ArcTanGent 2026: Det sidste år på Fernhill Farm

ArcTanGent samler det nysgerrige metalpublikum om musik, der nægter at gå den lige vej – en festivalweekend, hvor de skæve idéer får lov at fylde scenen.

Tilbage i foråret faldt jeg over en post, der annoncerede, at art rock-legenderne i Cardiacs ville genopstå for en enkelt aften til den britiske festival ArcTanGent. Som om det ikke var eksklusivt nok i sig selv, så nævnte samme post, at Cult of Luna og Julie Christmas også ville slå pjalterne sammen som en helt eksklusiv booking, der kun ville ske denne ene gang på ArcTanGent, hvor de ville genbesøge ‘Mariner’-pladen i anledning af, at den her i 2026 udkom for præcis ti år siden.

Med to så eksklusive bookinger tog det ikke mange dage for mig at bestemme mig for, at ArcTanGent skulle prøves som årets nye festivalindspark på min kalender - og her står vi så knap et halvt år senere!

Men hvad er ArcTanGent så egentlig for en størrelse? 
Hvordan skiller den sig ud i festivalgamet, og er den rejsen værd? 

Den progressive profil
Et hurtigt blik ned over årets line-up giver et klart billede om, at ArcTanGent søger bookinger i den mere eksperimenterende, mindre ekstreme ende af metalspektret. Post-metallen omfavnes af bl.a. Conjurer, Cult of Luna, Psychonaut og Svalbard. I den mere drømmende ende finder Alcest, Eivør, Chelsea Wolfe og Nothing også vej til plakaten, mens du også finder mere skæve indslag som de brasliianske avantgarde-tosser fra Papangu, den italienske sax-trio Zu, chiptune-fantasten Master Boot Record og førnævnte Cardiacs, mens du kan få dine mere elektroniske kicks dækket ind med Perturbators synthwave og Gösta Berlings Sagas instrumentale, synth-tunge eskapader. Savner du nogen indslag i den tungere ende, så er Napalm Death, High on Fire, det mere djentede indspark fra SIkth eller den progressive død fra Floating noget af det nærmeste du kommer, medmindre vi bevæger os helt over i anarkistisk noise som Believe in Nothing – og så er der selvfølgelig større navne som Igorrr og Primus til at samle os alle.

Det er med andre ord en festival, der stræber efter at booke kunstnere i den mere innovative ende, hvor metallen er omdrejningspunktet, med enkelte detours udi mere arty, noiserockede eller elektroniske afkroge. Er du mere traditionalist i dine metalliske tilbøjeligheder, så er det nok ikke denne festival, der ligefrem kræver din opmærksomhed at rejse for – men det er bestemt en festival, der er værd at holde øje med, hvis du har en forkærlighed for musik, der skubber lidt til grænserne uden nødvendigvis at følge de foreskrevne vers/omkvæd-skabeloner.

Når rammerne spiller
ArcTanGent startede ud i 2013 som et to-dages arrangement på Fernhill Farm, et åbent festivalområde 20 km syd for Bristol. En sommerfestival med masser af campister, der i modsætning til undertegnede fuldt forståeligt sparer sig selv for den lille times køretur frem/tilbage ad spinkle landeveje hver dag, mens et bredt udbud af fastfoodjoints og merchboder samt et intermistisk supermarked og en oplader-enhed gør livet en hel del lettere for dem, der har valgt at bosætte sig herude, langt væk fra alting.

I sand, britisk stil er drikkevare-udvalget lige så rigt på cider, som det er på øl – gode cidere, vel at mærke, ikke det danske teenagesprøjt – med både non-alkoholiske alternativer og softdrinks i den billigere ende, så du behøver ikke købe dig fattig i disse omgivelser

Den største kritik, jeg kan finde omkring rammerne i år, er det komplette fravær af netforbindelse herude på landet – så ethvert meet-up krævede enten forududgående aftale eller bare tilfældigt at falde over hinanden blandt de godt 5.000 festivalgængere på pladsen. 

Med det sagt, så valgte jeg at se det som en frihed væk fra forstyrrelser fra omverdenen – og samtidig bør det også nævnes, at dette er det sidste år, hvor ArcTanGent foregår her på Fernhill Farm, og den afholdes fremover i Gloucestershire-regionen mellem Bristol og Birmingham. Ifølge festivalen selv med udgangspunkt i samme størrelse og opsætning, omend endnu længere væk fra de større byer – så overvejer du at prøve ArcTanGent af, vil camping være anbefalingen herfra, hvis ikke du vil spendere flere timer dagligt på taxier eller shuttlebusser.

Hjernevriderne
Nå, men hvad var så toppen af proggen på ArcTanGent her i år, tænker du sikkert?
Og her springer mange oplevelser stadig op i baghovedet, her et par uger derpå, men allerførst de mere krøllede af slagsen.

