Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RB´22: Lyset tilbage til fremtiden

Updated
_XTD7819
_XTD7686
_XJD7319
_XTD7760
_XTD7827
_XTD7767
_XTD7842
_XTD7868

Tro mod Roadburn-traditionen bød 2022 på et væld af samarbejder, hvor især ét tiltrak opmærksomhed – mødet mellem synthwave-ikonet Pertubators James Kent og post metal-legenderne Cult of Lunas Johannes Persson.

Spillested
Dato
22-04-2022
Trackliste
1. Nothing Will Bear Your Name
2. In the Void
3. It Came with the Water
4. Final Light
5. The Fall of a Giant
6. Ruin to Decay
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
666

Måtte nogen af de to navne være ukendte størrelser er det højst sandsynligt mere af modvilje end noget andet. Som en ven konstaterede inden showet, så var Pertubator hans favorit indenfor den elektroniske scene, mens Cult of Luna var et af hans yndlinge indenfor metal-verdenen, og med det udgangspunkt kunne dette jo nærmest umuligt blive større for ham, og mange andre i salen for den sags skyld. En éngangs-forestilling, en unik konstellation, som oprindeligt blev booket til programmet i 2020, men altså fik et par år ekstra til at modnes og finpudses, inden 'Final Light', som projektet blev tituleret, skulle stå sin test i Tilburg.

For de ubevandrede er James Kent énmands-hæren bag Perturbator, som sammen med Carpenter Brut i de senere år har været nogen af de dominerende kræfter indenfor synthwave-genren. En genre, hvor kold, pumpende electronica møder en hård 80er-æstetik. Kents egen baggrund i black metallens verden sætter derudover sit aftryk på atmosfærerne og drivet i Pertubator-lyden.

Cult of Luna derimod er garvede veteraner fra post metallens gryende år i løbet af 00erne, der over årene har perfektioneret deres kolde, atmosfæriske stil, hvor især 'Mariner' (som i øvrigt tidligere er blevet fremført i helhed med Julie Christmas på Roadburn) og 'The Long Road North' fra tidligere i år har bidraget fremragende til fortsat at holde svenskerne relevante i nyere tid. Som primus motor har Johannes Persson (som vi i øvrigt interviewede tidligere i år) brugt Cult of Luna-navnet til at katalysere sine frustrationer, sine indre og ydre dæmoner gennem tunge, metaliske lydbilleder, og det er netop auditivt her, hvor mødet mellem Kent og Persson skulle stå sin prøve fredag eftermiddag.

Og hvilken prøve!

Settingen var for så vidt enkel. Kent bag sit keyboard-arsenal. Persson som den bastante guitar-klippe foran Orange-stacken i højre side. To trommeslagere bag dem, der altovervejende synkront lagde den militante, pumpende bund. Alle klædt i sort, alt visuelt skåret ind til benet undtagen lidt søgende projektører og udsyrede backdrops. Vi er først og fremmest kommet her for at lytte, og lyttelapperne kom i spil i stor stil.

Kent lægger ud med dystre, svævende synthlag som taget ud af Tangerine Dreams 'Sorcerer'-soundtrack, inden Persson bryder lydfladen med en løves aggression og tonalt minimalistiske riffs, der perfekt flankerer Kents boblende lydbølger. Kolde og atmosfæriske træk går igen i både Perturbators og Cult of Lunas univers, og det er netop de to træk, suppleret med Kents pumpende energi og Perssons aggressive tone, der lynhurtigt får denne commission til at gå op i en højere enhed. Kent afveksler mellem de tunge, brede lydflader og den mere glissando-tematiske tidsrejse tilbage til 80ernes lydtapeter, mens Persson supplerer med gutturale brøl og enkle, men effektive riffs, og på den måde gør de for så vidt begge det, som vi kender dem bedst for.

Vi kender dog nok alle de ligninger, hvor en og en giver tre, og man skulle være utroligt malplaceret og fraværende for ikke at fange magien i rummet lige her. Især 'It Came in the Water' vandt hjerter for dens slæbende tyngde, der vakte minder om Hypocrisy i sine tungeste heydays (tænk 'Apocalypse' og deslige), men idet koncerten fungerede som én lang seance uden opbrud eller unødvendig snik-snak bør det også behandles som sådan.

En 45minutters forestilling, der illustrerede, at Kent og Persson havde taget deres teamwork meget seriøst, brugte hver af sine forcer til at bevæge sig mod et højere tredje og lod trommeslagerne supplere hinanden uden at stjæle rampelyset fra de mere dominerende elementer. Fuld cadeau for dedikationen, og fuld plade til Roadburn for at tænke i disse baner – vi ser ikke så lidt frem til at høre, om det kommer til at virke lige så effektivt hjemme i stuerne, når studieindspilningerne af  'Final Light' ser dagens lys den 24. jun.