RF'14: Malplaceret barmusik

Populær
RF'14: Malplaceret barmusik

Roskildes Avalon-scene var mildt sagt ikke ideel til Les Claypools country- og blues-fortolkninger af hans egne og forbilledernes sange. Den sarkastiske californiers jokes faldt til jorden, mens publikum utålmodigt og forgæves ventede på Primus-hits.

Dato
04-07-2014
Genre
Trackliste
1. Wynona's Big Brown Beaver
2. Amos Moses
3. Booneville Stomp
4. The Bridge Came Tumblin' Down
(Master of Puppets + Too Many Puppies)
5. Red State Girl
6. Man in the Box
7. Battle of New Orleans
8. Buzzards of Green Hill
9. Pipeline
10. Stayin' Alive
11. Jerry Was a Race Car Driver
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
2

Det er de færreste, der ikke anerkender Les Claypools evner som bassist. Mange hævder, at han er "verdens bedste" på den firestrengede. Og få har da også bevæget sig så bredt blandt genrerne som den nu 50-årige californier, der fortsat kendes bedst for sit funky og alternative metalband, Primus, der havde deres storhed i 90'erne, og som man enten elsker eller hader. Uanset hvad med passion.

Primus' gakkede og ironiske tegneserieunivers er lige dele The Residents, lige dele Frank Zappa, men med metalliske riffs ofte signeret den tidligere Possessed-guitarist Larry LaLonde. De seneste 10 år er Claypools gamle hovedforetagende dog nærmest gået hen og blevet et sideprojekt, som han med mellemrum turnerer med, og han har i stedet foldet sig ud i en lang række mere eller mindre bizarre projekter.

Først i supergruppen Oysterhead med The Police-trommeslager Stewart Copeland og Phish-guitarist Trey Anastasio, og siden som solist, oftest med backingbandet Frog Brigade i forskellige konstellationer. Han har også skrevet musik til en række tv-serier (bl.a. South Park) og film (bl.a. Pig Hunt), og han har været gæstemusiker på album af alle fra Tom Waits og Adrian Belew over Jerry Cantrell og Gov't Mule.

Så Claypools karriere minder efterhånden mere om en jazzmusikers, sådan som han lader talentet folde sig ud som en bevidsthedsstrøm, men hans seneste påfund Duo de Twang er et af hans mest jordnære og desværre også mindst interessante. Sammen med barndomsvennen, den tidligere M.I.R.V.-guitarist Bryan Kehoe, er han rejst rundt med akustiske fortolkninger af egne og forbilledernes sange, og i hjemlandet har spillestederne primært været intime klubber. Det ville sikkert også klæde musikken bedre, end Roskilde tredjestørste scene, den nye Avalon, endte med at gøre. For de fem kvarter, Claypool diskede op med, endte mest af alt som en langtrukken joke, snarere end en intim time med basekvilibristen og hans sidekick.

Obskure fortolkninger

Det feststemte eftermiddagspublikum var kommet for at høre hits – måske ikke overraskende, men, givet, en smule naivt, Claypools uforudsigelighed taget i betragtning – og koncerten startede da også med en bastardiseret udgave af Primus' MTV-hit 'Wynona's Big Brown Beaver', med Les Claypool trampende på en stompbox og spillende på en specialbygget halvakustisk resonator-bas af en slags, som normalt kun fås som guitar. Og ved sin side havde han altså den langskæggede Kehoe med cowboyhat, der føjede slideguitar til løjerne. Det var naivt at forvente hits, for duoen tog afsæt i deres album fra tidligere på året, 'Four Foot Shack', der indeholder en række skæve fortolkninger hentet fra hovedpersonens egen karriere samt en række skrevet af musikere, der har inspireret ham.

Festivalpublikummet kløede sig forudsigeligt nok mest i håret eller faldt i snak med sidemanden, når duoen kastede sig ud i countrymusikeren Jerry Reeds 'Amos Moses', "Canadas Johnny Cash" Stompin' Tom Connors' 'The Bridge Came Tumblin' Down' eller rockabilly-protestsangeren Johnny Hortons levering af Jimmy Driftwoods 'The Battle of New Orleans'. Det var simpelthen for obskurt for den gængse Roskilde-gænger, og Claypool kvitterede med halvbitter sarkasme og insiderjokes med Kehoe, mens han betragtede Roskilde-gengangeren "rumvæsen knepper en ko" samt en publikummer, der havde valgt at spænde øldåser på sin kasket.

Henover hovederne på publikum

"Det her er min 'fuck off'-ferieturné", proklamerede Claypool, som mente, at han spillede på en metalfestival at dømme efter fredagens program, og koncertens største jubelbrøl indtrådte da også, da han drillede med introriffet til Metallicas 'Master of Puppets' og Primus' egen 'Too Many Puppies'. Men ellers var der langt mellem sangene, som publikum fattede nogen som helst interesse for, om end de to hentede lidt ind på opbakningen mod slut med deres transformation af Alice in Chains' 'Man in the Box', der er et af albummets bedre påfund, og The Chantays' surfrock-instrumental, 'Pipeline', tilsat et intermezzo med Kehoe som italiensksyngende Pavarotti-tenor, hvilket fik publikum til at bryde ud i fællessang.

Men det hele kom hurtigt ned på et irriterende gimmickplan med en irriterende fortolkning af Bee Gees' alletiders anstrengende discohit 'Stayin' Alive', som Claypool da også introducerede ved at sige, at "den næste sang vil 80 % blandt publikum elske, mens de resterende 20 % hade den". Vi er ALTID i undertal her på stakkels Devilution! Duo de Twang lukkede med endnu en insisterende transformation af Primus-hittet 'Jerry Was a Race Car Driver' i en version, der gjorde sangen umulig at kende og med en lille snas af Jimi Hendrix' '3rd Stone from the Sun' flettet ind i midten, hvilket de færreste vist bemærkede. Og det var meget sigende for den mislykkede koncert, at trefjerdedele af de fem kvarter gik henover hovederne på publikum, men det var godt nok heller ikke et særligt festivalegnet setup, Twang-duoen kom med.