Og ja, Igorrr var naturligvis et fænomenalt samlingspunkt for hele dette menageri af søgende metalheads, der går efter de musikalske udfordringer. Jovist, Gautier Serres vilde genrehybrid har efterhånden nogen år på bagen og leverede alt det, vi kunne forvente fra deres side. Den tunge puls. Den ekstravagante sopran. De absurde stilskift. De drømmende overgange. Den ekstreme intensitet.

Alt sammen til festivalens potentielt mest crowdede koncert overhovedet, alle dansende/hoppende/væltende rundt til hver en takt, de lagde for dagen. Jeg har set Igorrr en god håndfuld gange efterhånden, men det her er absolut den sjoveste af gangene, ikke mindst på grund af et publikum, der tydeligvis kendte hver en sang til fingerspidserne og havde en fest uden lige!

Ligeledes i headliner-afdelingen, så vil Primus altid have en særlig plads i mit hjerte. Og skal man tage de mange folk, jeg sludrede med på pladsen, på ordet, så var dette da også en væsentlig årsag til, at mange havde indløst billetten i år, og vi fik næsten alt det, vi kom efter. Les Claypools tørre humor, som han highlighter et random “Les for prime minister”-banner derude og kommenterer “Les’ gonna fix some shit!” – det er da lige ham, Storbritannien har brug for!
 

Faste indslag som ‘Wynona’s Big Brown Beaver’, ‘My Name is Mud’ og ‘Mr Krinkle’ inklusiv grisemaske og opret bas fik smilene frem, lige så vel som de efterhånden mere sjældent luftede ‘Shake Hands With Beef’ og Residents-coveret ‘Hello Skinny’. Der var ikke så meget tid til smalltalk, udover da Claypool råbte alle veganerne og vegetarerne op (“Uhhh I er stolte af det, hva?”), før han fortæller, at han spiste en vegetar her til morgen, og udnævner ‘Shake Hands With Beef’ til veganernes hadesang … noget, veganerne taknemmeligvis også kunne se det sjove i.

Dykker vi lige et par spadestik dybere, så skal man være en ualmindeligt kold skid for ikke at lade sig smitte af Papangus brasilianske prog-legestue. Vi snakker totalt overgearet prog-rock med et pift af 70ernes jazzede Canterbury-scene og et instrument-arsenal, der bl.a. inkluderer triangler og sirligt udvalgte squeaky toys. Papangu tager bestemt livet med et smil og er uimodståeligt tossede, som de navigerer sig smertefrit rundt i håbløse taktarter og konstant bevæger musikken i nye retninger, før vi når at blive alt for konforme ved noget som helst.

Et af den slags bands, der gør sig bedre live, hvor man kan se dem folde hele deres musikalske teater ud, og der blev bestemt ikke lagt låg på noget her. Hvis nogen af jer så dem på 1000Fryd ugen efter, så er jeg sikker på, at brasilianerne også må have leveret en fest af de helt særlige i de mere intime, nordjyske rammer!

I den helt anderledes forstyrrede ende faldt jeg under en intens regnbyge over det noise/sludgede, lokale foretagende Believe In Nothing. Med en sanger, der rasede mere ud nede foran de forreste rækker end oppe på scenen, og med hadet mod det britiske, politiske system langt udenpå tøjet fik vi tonset ørerne fulde med tunge breakdowns og en ubønhørlig lydmur af feedback, der på en eller anden måde faldt på et tørt sted, fordi det var så forbandet ægte, lige fra leveren. Næppe noget, jeg behøver udforske på plade, men de vil bestemt være et glimrende support-act i den mere ekstreme ende med al den energi, deres anarkistiske galde afføder.

Højdespringerne
Skal jeg highlighte de shows, der vandt mit hjerte mest udenfor det hjernevridende segment, så er der så absolut to shows, der bonner massivt ud.
Ofte er det ikke de navne, jeg indløser festivalbilletten for, der ender med at toppe kransekagen, men det var det indiskutabelt her.

Jeg har allerede lovprist Cult of Lunas genforening med Julie Christmas i en dedikeret anmeldelse. Det blev jeg simpelthen nødt til, som et varigt minde. Den opvisning var så elektrisk fra start til slut, at jeg stod som paralyseret med konstant gåsehud og sugede det hele til mig. Engang imellem skævende over til mine makkere, der tydeligvis havde det ligesom jeg. Den times throwback til det mesterværk, ‘Mariner’-pladen er, står stadig knivskarpt i hukommelsen som en af de største koncertoplevelser i mit liv, intet mindre.

I en helt anden boldgade, så var det sidste Cardiacs-show ikke blot en smittende dejlig åbningsdags-koncert til at komme ind i ArcTanGent-gamet, men i det hele taget en mere end værdig afsked med den unikke art rock-institution Cardiacs er. 

