Den ekstrametalliske dimension: The Cure – ‘Faith’

Vi går metallisk til værket og undersøger, hvad der er at komme efter på Roskilde-hovednavnets tredje plade fra 1981 – når nu det tydeligvis er efterfølgeren ‘Pornography’, der er deres metalplade.

Første gang jeg hører ‘Faith’, er midt i mit livs værste trip i en død værftsby. Vi har røget pot hos en vens lædervestklædte storesøster på betingelse af, at hun måtte høre ‘Goodbye to Romance’ på repeat hele aftenen. Hendes kæreste havde været sammen med hendes veninde eller noget, og jeg har spist hashkager. Først på vej hjem gennem stinettet er virkningen indtrådt, og jeg har haft det vildeste angstanfald i mørket mellem træerne. Nu sidder jeg hos en af mine venner, som har sat ‘Faith’ på, fordi han er lidt ældre end os og punker og hører sådan noget, mens vi andre bare hører metal, og jeg sidder og fokuserer på de enkelte detaljer i musikken, der får alt andet til at fortone sig. Hører kun lilletrommen og bygger min egen musik op rundt om slagene inde i hovedet, følger baslinjerne og har vokalen som et svagt ekko langt væk. Det er ikke rigtig noget, jeg får det bedre af, og min ven aer mig betænksomt lidt for langt oppe ad låret og læner sig ind over mig for at kysse mig.

Det er med andre ord den perfekte ramme at opdage The Cure i; jeg vælter ud på badeværelset og brækker mig ud over det hele. Da jeg kommer ind på værelset igen, har han taget pladen af og tændt for tyrolerporno, og side om side i sovesofaen falder vi i søvn. Som det nu er med sådan noget, er det selvfølgelig først på afstand, at man kan tillægge sådan en oplevelse en dybere betydning for én; i første omgang betyder det bare, at der går yderligere nogle år, før jeg lærer ikke at hade The Cure instinktivt.

Det er uforholdsmæssigt let at gøre i de år, hvor ‘Lullaby’ kører i loop i de alternative musikprogrammer og er ulideligt skabet og belastende, inden ‘Friday I’m in Love’ cementerer The Cures status som uudholdeligt lalledepri popkrukker. De tidlige 80’eres gravkammergrå gothpunk er uendelig langt væk og fuldstændigt ude af den offentlige bevågenhed. Den eneste, der rigtig står tilbage som ikon herhjemme i de tidlige 90’ere, er digteren Michael Strunge, der i 1986 begik selvmord og derfor nyder en særlig status. Han havde fundet en art sjælevenner i The Cure, der var lige så teatralske i deres romantiske nihilisme som ham selv, og skrevet digtet ‘December’ om at ville høre ‘Faith’ og ikke kunne finde ud af at tænde sin forstærker, blive vred på sig selv, og så begynder det at sne, og alt er vidunderligt trist. Det er ikke ligefrem et digt, tiden har været nådig ved, men da jeg som alle andre får ‘Samlede Strunge’ i studentereksamensgave, er det alligevel ét af dem, jeg noterer mig, og det får mig til at samle ‘Faith’ op, genkende den fra teenageværelset en håndfuld år tidligere og høre den på en helt anden måde nu.

Bindeleddet
På ‘Faith’ var The Cure i en transitionsperiode. Debuten ‘Three Imaginary Boys’ to år tidligere i 1979 havde været en temmelig forhastet og noget anonym postpunk, og mens efterfølgeren ‘Seventeen Seconds’ året efter havde været en radikal kunstnerisk udvikling, var der stadig spor af debutens letbenethed på den. De er definitivt væk på ‘Faith’, der leder frem mod den plade, der for mange står som The Cures hovedværk: ‘Pornography’ fra 1982. I hvert fald mange af de metallere, der har en faible for The Cure. Det er på sin vis oplagt, at ‘Pornography’ skulle appellere til et metalpublikum: Alene åbningslinjen “it doesn’t matter if we all die” indikerer en vis tematisk genkendelighed, og pladen er som helhed lige så overstyret og overtydelig, som metal er, når det er bedst. Eller værst, alt efter temperament. Den er kulminationen på The Cures depressive gothpunk-periode; bagefter går de i en langt mere poppet retning og spiller sig ind på hitlisterne. 

