Copenhell 2015: Aparte paddehattefest for de få antirå

Populær
Copenhell 2015: Aparte paddehattefest for de få antirå

End ikke en æggende parade af stramme hits kunne få Copenhells publikum til at feste med Primus. Men det gjorde ikke så meget: Vi, der lod bandet bide sig fast, havde det forrygende. 

Kunstner
Dato
19-06-2015
Genre
Trackliste
1. Those Damned Blue-Collar Tweekers
2. Last Salmon Man
3. Wynona's Big Brown Beaver
4. Southbound Pachyderm
5. Oompa Loompa
6. Jilly's on Smack
7. Mr. Krinkle
8. Too Many Puppies
9. Mr. Knowitall
10. American Life
11. My Name Is Mud
12. Over the Electric Grapevine
13. Jerry Was a Race Car Driver
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Man kunne ikke lade være med at synes, at det var en noget sær booking, Copenhell kom med, da de tidligere i år annoncerede Primus som et af årets hovednavne på festivalen. Ikke at det kun var en sær booking, fordi Primus er et sært band. Jo, Primus er et sært band, men deres excentriske side markerer sig i særdeleshed, når de på festivalplakaten står side om side med navne som Slipknot, Body Count, Ghost , Rise Against og Gojira, der jo alle er navne, man med sikkerhed ved, at i hvert fald store dele af metalmiljøet approver.

I bund og grund er der jo ikke mindre forskel på Slipknot og Ghost, end der er på Ghost og Primus. Det er der ikke rigtigt, vel? Ikke udover maskerne, forstås. Det, der får Primus til at skille sig sådan ud på Copenhell, skyldes bandets forunderlige musikalske univers. Et band, der trækker på lige dele The Residents, Rush og Tom Waits, som så blandes med grove, karismatiske klatter af ska, punk og, ja, heavy metal – det er kort sagt et univers, man ikke havde forudset, at Copenhell ville sætte på Helviti fredag aften.

Desto meget desto skønnere. Skal det være weird, så lad det være weird. Og skal det være heavy, så lad det være Primus-heavy!

Delikat ondskabsfuldt

Sidste gang, Primus spillede på en dansk festival, må havde været på Roskilde i ’97. Sammen med Smashing Pumpkins var de det år selve årsagen til, at nærværende skribent for første gang selv drog til domkirkebyen for at komme på festival. Man tog afsted med selve det formål at smage på ’Wynona’s Big Brown Beaver’ samt med ønsker om at få euforiserende flyveture på truede elefanter med ører så store vinger til tonerne af selvfølgelig den delikat ondskabsfulde ’Southbound Pachyderm’.

I ’97 fik man Wynona at smage, men ens favoritskæring med Primus, ’Southbound Pachyderm’ måtte man vente yderligere 18 år på endelig at opleve i Danmark. Da leveringen af den krybende sang endelig forekom på Copenhell, blev det ens personlige Helviti-øjeblik over dem alle. Det gjorde sig generelt for Primus’ koncert på Copenhell, at den var pakket til de farverigeste sokkeholder a la 90’erne med hits. Modsat det californiske bands seneste koncert i Danmark i Vega i 2011 var weekendens sætliste nemlig designet således, at Copenhell-festen lå lige for.

Festen udeblev  

Det er dog åbenbart ikke sammenkoblingen af Larry LaLondes harmonifulde, fuzz-jazzede guitarspil, Les Claypools uhyre tunge, funkede basspil og Tim Alexanders polyrytmiske garagetrommer, der får publikum på Copenhell til at smide knoerne i vejret og feste vedblivende igennem. Til at begynde med ruskede den fandenivoldske ’Those Damned Blue-Collar Tweekers’ ellers pænt op i de forreste rækker, der på passende tidlig-90’er manér lavede en fælles hoppeborg med armene om hinandens skuldre and what not. Den form for fest ser man efterhånden alt for sjældent under rockkoncerter, og selv om der var luft til begge sider selv på de forreste rækker, var det en strålende feståbning at byde Primus velkommen til.

Festen dæmpede sig allerede under det efterfølgende nummer ’Last Salmon Man’, hentet fra bandets forrige udspil, den småsublime comeback-plade, ’Green Naugahyde’ (2011). Under dette nummer blev der endnu mere luft at boltre sig på for de få rå antipop-publikummer på de forreste rækker. Paradoksalt, at festen blev mindre folkelig og æggende, netop som Primus ellers fandt frem til den helt rigtige volume og lyd. De spillede fucking højt, gjorde de, og det improviserede instrumentale midterstykke, der fik en i forvejen lang sang som ’Last Salmon Man’ gjort endnu længere, må uden tvivl være selve det musikalske højdepunkt på årets Copenhell. Det sad lige i skabet!

En trio back together

Det er svært at sætte ord på, præcis hvor musikalsk enestående, denne trio i virkeligheden er. På den anden side var det på Copenhell overhovedet ikke svært at høre, at Tim Alexander – der sidste år indspillede sit første album med Primus siden 1995 – er som skabt til at være trommeslageren bag Claypool og LaLonde. Ingen af de tre gutter er specielt udadvendte, og de gør ikke selv meget ekstra for at give koncertfesten et nøk op. Men som de står der i deres egen musikalske verden, på en dekoreret scene med alverdens farverige paddehatte og forunderlige claymation-videoer på storskærmene, bør der sådan set heller ikke være behov for så meget andet. Hos Primus siger musikken vitterligt det hele.

Humoristisk heavy

Gør musikken ikke nok for indlevelsen, har man altid Claypools gangart med bassen i favnen, der kan minde om en slags badass-udgave af ’The Ministry of Silly Walks’, og man har LaLondes guitarspil, der musikalsk set er lige så heavy-febrilsk, som LaLonde på en scene selv er antifebrilsk. Stoikeren med sit våben! Som alle metalhoveder ved, har LaLonde en fortid i det skelsættende dødsmetalband Possessed, og det er blandt andet i vekselvirkningen mellem hans forkærlighed for feberudladninger på guitaren og Claypools nasale, humoristiske ikke-metal-vokal, at Primus’ genialitet skal findes.

Lad det gerne blive gentaget, at Primus’ genialitet i den grad også skinnede igennem på Copenhell, hvor den sidste halvdel af den præcis halvanden time lange koncert nærmest var det ene højdepunkt efter det andet. Specielt ’American Life’ fik sendt en unik stemning ud over Copenhell, inden ’My Name Is Mud’ bagefter fik hele Refshaleøen til at ryste så heftigt, at Tivolis naboer sandsynligvis allerede har sendt klager til Ministeriet For De Kedelige Voksnes Tåbeligheder. Havde man haft en festlig, venskabelig arm omkring skulderen hele koncerten igennem, havde det uden tvivl været en sublim musikalsk fest. Det sublimt musikalske tager vi dog også med!