De vrisne veloplagte barder

blind-guardian-the-god-machine-2022-917-01

Det er gået hele syv år siden powermetallens mægtige Blind Guardian sidst udgav et ægte album, medmindre man tæller en svært unødvendig udgivelse med forsanger Hansi Kürsch og et symfoniorkester med. Det gør man ikke! Her medvirkede 3/4 af bandet nemlig ikke, fordi man hellere ville spille filmmusik end metal.

Titel
The God Machine
Dato
02-09-2022
Trackliste
Deliver Us from Evil
Damnation
Secrets of the American God
Violent Shadow
Life Beyond the Spheres
Architects of Doom
Let It Be No More
Blood of the Elves
Destiny
Forfatter
Karakter
4

Måske er det derfor, at ‘The God Machine’ føles så umådeligt meget mere metal. Fordi resten af bandet har kedet sig bravt i mange år og har haft brug for at kaste om sig med riffs og dobbeltpedaler. Det er naturligvis meget positivt, så lad os starte med at fremhæve, at vildskaben i den grad har fået overtaget på Blind Guardians ellevte (eller tolvte måske) album.

Fra første sekund er der ild i dragen, som man burde sige, når et sejt powermetalband, gør noget sejt. Der er forbløffende lidt akustisk, afdæmpet og slet ingen folkemusik at finde nogen steder – kun heavy, heayv og flere riffs. Selvfølgelig fægter Blind Guardian med de store armbevægelser med meget store sværd, men det er stadig umiskendeligt dem. Ikke kun fordi Hansi Kürsch har en letgenkendelig stemme. Det skyldes også de voldsomme helteomkvæd, som bandet alle dage har fremelsket.

Til tider er det tæt på endda at være thrash metal, men tyskerne er gode til altid at finde plads til en melodisk leadguitar et eller andet sted, og de forlader aldrig den genre, som de selv har været med til at definere så meget af lyden på.

Midt i ondskaben kan man til gengæld godt savne lidt af bandets tidligere charme. De lyder vrisne og vrede, men det er sket lidt på bekostningen af noget af charmen og ikke mindst det episke. Det føles ikke som et stort eventyr at rejse med Blind Guardian, sådan som det gjorde på 90ernes mesterværker ‘Imaginations From the Other Side’ og ‘Nightfall in Middle-Earth’, der var som et fuldskala-rollespil på guitar.



Et nummer som det indledende ‘Deliver us from Evil’ viser både tænder, og ondskab, men det er også ret så skingert i både vokal og riffs. Det samme gælder ‘Damnation’ eller ‘Blood of Elves’ hvor man måske nok kan nyde et potent Blind Guardian, man får bare også et band, der er så alvorlige, at hidsigheden overstråler alt.

Dermed ikke sagt, at det er et dårligt album. Tyskerne har ikke lydt så veloplagte siden engang i slutningen af halvfemserne, og mens charmen måske mangler, får man et band, der trods yderst velkomponerede og gennemtænkte sange, også lyder langt mere impulsive end længe. Som et band der har genopdaget glæden ved at stå i øvelokalet og spille metal, fordi det nu engang er det sejeste, man kan foretage sig som teenager.