Bersærker-downer

Populær
Bersærker-downer

Danske Crystal Shipsss har udgivet en plade, der ser elendigheden i øjnene, men som selv bidrager med noget bedre. 

Titel
I Will See No Moon No Sky
Dato
01-06-2015
Trackliste
METAL
DEER
DRUM
CROWN
II
HEAD
Karakter
3

For et par måneder siden var vi til koncert med den canadiske duo Nadja, som den aften havde danske Crystal Shipsss med på plakaten som opvarmning. Nadja var som altid bedre end gode, men også Crystal Shipsss, som inden da havde været et ukendt navn for én, leverede en koncert, der er blevet hængende i hukommelsen. Det danske bands blanding af depressiv, elektronisk indfølthed og metalliske, udadvendte drone-takes havde noget sært karismatisk over sig. Det var derfor med nysgerrig begejstring, at man så frem til at få lyttet nærmere til dem, og anledningen lå lige for i form af bandets nye plade, der har den omfangsrige titel ’I Will See No Moon No Sky’. 

En tungsindig ankermand  

I centrum af Crystal Shipsss finder vi Jacob Faurholt, bandets tungsindige ankermand. Faurholt har skrevet og desuden indspillet meget af albummet selv, og at han angiveligt har været i en periode med personlig tumult under processen, tror man sagtens på, når man hører det færdige resultat. Faurholt har på Crystal Shipsss’ anden fuldlænge til hensigt at ramme det smukke, men indrammer i højere grad et nærmest ensidigt elegisk udtryk, hvilket nu ikke gør udspillet mindre vedkommende. Det faldefærdige menneskeskrog, der kan siges at udgøre ’I Will See No Moon No Sky’, er den indkapslede elendighed værd. ”Det faldefærdige” skal forstås som et kompliment, og søgen efter skønhed i skroget er selve den musikalskes rejses formål på albummet. 

Melankoli over skønhed

Det korte åbningsnummer ’Metal’ lever op til sit navn with a twist, og at end ikke den Elliot Goldenthal-inspirerede udtoning på nummeret ’Deer’ efterfølgende formår at vægte pladens potentielle skønhed højere end dens melankoli, er der måske en hensigt med. Når det er Mount Eeerie, Nadja, Jesu, Julee Cruise, Soulsavers og til dels Sunn O))), der synes at være referencepunkterne, kan det i hvert fald ikke forventes, at pladen ikke skal have en form for downer-effekt på lytteren, hvilket det lykkes Crystal Shipsss at indfri til fulde. Også et nummer som ’Drum’ tager dystre bersærkertag på eksistensens tunge øjenlåg, som den strækker sig over ti meget lange minutter uden overhovedet at forsøge at komme ud af det greb, der holder den tilbage. Det er hensigten, at sangen ikke skal flytte sig meget, men i dette tilfælde så man gerne, at den havde gjort det. 

En skrøbelig fladhed

Det skinner støjende og smukt igennem, at der er andre musikalske fingre med på pladen, der ved præcis, hvad de laver. Netop Nadjas Aidan Baker leverer guitar til nummeret ’Crown’, der skiller sig ud, men alligevel passer ind i den kompakte og helstøbte helhed, albummet udgør. ’Crown’ er pladens mest dronede nummer, og den adskiller sig fra de resterende fem numre ved rent sonisk at have en form for interessant, indadgående uendelighedsting kørende. Det er virkelig svært at dissekere alle de musikalske lag, der på én gang blotter og gemmer sig som noget mentalt anatomisk i dette nummer. Mens pladens andre numre har en skrøbelig fladhed i deres lyd, er dette nummer mere bastant. Det er pladens bedste skæring. 

Garvet mand ved knapperne

Det er ikke overraskende, at Crystal Shipsss’ tredje udgivelse helt overhovedet lyder så imponerende, som den gør. Til trods for at hele skidtet er hjemmeoptaget, er mastereringen af pladen foretaget af James Plotkin, som Devilutions læsere måske kender fra 90’er-metalbandet O.L.D. eller fra bandet Khanate, hvori han blandt andet spiller side om side med Sunn O)))s Stephen O’Malley. For vi, der godt kan lide at lytte til soundtracks, har det på det seneste dog netop været som lydtekniker, man hovedsageligt er stødt på Plotkins navn. Han skal i den forbindelse især have cadeau for blandt andet at have bragt Fabio Frizzis score til ’Zombie Flesh Eaters’ med til selveste Abbey Road Studios, hvor han finpudsede den nasty synth-gore-klassiker under de ellers fredede, renommerede rammer. 

Invester tid i denne plade

Crystal Shipsss har smidt en plade på gaden, der på ingen måde får dig i godt humør, men som ikke desto mindre bestemt er værd at investere tid i, netop fordi den ikke springer over, hvor humørgærdet er lavest; tværtimod, den ramler ind i elendigheden med hovedet først! Det tager muligvis tid at få andet ud af pladen end ”elendighed indsvøbt i det sonisk elegante”, men når først man kommer en smule dybere ned i bandets udtryk, finder man ud af, at der gemmer sig relevante nuancer i selv Faurholts naivistiske vokal, der under de første gennemlytninger ellers var stemplet som et gentaget, vedblivende irritationsmoment. Ligesom med bandets opvarmningstjans i sin tid er man stadigvæk mere end nysgerrige på Crystal Shipsss, også efter at man har fået lyttet mere til dem.