RB'22: Lørdag - Distortion på stand-by

En dag i de udsvævende eksperimenters navn, hvor Kælan Mikla endte som stærkeste kort i den ydre periferi af Devilutions profil, mens Hangman's Chair og Dödsrit undtagelsesvis mindede os om vores vante profil.

Ikke at der ikke var metal at opstøve i krogene. Full of Hell havde jo under hele festivalen fire chancer for at overbevise os om deres bidske lydinferno, hvor lørdag var dagen for deres collab med Nothing. Man kunne også space den ud med Slift, se Hunter Hunt-Hendrix fremføre hele Liturgy-pladen 'H.A.Q.Q.' eller tage til nogen af de sent annoncerede surprise-shows med Gnod og/eller Primitive Man. Og endelig kunne man også bare lade være og i stedet nyde hele det øvrige overflødighedshorn af lyduniverser, som Roadburn nu engang tilgodeser, og her var lørdag så absolut den mest oplagte dag til at udforske løs med åbent sind.

Vi slog følge i taxien til 013 med to syrehoveder fra Göteborg. Den ene, havde jeg bemærket, bar en ny Hawkwind-trøje på hver dag, og vedkommende havde været på Roadburn hvert år siden 2006, hvor netop Hawkwind og Ozric Tentacles var blandt festivalens hovednavne. Selvom festivalens musikprofil har ændret sig væsentligt videre fra den snævre doom/stoner/psych-vinkel, der herskede i 00erne, så er det dog stadig fritænkningen og den eksperimenterende natur, der gennemsyrer programmet, og på den vis er det nu skønt at se, at man stadig møder så mange festivalgængere i Tilburg, der har fulgt Roadburn i årevis i en søgen efter nye impulser fra de mere ukonventionelle ender af musikverdenen.

Søgende var da også præcis, hvad Jo Quail var i dagens anledning. På de lukkede døre til Main Stage stod der, at man ikke måtte tale under koncerten, og begge barer i salen var lukkede, så intet stod til at forstyrre cellistens intense, klassiske musik med hyret orkester og hele moletjavsen. Så intenst og afdæmpet, at jeg simpelthen måtte erkende, at der skulle mere fart over feltet for at få sparket lørdagen i gang. Udenfor mødte jeg fotografen i baren, som gudskelov var kommet til samme konklusion, og med en jordbærvodka og cola i hånden drog vi hastigt videre til Engine Room, hvor der stod oldschool-black på tapetet i form af den unge franske trio Sordide. Ikke, at det gjorde situationen bedre på nogen måde – primitivt, rodet og uinspireret var den fælles dom, og vi satte os ud i solen og gemte kræfterne til dagens første højdepunkt, i form af sjæler-doom med Hangman's Chair på naboscenen.



Derfra var der fri leg for alle pengene. Selvom jeg havde semi-lovet Kanaan at kigge forbi til deres fuzzy gennemgang af 'Earthbound'-pladen, var der ikke så meget at gøre nu, hvor de stoppede samtidig med Hangman's Chair. Årabrots tungrock føltes hurtigt for ordinært til reelt at fange min opmærksomhed, og hvor jeg ellers havde set frem til Five the Hierophants instrumentale doom-ambiente lydbilleder med blæs, så gik der ikke længe, før det blot lød som endnu en omgang af den sædvanlige doom/stoner-opskrift, man har hørt tusinde gange før – bare med blæs.



Islandske Kælan Mikla har rumsteret meget i krogene i den senere tid, så når nu muligheden bød sig, kunne man lige så godt se, om hypen havde noget at have det i. Det havde den. Selvom vi ikke fattede et ord af deres originale, islandsksprogede eventyrfortællinger, så var deres post-punkede synthpop svært uimodståelig og tilføjede lidt rytmisk schwung til træbenene, hvis man da måtte have glemt, at de kan bruge til andet end at stå og gå. Efter at have købt vinylen gik turen desværre lidt for hastigt videre mod Next Stage; for Kælan Mikla fik tilsyneladendene besøg af Neige fra Alcest, som de turnerede med i 2020, i slutningen af sættet.



Nuvel – man kan ikke nå det hele, og i dette tilfælde blev The Holy Family favoriseret. Et projekt, jeg udelukkende opsøgte, fordi jeg tilbage i 2004 på Pumpehuset så Fantomas fremføre hele 'Directors Cut'-pladen, hvor de havde en engelsk art rock-trio ved navn Guapo med som support. Et band, jeg har dyrket lige siden, og som har klare bånd til Magma og RIO-scenen i slut-70erne, og Guapos trommeslager har tydeligvis trukket på de samme inspirationer i sit nye projekt The Holy Family.



Vi snakker udknaldede mellemøstlige tonegrupper (ikke ulig de spæde udgivelser fra kraut-ensemblet Embryo) med gruppens freaky guru af en vokalist i centrum, siddende i sin spraglede kjortel og trippende ud med udsyrede effektpedaler og et percussionboard. Uanset hvor absurd en tidsrejse man befandt sig på tilbage til 70'ernes mest udtjaldede lydkulisser, så må man tage hatten af for dedikationen, men det krævede nu alligevel en vis tjalderkvote at følge en sådan koncert til dørs.

Jeg havde også endnu min første Ulver-koncert til gode, og når de spillede i nabolokalet, skulle man da være et skarn for ikke endelig at få givet dem et skud – selvom der unægtelig er meget langt fra 'Bergtatt', som i sin tid var med til at åbne mine øjne for black metallens væsen, til 2020's 'Flowers of Evil', som her blev spillet i sin helhed. Ikke at jeg ikke har set charmen i dele af overgangsstadierne, hvor jeg fx altid har syntes 'Teachings in Silence' (2004) fortjente meget mere opmærksomhed, men det må vendes ved anden lejlighed.



På Main Stage fik vi en langt mere Depeche Mode-venlig, electro-tung side af Ulver at se, hvor ikke mindst den visuelle side blev betonet. Et stort klæde var sat foran scenen, hvor en projektør tilføjede dynamisk kolorit til lydbillederne. Mere spraglede kollager end billeder, der reelt uddybede de lyriske koncepter, og her kunne Ulver have vundet meget ved at bruge lærredet til mere historiefortælling end bare at lave en opdateret projektion af Windows Media Player. Men musikken er dog trods alt det centrale, og her må jeg fortsat tilstå at mangle nøglen til at føle Ulvers udvikling anno 2022, uden der dog i øvrigt skal sås nogen tvivl om, at deres evigt eksperimentielle natur ligger lige til Roadburns højreben.



Så hvad gør man så?

Man runder selvfølgelig dagen af med et skud black for at minde sig selv om, at metal nu engang er vores sande hjemmebane. Og gudskelov i god tid. Hall of Fame var propfyldt til Dödsrit allerede 15 minutter før koncertstart, men os, der nåede det, holdt på pladsen og blæren så længe og nød en af årets definitive Roadburn-øjenåbnere inden for den hårdere ende af metalspektret.



En koncert, der gerne måtte have fortsat længere endnu, men når nu det ikke kunne være anderledes, så måtte vi jo selv holde den gående. Det var trods alt den sidste aften, hvor man rigtig kunne nå at feste igennem, så de sene nattetimer gik med procenter på den lokale rockbar og i Next Stage, hvor en dj ravede den lige lovligt meget ud, og så måtte vi trods alt give efter for, at ørerne og kroppen ikke magtede mere.

Måske ikke så dumt endda, at ørerne kunne få lidt ro indtil kl. 15 næste dag, hvor det flittigt omtalte clash mellem Devil's Trade og John Cxnnor skulle stå sin prøve ...