Men jeg kan bedre lide vejen dertil end endestationen. På ‘Faith’ antyder The Cure stadig ting i stedet for at pinde det hele fuldstændigt ud, som de gør på ‘Pornography’. Mens ‘Pornography’ er klaustrofobisk at lytte til, er der masser af rum rundt om alting på ‘Faith’. Det var ikke kun hashen, der lod mig fokusere på enkeltdelene tilbage på det værelse: Trioen holder tilbage gennem alle otte sange. Når synthesizeren flyder ud over det hele på ‘The Funeral Party’, reduceres bassen til en helt simpel figur – der i øvrigt får sangen til at lyde som en forløber for temaet til ‘Twin Peaks’ – trommerne er minimale, og vokalen flyder afsted med synthen, mens guitaren kun lige klimprer lidt til allersidst.



Det er en afpillet og elegisk tristesse, man stilles over for på ‘Faith’. Selv ikke de hurtigere og mere punkede sange ‘Primary’ og ‘Doubt’ opleves konfrontatoriske på samme måde som bandets foregående og efterfølgende plader. De to pladesider er bygget symmetrisk op: Først en dyster hymne båret frem af en baslinje i ‘The Holy Hour’ og ‘The Funeral Party’, så en hurtigere sang, der peger tilbage mod den foregående plade. Derpå opløses det hele i de narkotisk dub-påvirkede ‘Other Voices’ og ‘The Drowning Man’, inden det samles i den næsten new romantics-agtige ‘All Cats Are Grey’ og den Joy Division-klingende titelsang. ‘Faith’ som helhed er lyden af at give op og give sig hen til den tilstand af at have givet køb på alt håb.



Det var inden for en uge, jeg selv endeligt gav efter for The Cure: Først læste jeg Strunge-digtet, så købte jeg ‘Faith’, og så tog jeg på Roskilde Festival, hvor The Cure headlinede det år. Jeg husker den koncert som én lang erkendelse af, at alle de her popsange, jeg havde brugt så mange år på at hade, kunne jeg alligevel ikke lade være med at holde af. De var blevet en del af mine teenageår, som jeg var på vej ud af nu. The Cure spillede ingen sange fra ‘Faith’, men sluttede med singlen ‘Charlotte Sometimes’, der udkom i forlængelse af pladen. Selvom koncerten på samme festival i 2001 havde form af en mindekoncert for ofrene for ulykken året før, fordi The Cure skulle have spillet efter den tragiske Pearl Jam-koncert, var der heller ingen sange fra ‘Faith’ med her. Det kommer der efter alt at dømme heller ikke til at være, når The Cure lørdag d. 6. juli spiller på Roskilde Festival for syvende gang.

‘Faith’ står tilbage som en parentes i bandets 43-årige historie. Et bindeled mellem de mere kendte ‘Seventeen Seconds’ og ‘Pornography’, en uvant tilbageholdt og afdæmpet plade fra et band, der har gjort det til sin metiér at være alt, alt for meget.



Hvor langt væk fra metal er det her?
Det er i hvert fald længere væk, end efterfølgeren var det. Helt grundlæggende kan man vel sige, at det tilbageholdende og afdæmpede ikke rigtig ligger i metals natur. Men det vender vi lige straks tilbage til, faktisk.

Er der overhovedet noget metal over det?
‘The Funeral Party’ kunne faktisk med lidt god vilje godt være shoegazer doom metal. Det er det, vi vender tilbage til lige straks.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Fordi det er en mindre oplagt af The Cures plader at give sig i lag med. Man kommer ikke til at være træt af den på forhånd, fordi man har hørt flere af sangene alt for mange gange før. Og fordi følelser, bevares.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
Det gør goth metal endnu mere klodset at høre på, end det allerede er. Det er i sig selv en bedrift. At The Cure på ‘Faith’ viser, at gotik og romantisk dødssværmen ikke behøver at være totalt overdrevet, kunne flere metalbands lære noget af.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Hvis ‘Pornography’ er den oplagte metalforbindelse, så angiver ‘Faith’ den alternative vej frem. Og den er blevet grebet af et par af de alternative metalbands: Jesu har indspillet ‘The Funeral Party’, Nadja titelsangen. Begge bands, der har taget metallens byggeblokke og pillet dem fra hinanden for at skabe rum til noget andet i mellem dem. Ikke at dét har vist sig som nogen farbar vej frem, men som ‘Faith’ er det opløftende afstikkere på vej mod den endegyldige håbløshed.