Ganske vist døde deres bandleder og omdrejningspunkt Tim Smith i 2020 ovenpå et slagtilfælde, der i mange år efterlod ham med dystoni (en svær bevægelsessygdom, red.), men de fik rundet karrieren bevægende af otte mand stærk, fortsat med Tims bror på bassen som eneste bindeled tilbage til starten i de sene 70ere. En koncert fyldt med energi og spilleglæde, ikke mindst fra guitarist Kavus Torabi (også arvtager for Daevid Allen i Gong), der fløj rundt på scenen som var det en leg, ligesom meget af Cardiacs’ musik.

På en time blev det ikke den koncert med mest rum til at dykke ned i kataloget, men den gav ikke desto mindre et herligt billede af det Cardiacs står for, med både den punkede puls lige på overdrevet og den art rockede legesyge intakt, og hvor materialet fra sidste års ‘LSD’ stod overraskende skarpt side om side med fx den lalleglade ‘Fiery Gun Hand’ eller deres lange livtag med den smukt twistede ‘The Everso Closely Guarded Line’.

Og nåja, da jeg tilmed så Shane Embury (Napalm Death-bassist) stå og skråle med flere gange undervejs, så stod det kun dét mere klart, at det her var en koncert af de helt særlige, tydeligvis også med masser af crossover-appeal til de mere metallisk stemte.

Maruja stod også højt på listen, og var endnu engang et powerhouse, ligesom sidst jeg oplevede dem på Roadburn i foråret. Fra deres hidsige take på ‘Bloodsport’ til afrundingen med den fænomenale ‘Look Down on Us’, begge fra sidste års ‘Pain to Power,’ fik Harry Wilkinson samlet teltet med sit hårde flow og sine store armbevægelser, omend det var lige så meget saxofonist Joe Carroll, der bar bandet ud over scenekanten.Tre gange var han ude i crowden, den ene gang helt i bunden af teltet med kablet spændt to the max, mens han spillede indfølt på vejen tilbage, omringet af et opslugt publikum. 

Der gik indimellem lige lovligt meget attitude og paroler i foretagendet, hvor det musikalske trådte en smule i baggrunden, og selvom det da er svært ikke at købe ind på statements som fx, at “This festival is a testament of solidarity and love”, så nåede det dog musikalsk ikke helt samme højder denne gang som på Roadburn – men mindre kunne bestemt også gøre det.

Og endelig, i den mere følte afdeling havde mine danske sidekicks talt mig varm på islandske Agent Fresco. Jeg kendte dem kun ved navn, og det kan jeg så i bagklogskabens lys undre mig over. Det første, der slog mig, var deres lighed med norske Leprous. Arnor Dan Arnarsons lyse fraseringer kan i hvert fald let forveksles med Einar Solbergs ditto, og det kan gudskelov ikke mærkes, at bandet har været på stand-by siden pandemien. Det er da i særdeleshed også deres seneste album, ‘Destrier’ helt tilbage fra 2015, der står på sætlisten, og bandet kommer godt rundt i følelsesregisteret med både inderlige øjeblikke og metalliske udbrud til at spille op mod hinanden og tilføje showet masser af dynamik. Hvad netop dynamikken angår må jeg også hylde, at hele bandet spiller keys på skift i løbet af sættet, afhængig af hvad den enkelte sang afkræver – de er tydeligvis ikke blot gode sangskrivere, men også musikere, der har sit på det tørre. 
Lad os endelig snart få den der opfølger! Så vil jeg lige få terpet det fortabte i mellemtiden …

Gösta Berlings Saga kunne også nævnes, omend deres instrumentale synthflader manglede lidt af den gnist, jeg ellers plejer at høre fra dem. Napalm Death var som altid en energibombe uden lige, med Barney i fuld adrenalin-mode de tyve minutter jeg nåede, inden Igorrr trak på hovedscenen.

Og Perturbator var et tilløbsstykke som lidt af en musikalsk afstikker, men en cool en af slagsen, omend han er en af de kunstnere, man kan se et kvarter af, og så er resten altovervejende more of the same. Det er sejt og pumpet, bassen styrer og alt det der, men det nåede ikke helt de samme højder denne gang som f.eks. i Den Grå Hal sidste år.

Alt i alt en stærkt AcTanGent-debut her på Fernhill Farms faldereb inden flytningen længere nordpå næste år. Ingen navne er offentliggjort endnu, men under alle omstændigheder en festival, der absolut er værd at skrive bag øret, hvis du er søgende i dine musikalske præferencer og kan lide at blive udfordret lidt i din grundvold, uden nødvendigvis at bevæge dig alt for langt væk fra metallens udgangspunkt.