Synthens triumf i silhouetternes skær
Perturbator løfter på 70 minutter Den Grå Hal til fuldt pumpende synthwave-ekstase.
Efteråret går på hæld, og kulden har varslet sit indtog, som jernhesten sender mig i retning mod Staden. Efterhånden primært et sted jeg besøger, når Loppen har noget stærkt i ærmet, men i dag er det altså Den Grå Hal, der lægger hus til tunge synthflairs i en lind strøm.
På eventen står der start kl. 19:45, og bassen kan derfor høres på lang afstand, da jeg nærmer mig hallen fem minutter derefter. Fremmødet er tyndt, så det tager ikke mange sekunder at finde vej frem – og gudskelov for det, eftersom en bartender sidenhen oplyser mig om, at Gost gik på et kvarter før tid, og med en halv time til rådighed når jeg således kun meget lidt af deres deres kradse synthwave-eskapader. Et sløjt grundlag for at nå at komme ind i noget som helst, men en solidt cyberpunket intro til aftenens program, hvor keyboardist og altmuligmand James Lollar får fyret godt op for energien i den kolde hal, akkompagneret af den energiske bassist, der med sin metalliske vildmandsattitude og lidet hørbare separering fra den elektroniske puls i lydbilledet reelt mere fremstår som en gimmick – men sejhedskvoten er høj her, og når man kun når godt otte minutter af sættet, så er det i hvert fald ikke mætningspunktet, der bliver pirret her.
Flere venner melder sin ankomst, lige som Gost er ovre, fordi de et andet sted havde set kl. 20 oplyst som koncertstart – og således kan man diskutere Den Grå Hals evner til at formidle retvisende, men det har nu også sin charme på sådan en trodsig, Ungdomshus-agtig måde.
Så er vi da i det mindste klar til aftenens introverte mellemregning i form af Kælan Mikla – et band, der svælger i post-punket mørke og kølige synths, sortklædte og med en sanger, der gør sit til at incitere sig ind under huden på islandsk med sortmalede rande under øjnene. Det er bestemt ikke svært at høre, hvorfor Robert Smith har et blødt punkt for de tre islændinge, for viben er meget lig The Cures klaustrofobisk minimalistiske lyd anno ‘Faith’ eller deromkring, omend Reykjavik-trioen aldrig rigtig får tilsvarende blod på tanden som de åbenlyse forbilleder. Bassistens rolle virker også her jævnt overflødig, som hun står og vugger uden reelt at spille særlig meget, når det kommer til stykket, mens det til gengæld er keyfladerne, der står skarpest, som de svælger i interferens og glissando-goth.
Hvor atmosfæren ulmede mere, da jeg sidst så dem på Roadburn tilbage i 2022, så går det dog her lige lovligt meget i tomgang uden rigtigt at bevæge, i det mindste indtil ‘Sólstöður’ sent i sættet forløser med et mere bistert skær under de rituelle, fælles skrig, der binder nummeret sammen. En kant, de ellers mangler – men det er nu generelt heller ikke dér, at Kælan Mikla står skarpest. Et show, der mest af alt tjener som en kontrast for aftenen, omend desværre en jævnt blodfattig en af slagsen.
… men dét er lykkeligt glemt, så snart James Kent indtager scenen! Personificeringen af Perturbator, der sammen med bl.a. Carpenter Brut henover det sidste årti har været blandt bannerførerne indenfor synthwavens opblomstring. Samt, ej at forglemme, en karismatisk personlighed, der udover sit store arsenal af keys i alle afskygninger også har en vild attitude fra scenekanten. Forestil dig at headbange som ham, nonstop hver eneste dag på en hel turné. Det kræver sin mand, men bestemt også dedikation, teknik – og en nakke, der kan holde til presset selvfølgelig, men voksentænkning aside, så er attituden, parret op med aftenens kontrastfyldte lyssætning, nogle af Perturbators stærke virkemidler i aften. Dét sammen med live-trommeslageren, der undervejs løsner behændigt op for de elektroniske former bag sine gennemsigtige trommeskind, og så naturligvis sangkataloget.
Hvor stilen tidligere har været en kende mere minimalistisk, så er der med årene sneget sig mere variation og dynamisk sangskrivning ind i materialet. ‘Excess’ hærger tidligt i sættet afsted som et mere beefed up elektro-take på tidlig Nine Inch Nails, inden Depeche Mode’ske tematikker fører nummeret til ende. ‘Apocalypse Now’, deres Ulver-collab, bibeholder dens gothy præg, inklusiv alle de små taktmæssige twists undervejs, og den slick produktion fra studieudgaven er lykkeligt glemt i live-situationen.
Finesser er der i det hele taget masser af, som fx i den formidable ‘Future Club’, et af sættets højdepunkter, der flyder og pumper med pulsen i højsædet, hvor Kents øre for gode bangere for alvor kan mærkes og får hele hallen med. Vi tages gang på gang helt ned i gear og føres abrupt hårdt op igen, med den tunge bas til at få energiniveauet op henover de glinsende synths.
Langt hen ad vejen er det Perturbator, lige som vi kender ham. Med noget af den bedste lyd, jeg til dato har hørt i Den Grå Hal, måske netop fordi det går perfekt i spænd med hallens industrielle kulisser. Bassen trykker som den skal i brystkassen. Kent bærer scenen med en kølig arrogance, på den fede måde forstås. Med uforcerede, små vink med underarmen pisker han stemningen op, og med ham og Dylan Hyard bag trommerne som silhouetter, spiller de visuelle virkemidler effektivt i aften.
Jovist, så er de musikalske virkemidler relativt hurtigt identificeret – og derfra handler det så i høj grad om, hvorvidt man tænder på pulsen og drivet eller ej. Repertoiret er som sagt blevet mere klart defineret med årene, som reelle sangkonstruktioner, men som altid med metallens kontrastfulde nuancer og den massive bund for øje, og i aften taler den opskrift kun Perturbators sag. Stadig med samme grundnerve som fx til hans overlegne teamwork med Cult of Lunas Johannes Persson på Roadburn i 2022, men hvert show har sine forcer.
Repræsentationen af metalheads er høj i hallen, og man forstår udmærket hvorfor. Da ‘Neo Tokyo’ sætter i gang, resulterer det i en af de der situationer, hvor folks prompte reaktion munder ud i en øl, der pludselig vælter ud over mig, ingen ved hvorfra, og således når dansegulvet med ét et endnu højere gear.
Det er, hvad Perturbator kan, og selvom 70 minutter måske føles lidt til den korte side, så er det også en kunst at sikre, at intet er overflødigt – og dét er der intet, der er i aften! Vi får pirret grænsen mere og mere lige til det sidste, og derefter er aftenen fortsat ung. Tak for det, og for endnu en stærk opvisning i alt det, der fortsat gør Perturbator til en ener på den elektroniske scene her i 2025!
Gost: For kort tid til bedømmelse
Kælan Mikla: 2
Perturbator: 5