tider “core”-klingende version af bandet viste, at de ikke bare var i live trods intense personaleskift – de havde stadig noget at sige. De var stadig hårdtslående, tekniske og relevante. ‘An Insatiable Violence’, bandets niende udgivelse, er af samme opskrift.
En slagkraftig intensitet
Der er smæk på Cryptopsys nye skive. Vitterligt.
Fra første sekund smadres du af Flo Mourniers vanvittige blastbeats. Flo, som er bandets eneste originale medlem (men som dog har formået at holde sammen på bandets længstvarende konstellation), straffer lilletrommen og forsøger aktivt at ramme dine trommehinder inden de endnu er parate. Forsanger Matt McGachys vokal veksler mellem dyb, luftig growl og manisk, skrigende udbrud – og i det hele taget er du i løbet af pladens første nummer ‘The Nimis Adoration’ klar over, at albummet meget vel kan være en naturligt lydende forlængelse af sin forgænger ‘As Gomorrah Burns’. Lyden er ultrakompakt og moderne, og ud over den altomsigsmadrende hurtighed og voldsomme brutalitet er der stadig gjort plads til den melodiøsitet og de små “roligere” stykker og elementer, som vi med forgængeren lærte at kende som en del af det nye Cryptopsys lyd.
Det er en opskrift, der virker. Numre som ‘Our Great Deception’, ‘Dead Eyes Replete' samt ‘Until There’s Nothing Left’ byder på helt og aldeles hæsblæsende smadder, der ikke giver mange muligheder for at nå at trække vejret.
Det er ondsindet og hurtigt, og guitarist Christian Donaldson leverer det ene molesterende riff efter det andet. Måske også på et sådant niveau, at man i særlig grad lægger mærke til, når bandet afviger fra den repeterende opskrift og byder ind med numre som ‘The Art of Emptyness’, der lægger ud med eftertænksom rolighed, en messende vokal og overordnet set mere melodi, variation og en moden, klædelig ro. Der er stadig smæk på, det er dødsmetalsmadder af fineste karat. Men variationen forstærker elementerne indbyrdes, som også på ‘Our Great Deception’ mod pladens slutning, der virkelig vinder på sin afveksling og sammensatte helhed. Det er chuggende, brutalt – og febrilsk hurtighed står over for nådesløst fjendtlig tyngde. Det er her, at pladen vinder (når den vinder). Når tyngden møder variation, opstår kontraster, som giver dybde.
Et aber dabei er pladens produktion, og samtidig giver en kritik af netop produktionen stof til eftertanke. Var man en ung gut i Magasin i 1996, var noget af charmen – og noget af det, der gjorde Cryptopsy brutale – bl.a. den organiske, “ikke-perfekte” lyd, som især ‘Blasphemy Made Flesh’ brillerede med. F.eks. lå enkelte slag på lilletrommen ikke altid præcist, og den overordnede håndspillede “rå” lyd trak ligesom bandets sound i en ond retning. ‘An Insatiable Violence’ er det modsatte – produktionen er perfekt. Alt ligger, som det skal, alt lyder godt og som tidsånden, men samtidig er lyden meget komprimeret og uorganisk. Og her kan man synes, hvad man vil – det er smag og behag – og for nogle af os er det måske vores egen alder og en tilbageskuende nostalgi, der kommer til udtryk; for Cryptopsys lyd og produktion anno 2025 er yderst moderne. Velspillet, teknisk og aldeles nutidig i sin produktion.
Lidt for perfekt, lidt for kedelig
Cryptopsy har med dette album konsolideret deres nye lyd – men produktionen er for perfekt.
‘An Insatiable Violence’ er et vanvittigt hårdt album, der med sikkerhed nok skal få pacificeret både dine øregange og din nabo. Det er et album med intensitet, fart og sniper-præcision. Men det er med sikkerhed også et album, der vil føles anonymt og ikke-varieret. Håndværket fejler intet, og ingen kan komme og sige, at Cryptopsy anno 2025 ikke er hårdtslående, men variationen er for lav, og ved gentagne lyt kan albummet føles anonymt. Lidt kedeligt endda. Det skiller sig ikke ud, byder ikke på overraskelser og bliver ikke en klassiker trods revival og en imponerende mængde mosh-pit-materiale.